(Ny) Tørnæs urokkelig: Ikke flere penge til folkelig u-landsoplysning

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), der førte den store sparekniv over den folkelige u-landsoplysning i finansloven for 2006, har tilsyneladende ikke til hensigt at gøre skaden god igen. Tværtimod.

Ifølge teksten i VK-regeringens finanslovsforslag for 2008, der rummer bevillingsoverslag til og med 2011, bliver Danidas oplysningsbevilling, som rummer den store kerne af folkelig u-landsoplysning, fastfrosset på samme beløb i de kommende år. Nemlig 12,7 mio. kr.

Heller ikke de populære rejsestipendier, hvor folk kan få tilskud til at drage ud i Den 3. Verden og komme hjem og berette derom, får et vitamintilskud. Udgiften hertil ligger fast på 1,3 mio. kr. til 2011.

Indregnet inflation m.v. er det et tab og udhuler de i forvejen nedsatte midlers realværdi.

Til gengæld får den statstyrede u-landsoplysning, som Danida selv står for, ekstra penge fra 2009. Nemlig 2 mio. kr. oveni.

Her er tallene fra anmærkningerne til finanslovsforslag 2008:

Aktivitetsoversigt: tilsagn i mio. kr.

2006 2007 2008 2009 2010 2011
Danidas oplysningsbevilling. ………… 11,4 12,7 12,7 12,7 12,7 12,7
Rejsestipendier. ……………………………. 1,2 1,3 1,3 1,3 1,3 1,3
Udenrigsministeriet ………………………. 12,6 13,0 13,0 15,0 15,0 15,0
I alt…………………………………………….. 25,2 27,0 27,0 29,0 29,0 29,0

Hvis man vil danne sig et billede af det samlede tab for den folkelige u-landsoplysning under VK-regeringen, skal man sammenligne tallene med, hvad der blev givet i 2001, det sidste finansår, da den forrige SR-regering sad ved roret.

Danidas oplysningsbevilling i 2001 udgjorde 26,5 mio. kr., rejsestipendierne 2 mio. kr. og Danidas egen oplysningsvirksomhed 10 mio. kr. Alt i alt 38,5 mio. kr. – mod 27 mio. under VK i 2008. Altså et samlet dyk på 11,5 millioner.

Hertil kommer – især efter det store Tørnæs-sparehug i 2006 – en voldsom forskydning væk fra de folkelige organisationers oplysningsvirke til fordel for den statstyrede via Danida.

Den første post er faldet fra 26,5 til 12,7 mio. kr., – altså en halvering -, mens den sidste er steget fra 10 til 13 mio. kr., og fra 2009 vil blive hævet til 15 mio. kr, hvad der svarer til en stigning på 33 procent.

Så det kan med føje konkluderes, at Ulla Tørnæs i høj grad har fået skovlen under NGOernes oplysningsarbejde og i stedet skaffet – overført om man vil – penge til sin egen form for (statsstyret) oplysning.

Og det er vel at mærke uden at indregne de angiveligt ca. 6 mio. kr., som et dansk konsulentfirma har fået for at stå for det herostratisk berømte kendisprojekt, hvor kendte personer blev sendt til Afrika på ministerens foranledning for at udvælge støtteværdige projekter, alene fordi de var kendte.

Dette projekt er netop et eksempel på, hvordan udviklingsministeren har bemyndigelse til at flytte rundt på større beløb indenfor samme aktivitetsområde.

Danidas Oplysningsbevilling anvendes til at yde tilskud til oplysningsarbejde i Danmark om udviklingslande, udviklingsspørgsmål og Danmarks deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde.

Oplysningsbevillingen kan søges af private organisationer, enkeltpersoner, foreninger, skoler, medier mv. Bevillingen kan ikke søges af private organisationer med projektaktiviteter i udviklingslandene finansieret af NGO-bevillingen.

-Søe