I de seneste tre-fire år har vi været vidner til en række regeringsskift i Latinamerika, der under ledelse af centrum-venstre regeringer går i mere demokratisk retning.
Det politiske landskab i regionen er under stærk forandring. Der stilles spørgsmål ved ofte korrupte og autoritære regimer, som har domineret i årevis, og de nye regeringer arbejder for at en socialt mere retfærdig politik.
Fælles for de nye regeringer er en forkastelse af mange års neoliberalistisk økonomisk politik, der har forværret de sociale og økonomiske uligheder i det allerede mest ulige kontinent i verden. Uligheder, som yderlige er blevet uddybet under coronakrisen de seneste to år.
De sociale og økonomiske uligheder har i de seneste årtier været stigende i langt de fleste lande. Det viser for eksempel den nylige rapport fra Oxfam, ”Inequality Kills”.
Latinamerika stikker ud som den region, hvor ulighederne er vokset hurtigst – ikke mindst grundet den neoliberale økonomisk politik. Ifølge den Interamerikanske Udviklingsbank har regionen den største indkomstulighed i verden, fremgår det af rapporten ”The Inequality Crisis”.
Hertil kommer misbrug af den politiske kontrol med staten til egen berigelse samt udbredt korruption, stigende vold ofte relateret til narko, overgreb over for pressen og forfølgelse af sociale ledere. Det er alt sammen træk, der har præget Latinamerika i de seneste årtier.
De senere års regeringsskift i demokratisk retning må ses som en reaktion på denne udvikling.
Nye reformvenlige regeringer
I december var der valg i Chile, hvor den neoliberalistiske økonomiske politik allerede satte sig igennem under diktator Augusto Pinochet i 1970’erne, og hvor denne tilgang nok er blevet drevet længst og mest konsekvent.
I december blev det til en klar valgsejr til Gabriel Boric, som ønsker et radikalt politisk skift i retning af større social retfærdighed samt bredere adgang til uddannelse og sundhedsservice.
Måneden inden var det Xiomara Castro i Honduras, som vandt efter 12 år med et autoritært regime, der efter sigende har nære forbindelser til narkokredse.
Og i juni 2021 vandt Pedro Castillo valget i Peru. Han er en præsident med rødder i de oprindelige folk, som udgør en vigtig del af befolkningen.
Året inden vandt Luis Arce, der er repræsentant for MAS (Bevægelsen for Socialisme), på overbevisende måde valget i Bolivia med et program, der lover fortsatte økonomiske og sociale reformer.
I 2019 var det Alberto Fernández i Argentina, som vandt præsidentposten i opposition til det hidtidige konservative regime, der med Valutafondens store hjælp havde fulgt en klar neoliberalistisk økonomisk politik.
I 2018 var det Andrés Manuel López Obredor, mangeårig kritiker af flere årtiers korrupte regimer, som vandt valget i Mexico på et program om store grundlæggende ændringer.
Forkaster mange års neoliberalisme
Også i indeværende år er der udsigter til regimeskifte i Latinamerika. I Colombia skal der være præsidentvalg i maj, hvor oppositionens spidskandidat, Gustavo Petro, fører i opinionsundersøgelserne. Han ønsker en politik, der fremmer fred og forsoning efter 50 års væbnet konflikt i Colombia.
Endelig er det helt store spørgsmål, hvad udfaldet bliver af præsidentvalget i Brasilien til oktober. De foreløbige opinionsundersøgelser giver tidligere præsident Luiz Inácio da Silva – eller blot Lula – et stort forspring mod den siddende præsident, Jair Bolsonaro. Så måske fortsætter tendensen, som vi har set i en lang række andre lande i regionen.
Mens der er stor forskel på den politiske dagsorden i de nævnte lande, har de ét til fælles – nemlig ønsket om en socialt mere retfærdig økonomisk politik, bekæmpelse af den voksende fattigdom og forkastelse af mange års neoliberalistisk tilgang, der gennem årtier har været støttet af IMF og Verdensbanken.
Men billedet af den politiske udvikling i regionen er ufuldstændigt, hvis man ikke nævner de stærke tendenser til populistisk-autoritær udvikling i flere lande. Det er måske mest udtalt i Brasilien og El Salvador, hvor præsidenterne med varierende succes har taget autoritære tiltag (eksempelvis kontrol over retsvæsenet og parlamentet), samtidig med at man forsøger at fremstå med et folkeligt image.
Endelig skal det også nævnes, at i Cuba, Venezuela og Nicaragua er der fortsat tale om autoritære regimer med undertrykkelse af grundlæggende menneskerettigheder.
Ja, i Nicaraguas tilfælde i stærkt forværret udgave efter de sidste års udvikling, især oprøret i 2018 og det nylige såkaldte valg i november med fængsling af alle oppositionskandidater.
Nye politiske aktører på banen
Bag det politiske skift i regionen står nye politiske aktører, der i de seneste år har gjort sig stærkt gældende.
Især er det iøjnefaldende, hvordan de unge, særligt studerende, i de senere år i stigende grad er kommet frem på banen som vigtige politiske spillere.
Det så vi i Chile i slutningen af 2019 ved massedemonstrationerne, der begyndte som protester mod stigende billetpriser i metroen, men som nu, efter at de er kommet til magten, har en helt anden og bredere dagsorden med strukturelle forandringer.
Det gælder også Colombia, hvor de langvarige protestdemonstrationer i midten af sidste år blev anført af unge. Det begyndte som en protest mod en socialt uretfærdig skattelovgivning, men nu har demonstrationerne sat fredsaftalen på dagsordenen med krav om helt andre grundlæggende politiske ændringer.
Oprindelige folk er mere aktive
For det andet er de oprindelige folk kommet frem som vigtige politiske aktører. Det gælder naturligvis Bolivia og Peru, hvor en stor del af befolkningen er oprindelige folk, men også Chile, hvor hele problematikken om de oprindelige folk Mapuche´s rettigheder er kommet højt på dagsordenen. Det skyldes ikke mindst den grundlovgivende forsamling, som ledes af en repræsentant for Mapuche.
I Colombia har de oprindelige folk fremsat krav om respekt for deres territorier på langt mere aktiv vis, end man tidligere har set. Et fundamentalt krav fra de oprindelige folks side er respekten for deres territorier, der ofte er truet af de store jordejere, minedrift eller nye vindmølleparker.
For det tredje synes der ikke at være nogen tvivl om, at en del af middelklassen, som har lidt under den neoliberalistiske politik (især nedskæringerne i uddannelses- og sundhedssektoren), nu i vid udstrækning er tilhængere af en socialt mere retfærdig økonomisk politik. De er måske ikke dem, der står forrest i barrikaderne under de mange demonstrationer, men de udgør en social gruppe, som det politisk er vigtigt for de kommende magthavere at få med som støtter.
Vanskelig vej fremad
Det bliver på ingen måde en let opgave for de nye regeringer, der ønsker grundlæggende strukturelle ændringer, at komme igennem med deres politik. De kan forvente at støde på stor modstand fra magtfulde økonomiske grupper, der ikke ønsker at se deres privilegier angrebet. Det er grupper, som ofte kontrollerer medier og dermed også fortællingen udadtil.
Det er økonomisk stærke grupper, som i årevis har været vant til særlige privilegier og stået de politiske ledere meget nær. De har ofte vundet offentlige udbud såsom større byggeprojekter, på lidet gennemsigtige måder, mod at de til gengæld støtter de siddende regeringer politisk og økonomisk.
Om det lykkes at komme igennem med reformpolitikken for de nye regeringer i regionen, afhænger ikke mindst af, om det i de kommende år lykkes at fremme en bred økonomisk udvikling, der kommer den fattige del af befolkning til gode.
Det er en udfordring, der ikke er blevet mindre i de seneste to år, hvor der grundet covid-19 er sket en betydelig stigning i fattige og ekstremt fattige i regionen.
Mogens Pedersen er tidligere ambassadør i Bolivia og Colombia
