Af Ida Zidore
Reporter og medlem af U-landsnyts redaktion.
Nye tal fra FN viser både bemærkelsesværdige fremskridt og ærgerlige tilbagegange for Danmarks førende samarbejdslande indenfor udviklingsbistanden. Ghana og Tanzania har taget ordentlige hop op ad udviklingsstigen, mens Benin i Vestafrika er faldet drastisk tilbage.
– Større lighed resulterer i mere bæredygtig udvikling. Sådan lød det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), da hun onsdag lancerede årets Human Development Report (HDR) sammen med chefen for FNs Udviklingsprogram (UNDP), Helen Clark, på et pressemøde i København.
Og netop dén forbindelse var da også en af hovedpointerne i rapporten med titlen “Bære-dygtighed og Social Retfærdighed: En Bedre Fremtid for Alle”.
Siden 1990 har UNDP hvert år målt den “menne-skelige udvikling” i alverdens lande.
Faktorer som sundhed, uddannelse og indkomst samles i rapportens Human Development Index (HDI) – en liste, som rangordner landene.
For de lande, der ligger højt placeret, står det udmærket til, mens det ser mere dystert ud med den menneskelige udvikling i de lande, der skraber bunden.
Vestafrikansk op- og nedtur
2011-indekset viser, at et land som Ghana på bare et år har taget et ordentligt spring frem. Det vestafrikanske land, der har modtaget dansk bistand siden 1989, har hevet sig op fra gruppen af lande, der betragtes som “Low Human Developed” og findes nu i stedet blandt de, der er “Medium Human Developed”.
I rapporten defineres menneskelig udvikling som en ‘udvidelse af menneskers frihed og evner til at leve et liv, som de værdsætter og har grund til at værdsætte’. Og netop en udvidelse må siges at være fundet sted på Ghanas sundhedsområde.
Den forventede levealder for en nyfødt er steget fra 57,1 år i 2010 til hele 64,2 i år. Landet har især haft økonomisk fremgang de senere år. U-landsnyt.dk kunne d. 26. oktober berette, hvordan Ghana for nyligt opnåede status som amerikansk handespartner.
Ghana er dog den eneste solskinshistorie, hvis vi bliver i det vestafrikanske.
Andre modtagerlande af dansk bistand i regionen såsom Burkina Faso og Mali stagnerer på det samlede HDI i forhold til sidste år. Og for Malis vedkommende figurerer ørkenlandet i rapportens separate opgørelse over lande med mindst social retfærdighed.
Lille Benin er faldet faretruende langt ned i indekset. Det står især ringe til med sundheden i det vestafrikanske land, hvor den forventede levealder i dag er 56,1 år mod 62,3 på 2010-indekset. Et meget markant fald.
På globalt plan er den forventede levealder faldet med næsten et år. I 2010-indekset lå snittet på 70 år, hvor det i nu er 69,1.
Selv om forandringen kan forekomme beskeden, vidner den om en opsigtsvækkende tendens. I takt med fremdriften i den generelle menneskelige udvikling i verden har kurven nemlig hidtil været på vej opad siden 1970.
Dengang – altså for 40 år siden -, lå den gennemsnitlige globale levealder på 59 år.
Danske samarbejdslande holder kun lige skindet på næsen
Den gamle kending i dansk bistand, Tanzania, må siges at have løftet sig betydeligt. Landet, der til december kan fejre 50 års uafhængighed, er rykket hele syv pladser op på udviklingsstigen siden forrige HDR-indeks. Skuer man lidt tilbage i tiden viser tallene, at ret beset har Tanzania oplevet pæn fremgang siden årtusindeskiftet.
Men de fleste øvrige af Danmarks programsamarbejdslande stagnerer i forhold til indekset i fjor.
Kenya, der som regel klarer sig noget bedre end sine nabolande når det kommer til udvikling, ligger fortsat i toppen af listen over lande med “Low Human Development” – bare få pladser fra at være kategoriseret som “Medium Human Developed”.
Selv om der ikke er nogen voldsom stigning at spotte siden sidste år, fortsætter det østafrikanske land sin stabile opadgående kurve siden 1980.
I det sydøstlige Afrika er Mozambique stadig at finde i den absolutte bund af indekset, mens Zambia er gået en smule frem, men stadig ligger relativt langt nede. I Asien ligger de danske modtagerlande Vietnam, Bangladesh og Nepal, nogenlunde stabilt i forhold til forrige indeks.
Det samme kan siges om Danmarks latinamerikanske programsamarbejdspartnere, Bolivia og Nicaragua, der hverken er gået betydeligt frem eller tilbage.
Latinamerika er ifølge rapporten desuden den region i verden, hvor der er størst ulighed i indkomst. Det til trods for, at flere lande, bl.a. Brasilien og Chile, har gjort en indsats for at nedbringe de interne forskelle i indkomst.
På globalt plan er indkomstfordelingen også blevet mere ulige.
Ulighed mellem kønnene og “flerdimensionel fattigdom”
Årets rapport viser, at ulighed mellem kønnene stadig er et massivt problem – ikke mindst i Sydasien, hvor kvinder halter efter mænd inden for alt lige fra uddannelse og national parlamentarisk repræsentation til deltagelse på arbejdsmarkedet.
Og netop lighed mellem kønnene “forbliver et nøglepunkt, når det kommer til udvikling”, fastslog Helle Thorning-Schmidt under lanceringen onsdag.
UNDP-rapporten foreslår i den forbindelse, at der fokuseres mere på familieforhold.
I rapporten er derfor udarbejdet et såkaldt flerdimensionelt fattigdomsindeks eller “Multidimensional Poverty Index” (MPI), der undersøger forskellige faktorer på familieplan – så som adgang til rent vand, brændsel til madlavning og sundhedsydelser såvel som basale husholdningsartikler og standarder for boligbyggeri.
Altså søger at tegne et samlet billede af den enkelte families situation.
I det årti, der endte i 2010, levede 1,7 milliarder mennesker i 109 lande i flerdimensionel fattigdom.
Årets rapport fastslår, at ørkenlandet Niger i Vestafrika har den største andel af flerdimensionelle fattige med hele 92 procent af sine indbyggere, efterfulgt af Etiopien og Mali med henholdsvis 89 og 87 pct.
Målt med MPI ligger de ti fattigste nationer alle i Afrika syd for Sahara. Men den talmæssigt største gruppe af flerdimensionelt fattige er dog i Sydasien: Indien, Pakistan og Bangladesh har nogle af de højeste tal.
En bedre fremtid for alle?
Rapportens fokus er især på udfordringerne ved bæredygtig udvikling, dvs en udvikling, der tager hensyn til både miljømæssige, sociale og økonomiske forhold.
I rapporten kan man læse, at forringelser af miljøet forværrer uligheder ved at ramme de mennesker, der i forvejen er dårligt stillede, hårdest. Samtidig forværrer uligheder i menneskelig udvikling nedbrydningen af miljøet. Der er altså tale om et gensidigt, negativt afhængighedsforhold.
– Som rapporten meget overbevisende argumenterer for, er bæredygtighed hverken udelukkende eller hovedsaglig et miljømæssigt problem, siger Helen Clark i sit forord.
Sidste års rapport meldte, at fra 1970 til 2010 forbedrede de lande, der rangerede på den nederste fjerdedel af HDI-indekset, deres overordnede HDI-præstation med 82 pct., hvilket er dobbelt så højt som det globale gennemsnit.
Hvis de forbedringer, der er opnået i løbet af de seneste 40 år, fortsætter i samme tempo de næste 40 år, vil størstedelen af landene i 2050 opnå HDI niveauer, der svarer til eller er bedre end dem blandt de øverste 25 pct. rangerede på det nuværende HDI, melder UNDP.
Thorning: Mere grøn økonomi
Men ifølge årets HDR kan netop miljøødelæggelser standse disse positive udviklingstendenser i midten af dette århundrede. Mennesker i de fattigste lande er i uforholdsmæssigt meget udsat for klimaforårsagede katastrofer, såsom tørke, oversvømmelse og luft- og vandforurening.
Mennesker i lande, der ligger langt nede på indekset, har 11 gange så stor risiko for at dø af indendørs luftforurening som mennesker, der bor i lande med en høj placering.
Over 60 pct. af befolkningen i disse særligt udsatte udviklingslande mangler adgang til rent vand, og mindst 3 millioner børn under 5 år dør hvert år af miljø-relaterede sygdomme.
Til den problematik konkluderede Helle Thorning-Schmidt på pressemødet onsdag, at “verden står over for et presserende behov for en overgang til en mere grøn økonomi”.
Men hvad med pengene?
Men der er brug for massiv finansiering for at løfte opgaven, lød det fra Helen Clark.
Rapportens forfatter, Jeni Klugmann, præsenterede en model for, hvordan verden netop kan finansiere og styre forbedringerne af udviklingen.
– Der er behov for strukturelle ændringer, konkluderede hun.
Bl.a. foreslog Klugmann en særlig type beskatning af valutatransaktioner kaldet “Currency Transactions Tax” som ny, potential finanskilde.
Et behov for politiske reformer og handling, samt generel ansvarlighed fra de involverede parters side, blev også fremhævet.
Danmarks nye udviklingsminister, Christian Friis Bach (R), deltog på pressemødet og understregede, at beskatningmodellen er inspirerende, men indtil videre kun en mulig løsning på problemet.
I sidste ende er det et politisk valg, om man vil satse på den model eller ej.
Til spørgsmålet om, hvorvidt Danmark i så fald ville støtte en sådan beskatning på EU-niveau, svarede Friis Bach:
– EU kan være et skridt på vejen mod en global løsning, som jo er det vi stræber efter.
Se også
http://www.un.org/apps/news/story.asp?NewsID=40290&Cr=human+development&Cr1=