Afrika bliver beskrevet som menneskehedens vugge og nutidens globale problembarn. Hvordan kan det kontinent, hvor menneskeracen opstod, ende med at blive det sted, hvor der er flest absolut fattige, flest væbnede konflikter, flest sygdomme og færrest højtuddannede?
Verdens ældste, råstof-rigeste og mest slidte kontinent
Ifølge bogen Afrika – fortid og fremtid af Finn Rasmussen og Peter Tygesen skyldes det hovedsageligt tre ting: For det første er Afrika jordens ældste kontinent, og dermed både det rigeste på råstoffer og det mest slidte i den forstand, at overfladejorden er fattigere på mineraler og næring til planter end alle andre steder. Samtidig har mennesket levet så længe i Afrika, at der er flere parasitter, sygdomme og virus, der rammer mennesker i Afrika, end der er noget andet sted i verden.
Disse vilkår betyder, at Afrika er tyndt befolket, og det i sig selv gør, at man bruger flere kræfter på at overleve hver især med lavintensive landbrug og har svært ved at skabe den kritiske masse af mennesker og produktionsoverskud, der skal til for at kunne udvikle videnskab og andre ”uproduktive” beskæftigelser.
Europa og vesten skulle have holdt sig helt væk
For det andet skyldes det Europas indblanding helt tilbage fra 1500-tallet. Først fjernede europæerne omkring en tredjedel af alle afrikanere, og tilmed de stærkeste og sundeste, for at sælge dem som slaver. Da slavehandlen blev urentabel, smadrede europæerne alle samfundsmæssige strukturer og indførte kolonistyrer, der kun skulle opretholde så meget ro og orden, at de kunne tvinge afrikanerne til at arbejde næsten gratis og fragte de afrikanske råstoffer og afgrøder ud og tjene penge på dem. Penge, som ikke blev geninvesteret i de lande, råstofferne og afgrøderne blev produceret i.
For det tredje har den vestlige verden, lige siden de afrikanske lande begyndte at blive selvstændige i 1950'erne, blandet sig i både styreform og finanspolitik. Kolonistyrene sluttede deres virke uden nogen form for overdragelse, og dermed stod de afrikanske lande med en blanding af deres traditionelle styreformer, der var blevet forbudt og straffet af kolonistyrerne, og nogle administrationer, der ikke var beregnet på at være demokratiske institutioner, men på at koncentrere magtudøvelsen og kontrollen med de værdier, der blev produceret.
Afhængighed efter selvstændigheden
Herudover har den vestlige verden med udviklingshjælpen postet ”gratis” penge ind i samfundene og dermed bidraget til inflationen. Bistandsyderne har i flere årtier undladt at afkræve regnskaber og dermed understøttet korruptionen. Og så har vesten dumpet subsidierede eller gratis produkter på de lokale markeder og dermed udkonkurreret den lokale erhvervssektor og skabt apati og afhængighed.
Al udviklingsbistand er givet efter trial and error-metoden, hvor man typisk skifter udviklingsbistands-paradigme hvert årti, og det har haft katastrofale konsekvenser ad flere omgange. De strukturelle tilpasningsprogrammer har f.eks. undermineret sundheds- og uddannelsessektorerne i mange lande, og har dermed kun gjort det sværere for landene at komme op på niveau med resten af verden.
Åbne spørgsmål
Jeg har altid gerne villet vide, hvad der gik galt efter den første generation af afrikanske ledere, som generelt indførte rimelige grundlove, f.eks. med begrænsninger af den periode, en præsident kunne sidde, og som forsøgte at føre en progressiv og bæredygtig politik, der skulle komme hele folket til gode.
Næste generation af ledere igen fjernede i rigtig mange tilfælde paragraffen om begrænsning af præsidentperioderne. Nogle af dem indførte forskelsbehandling mellem forskellige stammer, og andre igen begyndte at koncentrere deres landes værdier i private bankkonti i Europa eller i andre skattely. I en del tilfælde endte de med at blive livstidspræsidenter, som man f.eks. ser det i Zimbabwe og Uganda.
Det er desværre ikke et spørgsmål, bogen giver noget tilfredsstillende svar på. Den eneste forklaring, der forsøges, er at det har sin rod i de traditionelle styreformer, der også var centralistiske og uretfærdige i deres fordeling af goderne og ofte med arvefølge. Imidlertid er disse tidligere blevet beskrevet som rimelig demokratiske i og med, at man havde konsensus-styre, og som kontrakt-baserede, fordi man havde for meget land og for få mennesker til at kunne styre folk med fysisk magt. Tilhørsforholdet byggede derfor på frivillige (uskrevne) kontrakter mellem leder og befolkning, hvor en leder kunne miste magten, hvis han ikke opretholdt sin del af kontrakten.
Nutiden: Demokrati og reel uafhængighed
Herudover skriver forfatterne, at der er ved at ske en opblødning af de demokratiske mangler i mange afrikanske lande, og at de fleste lande har stor økonomisk vækst. De nævner, at det ikke giver mening at kigge på vækst uden at kigge på fordelingen, f.eks. ved den såkaldte Gini-koefficient. Selvom mange lande oplever vækst, er der store dele af befolkningerne, som ikke ser nogen forandring i deres livsvilkår.
De nævner den bevægelse væk fra udviklingsbistands-tankegangen, flere og flere afrikanere tilslutter sig. I stedet for at give udviklingsbistand med krav til landenes demokrati, ledelse, finanspolitik osv., skal man fjerne toldmurene og tillade landene at producere færdige produkter i stedet for at eksportere råstoffer og halvfabrikata. Råstoffælden bevirker, at lande, der er rige på råstoffer, typisk er meget fattigere og mindre udviklede end lande, der må importere dem. Det er dog et åbent spørgsmål om udviklingsbistands-industrien, der i sig selv er et milliard-foretagende, kommer under afvikling i den nærmere fremtid.
Fremtidens fire store udfordringer
Bogen behandler også de udfordringer, Afrika vil møde i fremtiden. Her er der særligt fire, der vil kunne bestemme kontinentets udvikling:
For det første er der den globale opvarmning, der vil ramme særligt hårdt i Afrika, fordi der produceres afgrøder, der er temperaturfølsomme og som ikke vil kunne dyrkes, hvis temperaturen stiger mere end et par grader. Kontinentet vil dermed få flere ufrugtbare områder og have endnu sværere ved at brødføde sin befolkning.
Befolkningstallet vil stige mere i Afrika end noget andet sted i verden, fordi de unge befolkninger vil vokse op og få børn, og selvom afrikanere i dag får færre børn end deres forældres generation, vil befolkningstallet firedobles.
Urbaniseringen vil også være en stor udfordring i fremtidens Afrika. Den fattige landbefolkning flytter ind til byerne i håb om at få arbejde og bedre levevilkår, men byerne kan ikke følge med, hverken i forhold til infrastruktur eller uddannelses- og sundhedstilbud.
Og sidst men ikke mindst er der sygdomsbyrden. Ifølge en opgørelse af svenske Sten Rylander fra 2014 har Afrika 15 % af verdens befolkning, 25 % af verdens syge og 3 % af verdens uddannede sundhedspersonale. Dette skyldes både hjerneflugten af afrikansk uddannet sundhedspersonale (f.eks. har Manchester i England angiveligt flere malawiske læger og sygeplejersker, end der er i hele Malawi) og eftervirkningerne af strukturtilpasningsprogrammerne, der ødelagde de offentlige sundhedstilbud, hvilket mange lande stadig slås med.
Få irritationsmomenter
Det kan være svært at komme igennem en bog om Afrika, fordi der er utrolig mange fælder, forfatterne kan falde i. F.eks. har Afrikas skæve udvikling historisk set været forklaret med afrikanernes dovne og egoistiske natur, deres manglende civiliseringsgrad og lignende. Det lykkes i meget høj grad forfatterne at styre uden om disse problematiske stereotyper og gøre et ærligt og forholdsvist fordomsfrit forsøg på at forklare kontinentets udvikling.
Dog antyder de, at en del afrikanske ledere er irriterede over kravene til deres statslederskab, der blandt andet omfatter godt lederskab og respekt for menneskerettighederne, fordi de ikke har lyst til at indføre nogen af delene. Det kunne jo også skyldes, at lederne mener, at den vestlige verden ikke skal blande sig i deres finanspolitik, eller at de efter mere end 500 år har fået nok af ikke at kunne definere deres egen udvikling uden indblanding udefra.
Det er naturligvis ikke muligt at redegøre for udviklingen af et enormt kontinent i alle detaljer på 200 sider. Hvis man lægger resten af verdens lande oven på Afrika som puslespilsbrikker, dækker de det nogenlunde, og ingen ville forvente at kunne gå i dybden med verdenshistorien på 200 sider. Bogen er i sagens natur af og til lidt overfladisk. Ikke i den forstand, at der bliver givet nemme forklaringer, men fordi der mangler dybde og refleksion flere steder.
Fejl og mangler
Der er nogle fejl i bogen, som jeg selv med min forholdsvis beskedne paratviden om Afrika er faldet over. Der er muligvis flere, som jeg af samme årsag har overset.
Teorien om, at udvikling styres af geografiske forhold, bliver af forfatterne underbygget med, at det kun skulle være ægypterne langs det frugtbare Nil-flodleje, der udviklede et skriftsprog. Imidlertid har man kendskab til ikke mindre end tre andre afrikanske skriftsprog, der ikke er indført udefra.
Der er det berberiske alfabet tifinagh, der opstod i området omkring Sahel, Sahara og Magreb. Ge’ez er det skriftsprog, der er knyttet til sprog som tigrinya og amharic i Etiopien og Eritrea. Begge disse sprog har unicode-oversættelser og kan dermed skrives på en computer. Det afrikanske skriftsprog Nsibidi, der er fundet på nigerianske potteskår, er uddødt i dag.
Et andet er et eksempel på en decideret fejl er gennemgangen af den ugandiske styreform, der beskrives som en deling af magten mellem præsidenten Museveni og baganda-folkets konge, kabaka'en. Det nuværende Uganda omfatter et langt større landområde end Buganda, som er baganda-folkets land, hvor kabaka'en har magt. Alle de andre områder af Uganda har andre stammer med deres egne konger. Ingen af disse traditionelle konger har imidlertid nogen reel magt, og de er dermed konkurrenter og i opposition til Musevenis regering.
Nyskabelser
Bogen indeholder nogle afsnit, som jeg ikke før er stødt på i en gymnasiebog til faget historie. Der er blandt andet et afsnit om forestillingerne om Afrika, og om hvordan de har været styret af behovet for at retfærdiggøre først slaveri, derefter kolonialisering og sidst, men ikke mindst, det fortsatte formynderi, der er tvunget igennem i form af lån og støtte med betingelser. Dette er afspejlet i de negative og nedværdigende forestillinger, der florerer om Afrika, og som desværre stadig dukker op igen og igen.
Pædagogisk og med hjemmeside
Som alle nutidige lærebøger har ”Afrika- fortid og fremtid” også en hjemmeside. Der er utallige henvisninger til hjemmesiden i bogen, men der er faktisk ikke opgivet en URL til den, så man må selv finde linket på forlagets hjemmeside. Bogens hjemmeside indeholder blandt andet arbejdsspørgsmål, case-studies af enkelte lande, links til citerede artikler og mere information om de behandlede temaer.
Dette opvejer dog efter min mening ikke den af og til noget overfladiske behandling af emnerne i bogen. Jeg mener, at en lærebog bør kunne stå alene uden hjemmeside (enhver ekstra aktivitet, der er nødvendig for at indlære, vil af forskellige årsager mindske andelen af elever, der lærer det hele). Tager man det hele med, er det dog en ganske omfattende samling af dokumentation og uddybende materiale.
Bogen er rigt illustreret, både med historiske fotografier, plakater og postkort, med grafer og tabeller og med pædagogiske diagrammer, der visuelt illustrerer de forskellige teoriers sammenhæng og bestanddele. Det gør den læsevenlig, pædagogisk og tilgængelig, og det er et stort plus i formidlingen af et emne, der kan være komplekst og tungt at komme rundt om. Bogen er behagelig og interessant at se på, og det gør den nemmere at læse i.
Anbefales med et par forbehold
Der er som nævnt nogle fejl, der bør rettes eller i det mindste udpeges af underviseren i klasseundervisningen, og det er lidt ærgerligt, at et ellers godt produkt har den slags mangler, der gør, at man ikke bare kan bruge det uden videre. Alligevel vil jeg gerne se bøger som denne brugt i undervisningen på landets gymnasier.
På trods af at der er elementer i bogen, der behandles lidt for overfladisk, er den en mere nuanceret og mindre fordomsfuld gennemgang af Afrikas udvikling, end jeg længe har set. Den indeholder opgør med vores måde at beskrive og afbilde Afrika, og forsøger at give et ærligt indblik i alle de forhindringer, geografien, kulturen og vesten har lagt i vejen for Afrikas udvikling. Jeg er ikke i tvivl om, at den vil give en gennemsnitlig gymnasieelev et meget mere afbalanceret billede af det store kontinent.
