Kvinder i Tanzania har tidligere kun med stort besvær kunnet arve og få ejendomsretten til jord, skriver Danida i en pressemeddelelse, der bebuder en ny ligestillingsstrategi for dansk udviklingsbistand.
Med støtte fra udenlandske donorer, deriblandt Danmark, er nu gennemført en ny progressiv jordlov, men loven er ukendt for store dele af befolkningen og myndighederne. Med dansk støtte har en gruppe kvindelige jurister i Tanzania sat sig grundigt ind i loven og rejser nu landet tyndt for at informere befolkningen om deres lovfæstede rettigheder.
Tal fra Verdensbanken viser, at hvis kvinder og mænd havde lige adgang til ressourcer på landbrugsområdet kunne udbyttet i Afrika syd for Sahara øges betydeligt.
Danida fortsætter:
Den nemmere adgang til arv og jord for kvinder i Tanzania er et eksempel på, hvad en ny ligestillingsstrategi for dansk udviklingsbistand peger frem imod. Strategiens målsætning er at fremme kvinder og mænds lige rettigheder, lige adgang til ressourcer og lige mulighed for politisk og økonomisk indflydelse.
Kvinders rettigheder handler om meget andet end jord og arv. Vold mod kvinder er et af vor tids største menneskerettighedsproblemer og har enorme menneskelige og økonomiske omkostninger.
130 millioner kvinder har været udsat for lemlæstende kvindelig omskæring. Yderligere 2 millioner piger og unge kvinder udsættes årligt for det.
Ca. hver fjerde kvinde vil i løbet af sit liv blive udsat for vold, voldtægt eller anden forulempelse.
Kvinders ret til at bestemme over egen krop (seksuelle og reproduktive rettigheder) krænkes konstant i store dele af verden. Mere end 50 % af nye hiv-smittede er kvinder, der ofte ikke har ret til/mulighed for at sige nej til sex.
Internationalt er kvinders rettigheder under pres fra fundamentalistisk religiøse kræfter både i Vesten og i den muslimske verden. Danmark skal som foregangsland indenfor international udviklingsbistand være med til at slås for kvinders rettigheder.
Dansk bistand har indarbejdet kvindeaspektet i mange år, så hvad er det nye?
Før satte Danida fokus på at inddrage kvinder, f.eks at 50% af medlemmerne i en vandkomité i et dansk projekt skulle være kvinder. Det var og er vigtigt for de enkelte kvinder, men flytter ikke nok for kvinderne generelt i et land eller en sektor.
Nu er strategien tilpasset den internationale ramme – FNs konventioner og konferencer om kvinder og om befolkning samt 2015 Målene. Strategien er også tilpasset den nye måde at arbejde med bistand på – sektorprogramtilgangen – hvor støtten ikke længere går til enkelte, isolerede projekter men til en samlet indsat for at opbygge en velfungerende national sundhedssektor, retssektor, uddannelsessektor, transportsektor m.m.
Set i lyset af nyere dansk historie er ræsonnementet bag det øgede fokus på u-landskvinders rettigheder ikke så fremmedartet. Kvinders rettigheder, adgang til ressourcer og lige mulighed for politisk og økonomisk indflydelse er solide grundsten i det danske velfærdssamfund.
Tænk tanken, at det kun var sønner der kunne arve gården eller parcelhuset, eller Folketingets medlemmer kun var iklædt slips og jakkesæt.
Kilde: Udenrigsministeriet
Strategien Ligestilling i dansk udviklingsbistand kan læses på: www.um.dk/Publikationer/Danida/Dansk/DanskUdviklingssamarbejde/LigestillingsStrategi/index.asp