Den 12. juni var der præsidentvalg i Iran, og kort før (5. juni 09) udkom den højaktuelle bog ”Revolutionens børn – unge i Teheran” på forlaget “Tiderne Skifter”.
Bogen er skrevet af journalist Karin Bo Bergquist og handler om unge kvinder og mænd, der med deres egen stemme fortæller om livet i Teheran, som de oplever det lige nu.
De fortæller om besværlighederne ved at kunne mødes på tværs af kønnene, om seksualitet, kontrakt-ægteskaber, overvågning, straf, inkl. dødsstraf. Om censur og regler for adfærd og beklædning.
Om religionen i hverdagen, internettet som mødested, kulturlivets nye muligheder og begrænsninger, om narko-problemer, Irak-krigen, der har domineret deres barndom og den massive arbejdsløshed, som får dem til at ønske at udvandre.
At hovedparten af Irans unge ønsker at emigrere, viser at meget er grueligt galt. I Vesten holder vi vejret og tænker, hvornår eksploderer det? (vi ved nu, at det er det netop gjort, red.). Alle iagttagere synes at kunne mærke vibrationerne lige under overfladen i det iranske samfund. Men hvad tænker de unge selv om deres situation?
Unge under 30 år udgør over halvdelen af den iranske befolkning på ca. 65 millioner. Det er en meget stor ungdomsårgang. Samtidig er ”revolutionens børn” – som de er blevet kaldt – den mest undertrykte generation nogensinde, fordi de lever under præstestyrets strenge regler og meget restriktive straffe.
Karin Bo Bergquist har arbejdet som journalist, informationsmedarbejder og konsulent i 15 år med fokus på emner som demokrati, medier, menneskerettigheder, kvinder og kultur i u-landene.
Hun tilbragte toenhalv måned i Iran i vinteren og foråret 2008 for at indsamle materiale til “Revolutionens børn” og indleder bogen med en grundig indføring i det iranske samfund, som det ser ud netop nu, samt et overblik over den politiske udvikling i landet fra shahens fald og revolutionen i 1979 og frem til i dag.
Op til præsidentvalget i Iran var Karin Bergquist gæst i flere radio – og TV-indslag.
Pressen skrev:
“Det er en informativ og letlæst bog, Bergquist har skrevet. Til alle der foretrækker at bevæge sig på kundskabens, fremfor på ondskabens akse.” – Weekendavisen
“Revolutionens Børn giver indblik i iranske unges desperate følelse af at leve i en psykologisk spændetrøje” – Politiken
Udgivelsesår: 2009
ISBN: 9788779733374
Sidetal: 336
Pris: 299 kr.
Omslag: Mikkel Henssel
Se også www.dev-tiderneskifter.dk