Ny post i Globalnyts bestyrelse

globalnyt_02
Laurits Holdt

Globalnyts bestyrelsen har konstitueret sig efter en meget fredelig og konstruktiv generalforsamling.

Konsulent Lisbet Fich besætter den nye post som sekretær, som vedtægtsændringerne har skabt. Hun har overtaget pladsen i bestyrelsen fra Ane Hess-Nielsen, der har ønsket at blive suppleant. Ellers er der ingen ændringer i bestyrelsen.

Jan Kjær fortsætter som formand, Marie Visti som næstformand og Ilselil Halby som kasserer.

De øvrige medlemmer af bestyrelsen på det maksimale antal otte er Nimbus Poulsen, Ingrid Pedersen, Sidsel Marie Nyegaard og Peter Tygesen. Lis Garval fortsætter som suppleant.

17 til generalforsamling

17 medlemmer af Globalnyt havde en lun sommeraften d. 13. juni fundet vej til generalforsamling i Verdenskulturcentret på Nørrebro, hvor Niels Elbæk blev valgt til dirigent og Thomas Jazrawi som referent.

På generalforsamlingen blev de nye vedtægtsændringer enstemmigt vedtaget som en samlet pakke. Det betyder:

1. At medlemsdemokratiet udvides, samtidig med at der sikres stabilitet i foreningens styreform og operationelle virke. F.eks. har medlemmer nu ret til at anmode om en ekstraordinær generalforsamling

2. At bestyrelsen i højere grad fungerer som et kollegium. Formanden har fået mindre magt, og mere ansvar lægges over på bestyrelsen som helhed.

3. At der er tydeligere spilleregler for generalforsamlingen.

4. At foreningens ledelsesmæssige og operationelle struktur fremtidssikres. Med store ambitioner stilles der krav till den indre organisering af foreningens ressourcer. Med vedtæftsændringerne bliver der større klarhed over foreningens tre enheder samt deres indbyrdes myndighed og relationer: i) bestyrelsens strategiske rolle, ii) ledelse og ressourcer til administration og drift, og iii) redaktionens ledelsesmæssige ansvar og redaktionelle uafhængighed.

Udover gode diskussioner om vedtægter, var der kommentarer til det fremlagte budget, som de tilstedeværende fandt lidt for optimistisk. Et par indtægtsposter blev reduceret, så overskuddet for 2018 forventes at at være omkring 50.000 kr.

Derefter blev budget for 2018 taget til efterretning.

En god og stabil periode

I bestyrelsens beretning beskrev formand Jan Kjær tiden siden seneste ekstraordinære generalforsamling i september 2017 således:

”Det har været en god og stabil periode for Globalnyt, hvor vi på mange måder har fået ro på efter et turbulent 1. halvår 2017.”

Økonomien har været én af de helt store udfordringer for bestyrelsen.

”I 2017 måtte vi igen konstatere et underskud, men vi har efterfølgende fået stabiliseret økonomien og er så småt ved at oparbejde en buffer, som skal vokse i 2018 for at sikre os mod uforudsete regninger.”

I forhold til det redaktionelle har der ikke været de store ændringer, konstaterede formanden.

Ud over de to redaktionssekretærer, har Globalnyt tre fagredaktioner, ledet af en fagredaktør: Erhverv og økonomi, klima og miljø samt og kunst og kultur.

”En fjerde redaktion med fokus på kvinder og social udvikling, som blev omtalt på den ordinære generalforsamling i april 2017 er skrottet, da den aldrig fandt fodfæste. Vi arbejder i stedet på en fjerde redaktion med fokus på debat og dansk og international bistand, som rammer vores læsere bredt,” forklarede Jan Kjær

Mislykket forsøg

Debatindlægget “Mit mislykkede forsøg på at vende hjem til Danmark” skrevet af en dansk udviklingsarbejder, der måtte returnere til Mexico, fordi der intet arbejde var at få herhjemme, har været det mest læste i Globalnyts historie med 15.000 visninger på sitet. Det fungerede også godt på det sociale medier med 1220 reaktioner, heraf 508 likes og nåede ud til 21.718 på Facebook.

”Det er et indlæg, vi kan lære meget af. Det viser tydeligt, at vore læsere har interesse for også at læse historier og blogs om det at arbejde i udviklingsbranchen, ikke kun se jobopslag,” sagde formanden.

Udviklingsprojektet

Globalnyt fik i 2017 en tre-årig bevilling på 1,35. mio. kr. fra Innovationspuljen fra Slots- og Kulturstyrelsen.

”Udviklingsprojektet bliver helt sikkert godt for Globalnyt i vores bestræbelser på at tiltrække yngre brugere,” forklarede formanden.

At sikre ejerskab i redaktionen har været en af udfordringerne, og det er ved at lykkes.

Der er udarbejdet to rapporter. A: En forundersøgelse om globalt interesserede på seks uddannelsesinstitutioner og deres interesser for nyhedsplatforme, fortælleformater, sociale medier og globale temaer . B: En undersøgelse af, hvem der benytter Globalnyt.

”Det er vigtigt at den nye viden om sociale medier bliver inhouse i redaktionen, ikke mindst hos redaktionssekretærer og fagredaktører,” understregede Jan Kjær.

Husk at dele

Udover disse helt konkrete resultater har Globalnyt fået Facebook i højere gear på grund af udviklingsprojektet. Langt flere opdateringer. Og vi er gået fra 6542 følgere i juni 2017 til 7069 i juni i år.

”Vi har som så mange andre medier haft diskussion om Facebook. Udover selvransagelsen på baggrund af brugen af oplysninger, så er det også dybt frustrerende, at giganten blot laver om på systemet, så medier skal betale meget for at nå brugerne. Og man kan ikke stille noget som helst op,” sagde formanden.

Noget der er vigtigt.

”Husk at dele, like eller kommentere Facebook-opslagene. På den måde ses de af mange flere. Helt gratis. Ellers må vi booste, og det koster penge,” forklarede Jan Kjær.

Globalnyt kigger hele tiden på forskellige medier, men lige nu er Facebook det foretrukne. LinkedIn kunne være brugbart til jobrelaterede historier.

Globalnyts udfordringer

Udfordringer er der også udover økonomien.

Globalnyt har været udsat for hackerangreb, der et par timer lagde sitet ned.

”Der vil komme flere. Vi skal gardere os og sørge for økonomi til at håndtere dette,” understregede formanden.

Det var nødvendigt med ændring af vedtægter for at undgå balladen fra foråret 2017, skabe bedre plads til administration og for at skabe en fladere struktur i foreningen.

”Nu skal vi arbejde på ordentlig forretningsorden, så det bliver klart, hvem gør hvad.”

Der skal også arbejdes med bedre arbejdsbeskrivelser til de ansatte. Desuden skal Globalnyt have mere styr på medlemmerne og kigge på nye indtægter annonceringsmuligheder. Et af forslagene er et advisory board på fundraising.

”Der skal arbejdes på også at skaffe midler til administration, så bestyrelsen skal bruge tid på det, som burde være det væsentlige for en bestyrelse: De helt overordnede linjer,” sagde Jan Kjær.

Still going strong

I forhold til bestyrelsens sammensætning udtrykte formanden stor tilfredshed: ”Godt med otte medlemmer, så der er mange til at tage fra i de forskellige underudvalg.”

Bestyrelsens beretning blev afsluttet med ordene.

”2017 var også året, hvor vi hædrede vores stifter Jesper Søe med en reception i anledning af hans 70 års fødselsdag. Og samtidig markerede vores 10-års jubilæum for Globalnyt som den forening, du er medlem af. Vi er still going strong. Tak til redaktionen og de frivillige for at levere et fornemt produkt. Og tak fordi du engagerer dig som medlem,” sagde formand Jan Kjær, der også takkede revisor Søren Øst Hansen for mange års tro tjeneste.