Burmas nye premierminister, generalløjtnant Soe Win, som onsdag blev indsat af militærjuntaen i landet, stod bag et attentatforsøg sidste år mod oppositionslederen Aung San Suu Kyi og den konvoj af køretøjer, hun befandt sig i.
Det vurderer den amerikanske regering i forbindelse med en opfordring til FN om at skride ind overfor militærstyret i det sydøstasiatiske land, skriver Berlingske Tidende fredag.
En talsmand for udenrigsministeriet i Washington sagde, at USA har troværdige oplysninger om, at Soe Win, som er en nær allieret af den øverste juntaleder, Tan Shwe, var “direkte involveret i beslutningen om at udføre det brutale angreb mod San Suu Kyi og hendes konvoj den 30. marts 2003”.
Den netop afsatte premierminister menes at have været mere forhandlingsvenlig overfor Burmas demokratiske kræfter end Soe Win og blev fjernet efter en magtkamp, hvor høgene i juntaen vandt. Juntaen har regeret i Rangoon siden 1962.