Ny initiativpris til u-landsnyts stifter

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Projektrådgivningens Styregruppe har på weekendens årsmøde uddelt en ny initiativpris for første gang, skriver foreningen i en pressemelding mandag.

Prisen gives til en person, der har gjort en særlig indsats for at engagere, inspirere og mobilisere danskerne til at gå aktivt ind i det globale udviklingsarbejde. Gerne på en personlig og kritisk måde, som vækker debat og diskussion.

Prisen består af en statuette samt 10.000 kr., hedder det i omtalen fra NGO-platformen, som samler 240 organisationer, foreninger og grupper i det danske “u-landsskab”.

Den første modtager af prisen er journalist Jesper Søe som anerkendelse af hans mangeårige virke som journalist, redaktør og ikke mindst som initiativtager til hjemmesiden u-landsnyt.dk.

Da Jesper Søe i august 2003 etablerede u-landsnyt.dk – sammen med hans tekniker Jens A. Sø – var det et princip, at siden ikke skulle have offentlige tilskud.

“U-landsmiljøet er syltet ind i Danidas penge, og det vil jeg ikke”, siger han. – Og den linje har han holdt med typisk stædighed, anførte Projektrådgivningens formand, Vibeke Tuxen, bl.a. i sin tale (se neden for).

Jesper Søe takkede varmt for prisen og lagde bl.a. vægt på, at den blev givet af netop Projektrådgivningen, som repræsenterer hele den store bredde af danske u-landsorganisationer. “Alle græsrødderne og ildsjælene”, som han sagde.

De 10.000 kr. vil gå til den fortsatte styrkelse af u-landsnyt.dk, som siden oktober 2007 udgives og drives af en almennyttig forening med journa-list Alfred Rosenfeldt, Odense, som formand. Samtidig er redaktionen styrket ved tilknytning af en stribe tovholdere på frivillig basis.

Det er tanken, at Styregruppen fremover vil bede Projektrådgivningens medlemsorganisationer om at nominere kandidater til prisen, hvorefter Styregruppen vil udvælge prismodtageren.

TALE af Vibeke Tuxen ved uddeling af Projektrådgivningens initiativpris 2009:

“I Projektrådgivningens Styregruppe har vi længe haft en idé om, at vi gerne vil gøre mere for at stimulere og anerkende det store personlige engagement, som bliver udvist af rigtig mange af NGO-miljøets ildsjæle.

Tusindvis af mennesker gør en kæmpe indsats, som tilsammen er med til at gøre verden en smule mere retfærdig og mindre ulige. Det fortjener anerkendelse, og den vil vi gerne være med til at give.

Derfor har vi i Styregruppen besluttet at indstifte en pris, som vi fremover vil uddele hvert år på Projektrådgivningens årsmøde.

Prisen skal være en anerkendelse til en person, som har gjort en særlig indsats for at engagere, inspirere og mobilisere danskerne til at engagere sig i det globale udviklingsarbejde.

Gerne på en personlig og kritisk måde, som vækker debat og diskussion. For netop debat, uenighed og mangfoldighed er jo de centrale værdier, som et levende civilsamfund kan tilføre et samfund.

Prisen består af en af de statuetter, som blev udført af kunstneren Jens Galschiøt i forbindelse med vores kampagne “Der skal folk til” i 2008. Statuetterne, der gik fra hånd til hånd i en stafet, er jo i sig selv et godt udtryk for netop det brede, folkelige engagement, som vi gerne vil styrke.

Med prisen følger en check på 10.000 kr. I modsætning til statuetten går pengene ikke til prismodtageren personligt – men han eller hun kan give checken videre til en organisation eller et initiativ efter eget valg.

Det er tanken, at vi fremover vil bede vore medlemsorganisationer om at nominere kandidater til prisen, hvorefter Styregruppen vil udvælge prismodtageren. Det har vi ikke nået i år, og derfor har vi i Styregruppen egenhændigt valgt den person, som skal modtage den første pris.

Vores valg er faldet på en person, som gennem mange år har været en stærk og kritisk stemme i det danske u-landsmiljø.

En stemme, som aldrig har villet kompromittere sin uafhængighed eller rette ind efter særinteresser. En stemme, som har skabt sit helt eget forum for viden og debat om udviklingsspørgsmål, som i dag er vokset stort og stærk.

Vores valg er med andre ord faldet på journalist Jesper Søe som anerkendelse af hans mangeårige virke som journalist, redaktør og ikke mindst som initiativtager til hjemmesiden ulandsnyt.dk.

Da Jesper Søe i 2003 etablerede u-landsnyt.dk var det et princip, at siden ikke skulle have offentlige tilskud. “U-landsmiljøet er syltet ind i Danidas penge, og det vil jeg ikke”, siger han. Og den linje har han holdt med typisk stædighed.

På det seneste har u-landsnyt åbnet for annoncer, og Projektrådgivnin-gen var en af de allerførste annoncører på siden. Vi håber også, at du vil tage imod denne check uden at du behøver føle dig kompromitteret”.

Se også www.prngo.dk