Ny i KVINFO

lene_steffen_002
Forfatter billede

Det er en person med omfattende international erfaring, der træder ind som leder af KVINFOs internationale afdeling mandag den 16. april 2018.

Lene Steffen har siden 2010 været global direktør for Child Rights Governance i Save the Children International, og før det har hun bl.a. været teknisk rådgiver i Red Barnet i Danmark og programansvarlig for NGOens program i Uganda. 

Hun kalder selv arbejdet for inklusion af ekskluderede grupper, så alle får chancen for at udnytte deres potentiale, for en rød tråd i sin karriere. En tråd, der har fulgt hende siden hun som 13-årig søgte at komme i praktik som u-landsfrivillig – dog uden held. 

”Ambitionen om at skabe social forandring handler både om love, politikker, penge, magt og almindelige menneskers mulighed for at have en stemme. Og det handler i høj grad om relationer mellem mennesker; at vi er i stand til at lytte og prøve at forstå, hvad den anden parts udgangspunkt er,” siger hun. 

Fra at arbejde med børns rettigheder gælder det nu kvinders rettigheder og ligestilling. KVINFOs Gender Equality Programme i Mellemøsten og Nordafrika bygger bl.a. på FNs 17 verdensmål, både det selvstændige mål om ligestilling, men også målenes klare prioritering af ligestilling som en integreret del af de øvrige mål. Mere om KVINFO her

”Verdensmålene kan bruges som drivkraft for en mere inklusiv, retfærdig og bæredygtig fremtid. Styrken ved dem er, at de gælder for alle lande og har vigtige mål, såsom kønsligestilling, fred, retfærdighed, stærke institutioner og partnerskaber. Ligestilling mellem kønnene er f.eks afgørende for at afskaffe fattigdom og KVINFO er centralt placeret til at komme med bud på, hvordan målet om ligestilling mellem kønnene kan nås; i Danmark og ude i verden,” anfører Lene Steffen. 

Lene Steffen er oprindeligt uddannet i internationale udviklingsstudier fra RUC, som hun har suppleret med efteruddannelse i ledelse på Save the Children International leadership Development Programme. Hun har en  gennemført kurser om partnerskaber med NGOer i Syd omkring participation, empowerment, capacity development, organisational change, power dymamics og learning. 

Har fået en hest igen

Privat bor hun i Hornbæk i Nordsjælland med sin mand, to børn og to bonusbørn. De flyttede dertil fra København for tre år siden for at komme tæt på hav og skov, og det har givet Lene Steffen mulighed for at få en hest igen – denne gang en islænder, som bliver rørt på ture i Grib Skov og ved Esrum Sø. 

Stillingen som international chef i KVINFO er nyoprettet. Lene Steffen siger:

”En af de spændende ting ved KVINFO er, hvordan vi bedst kombinerer og udnytter viden fra forskning såvel som praktisk støtte til ligestilling og mangfoldighed. Det glæder jeg mig utrolig meget til at blive klogere på.”

KVINFOs Gender Equality Programme i Mellemøsten og Nordafrika, som hun nu bliver leder af, har fire fokusområder: Reform af lovgivningen, fokus på seksuelle og reproduktive rettigheder, adgang til politisk indflydelse og beskyttelse mod kønsbaseret vold.

Programmet sætter ind i Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan og er finansieret af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram. 13 lokale organisationer er partnere i programmet, sammen med Kvinderaadet, Danner, LGBT Danmark og Sex & Samfund fra dansk side.