Mandag indviede Kenyas præsident Uhuru Kenyatta den længe ventede kystvagttjeneste, som skal tage kampen op mod overfiskeri, forurening, smugling af mennesker, våben og narkotika samt pirateri.
Opgaverne har tidligere ligget hos landets søværn, der kun har få skibe og som skal patruljere et meget stort område i Det Indiske Ocean.
Den nye kystvagt har til at begynde med blot et enkelt oceangående skib, MV Doria samt et antal patruljebåde. I begyndelsen vil tjenesten derfor være afhængig af hjælp fra søværnet for at holde øje med landet 1.000 kilometer kystlinje.
Ifølge avisen Daily Nation fra Kenya anslås det, at landet årligt mister 10 milliarder shilling, hvilket svarer til knap 640 millioner kroner, på grund af ulovlige aktiviteter til havs – f.eks. overfiskeri og smugling.
Kystvagten vil have hovedkvarter i havnebyen Mombasa men vil også have havne i Lamu ved Det Indiske Ocean og Kisumu ved Viktoriasøen. Tjenesten hører under landets indenrigsministerium.
Det øgede fokus på overvågning af landets territorialfarvand har været længe undervejs. Regeringen etablerede i 2016 et ministerium for fiskeri og “blå økonomi” og der arbejdes på at udvide den i forvejen store havn i Mombasa.
Ryggen til havet
Kenya er et af de få lande i Afrika syd for Sahara, der har flåde og kystvagt. Kun Sydafrika har en reel flåde.
Det skyldes bl.a. at politiske og militære ledere i Afrika har haft deres opmærksomhed rettet mod at kontrollere landområderne, hvilket fortsat er en udfordring i flere lande. Den militære dominans til søs har derimod været overladt til verdens stormagter.
I de seneste år har også Danmark taget stor del i internationale flådestyrker ud for Afrikas horn, hvor pirater tidligere gjorde farvandet usikkert for handelsskibe.
Danmark har desuden i flere år støttet Kenya i opbygningen og udviklingen af søværnet. For eksempel har Danmark leveret en simulator, som kenyanske søfolk kan bruge til at træne forskellige opgaver til havs. Dertil kommer at soldater fra Kenyas søværn i flere omgang har været i Danmark for at modtage træning og uddannelse.
Samarbejdet koordineres af en dansk officer, der er udstationeret som forbindelsesofficer i Mombasa.