FN’s Generalforsamling sætter på baggrund af en dansk-fremsat resolution fokus på forebyggelse af tortur, besøg i fængsler samt inddragelsen af torturofre i indsatsen, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse fredag.
Danmark fremlægger hvert år resolutionen i FN’s Generalforsamling. Den søger at skabe fremskridt i den globale kamp mod tortur.
Det lykkedes torsdag efter lange og intense forhandlinger helt frem til vedtagelsen at få alle FN’s 193 medlemslande til at vedtage en resolutionstekst, der indskærper og opdaterer forbuddet mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) er meget “tilfreds med, at Danmark igen i år går forrest i FN i kampen mod tortur. At vi så klart giver udtryk for vores holdning på dette område”.
“Realiteterne er desværre, at tortur stadig er ganske udbredt. Også selv om der er universel enighed om, at tortur under ingen omstændigheder kan forsvares, og selv om folkeretten indeholder et absolut forbud mod tortur”.
“Regeringen vil derfor fortsætte med at gå forrest i det vigtige arbejde, der finder sted i FN mod tortur, og vil også fortsætte med at støtte rehabiliteringsindsatserne for torturofre,” siger han
Danmark har sat fokus på betydningen af, at alle verdens lande tilslutter sig ikke kun FN konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som i år kan fejre 25 års jubilæum, men også konventionens tillægsprotokol, der styrker forebyggelsen af tortur bl.a. via kontrolbesøg i medlemsstaternes fængsler og andre relevante institutioner.
153 lande har indtil videre forpligtet sig til at følge konventionen, mens tallet kun er 64 for så vidt angår tillægsprotokollen.
Tortur finder oftest sted i det skjulte, og Danmark lægger derfor stor vægt på kontrolbesøg og andre forebyggende indsatser.
Opfordringen til at forpligte sig til at følge tillægsprotokollen er med vedtagelsen af dette års resolution blevet styrket, ligesom den særlige komite for forebyggelse af tortur indtager en mere fremtrædende position, vurderer udenrigsministeriet.
Dette års torturresolution indeholder videre en klar opfordring til lande om i højere grad at inddrage ofrene for tortur i både forebyggelses-indsatsen, rehabiliteringen af torturofre samt retsforfølgelsen af de ansvarlige.
Endelig lykkedes det med vedtagelsen at sætte yderligere fokus på netop retsforfølgelsen af alle, som medvirker til tortur.
Yderligere oplysninger om den danske torturresolution hos:
Julie Garfieldt Kofoed, 2. Sekretær,
Den danske FN-Mission i New York: Mail: [email protected]