BAT 2: Karen Blixen Museet viser forbilledligt mod ved at placere sig i centrum af en interkulturel, postkolonial diskussion.
Af Maria Bierbaum Oehlenschläger, U-landsnyt.dk
Rungstedlund: Når Karen Blixen Museet inviterer kunstnere og kulturpersoner fra Afrika, Caribien og Europa til at debattere og reflektere over kulturel identitet, forholder museet sig aktivt til sin egen identitet og arv.
Museets engagement i den nuværende postkoloniale kunst- og kulturdebat kan opfattes som en naturlig følge af verdensdamen Blixens internationale forbindelser:
Blixen skrev ikke til et snævert publi-kum i sit hjemland, og hendes baggrund med studier i Paris, farmdrift i Kenya og høj rejseakti-vitet viser, at hun følte sig langt mere hjemme blandt aristokratiske kosmopolitter af forskelligt nationalt tilsnit end blandt sit hjemlands borgere.
Samtidig er museets involvering i den debat, der blev igangsat med udstillingen NotAboutKarenBlixen i 2010, et signal om, at museet ønsker at korrigere en fejl i Blixens forfatterskab og receptionen af Blixen: Fraværet af Den Anden.
Blikket udefra og indefra
Som bekendt skrev Karen Blixen sin verdensberømte bog Den afrikanske Farm (1937) under sit lange ophold i Kenya fra 1914 til 1931, hvor Kenya var koloniseret af briterne.
Den massive jordomfordeling og det magtskifte, som koloniseringen medførte, gav Karen Blixen en unik mulighed for at skabe sig et liv og omdømme som farmejer med en stor afrikansk arbejdsstyrke under sig.
Det var disse oplevelser i Kenya, der gav Blixen stof til Den afrikanske Farm og også til taler, foredrag og senere erindringerne i Skygger på Græsset.
Karen Blixens værker, hvor hun selv er absolut centrum for begivenhederne ved Ngong Hills i kolonialismens skygge, blev for mange i Danmark første gang, de stiftede bekendtskab med Afrika.
Som Blixen-museets koordinator gjorde opmærksom på ved BAT-seminarets afslutning udkom den senere kenyanske præsident Jomo Kenyattas antropologiske værk om kikuyuerne, Facing Mount Kenya, kun et år efter Den afrikanske Farm.
Kenyattas beskrivelser af kikuyuernes levevis og organisering ser omstændighederne indefra, fra den oprindelige befolknings perspektiv, og han peger bl.a. på, hvordan europæere misforstod baggrunden for jordfordelingen i landet.
Europæerne tolkede det, at jorden var samfundseje eller stammeejendom, som det samme som var det statsejendom. Denne tolkning førte til den drastiske jordomfordeling og fordrivelse af de oprindelige jordejere.
Indgreb, der betød, at Karen Blixen og de øvrige nybyggere i landet på den tid kunne erhverve sig uforholdsmæssigt store landarealer og udnytte den rigelige og billige afrikanske arbejdskraft, som fordrivelserne havde gjort arbejds- og jordløse.
Platform for gensidighed og udveksling
Referencen til Jomo Kenyatta understreger, at Blixen-museet gennem arrangementer som NotAboutKarenBlixen og BAT Bridging Art & Text ønsker at gå i dialog med den postkoloniale virkelighed og lade repræsentanter fra de tidligere kolonier komme til orde.
Det er modigt og ekstremt prisværdigt, at museet forholder sig til den koloniale arv og aktivt medvirker til diskursændringer i den postkoloniale æra.
BAT er da et kolon, et afsæt, i kulturinstitutionens historie, der åbner mulighed for en ny begyndelse – hvor alle langt om længe kan komme til orde.
