Hittepåsomheden for at skrabe penge sammen til arbejdet i u-landene bryder nye grænser i disse tider med regeringens krav om stigende egenfinansiering.
Seneste skud på stammen kommer fra CARE Danmark, der nu lancerer et stort lotteri, som på en “ny og anderledes måde støtter CARE Danmarks arbejde i u-landene”.
Overskuddet går til indsatsen for at styrke fattige kvinders position i Asien og Afrika, så de kan hjælpe sig selv ud af fattigdommen, hedder det på organisationens website.
Og videre:
“CARE Danmark giver fattige kvinder chancen for at stå fast på deres ret og påbegynde rejsen mod en bedre fremtid for dem og deres familier. En måde at styrke kvinderne på er ved hjælp af små lån, der gør dem i stand til at opstarte små forretninger med f.eks. dyrehold, vævning eller produktion af fødevarer. Når de har overskuddet til at betale lånet tilbage går pengene videre til andre kvinder der ligeledes får samme muligheder”.
Der er sponsorpræmier for 125.000 kroner. Man kan vinde en rejse til Vietnam, et smykke til 10.000 kr., VIP abonnementer på et fødevarefirma og meget mere.
En lodseddel koster 100 kroner. Man modtager sine lodsedler senest en uge efter modtagelse af bestillingen. Ved bestilling af 10 eller flere lodsedler er man automatisk med i ekstraudtrækningen om 10 mobiltelefoner.
Vinderne udtrækkes mandag den 18. september af Notarius Publicus og offentligøres på www.care.dk fra den 20. september.