Nyhedssite giver flygtningene ordet

df
Flygtninge og asylansøgere er store emner i valgkampen. Torsdag fik Dansk Folkeparti massiv kritik for dette billede, som mange finder direkte usmageligt.
Foto: DF
Forfatter billede

Få offentlige debatter er så præget af myter og mangel på faktuel og saglig information som flygtningeområdet, og derfor er det let for politikerne at slynge om sig med forkerte tal og forslag til stramninger på asyl- og flygtningeområdet, der ikke har gang på jorden.

Derfor har foreningen Refugees Welcome lanceret et nyt site, Refugees.dk, som uafhængigt og professionelt skal levere nyheder, fokus og fakta på området.

Sitet gik i luften onsdag, og det er ikke tilfældigt, at det kommer kort tid inden valget, fortæller Michala Clante Bendixen, daglig leder i Refugees Welcome.

Martin Henriksen har ifølge flere medier sagt, at fremover skal flygtninge, der kommer til Danmark ikke længere have et retskrav på at få en bolig.

De skal i stedet bo på asylcentrene indtil de kan hjemsendes. Det er en del af Dansk Folkepartis nye asyludspil, der på sigt helt skal bremse tilstrømningen af ayslansøgere.

”Martin Henriksens udspil kan simpelthen ikke lade sig gøre,” siger Michala Clante Bendixen og tilføjer, at det er et af mange eksempler på den uvidenhed, der hersker på området.

Følsomt og styret af maven

Generelt er erfaringen hos Refugees Welcome og Michala Clante Bendixen, at der er store mangler, når det gælder information og viden på flygtninge- og indvandrerområdet.

”Det er så politisk og følsomt og styret af mavefornemmelser. Vores påstand er, at hvis man ved lidt mere om emnerne, har det en betydning for ens holdning. Og så kan man diskutere på et mere kvalificeret grundlag,” siger hun.

Målgruppen for det nye site blandt andet medier, politikere, studerende, interesserede borgere og verden udenfor Danmark.

”Jeg har oplevet som rådgiver, at vi får mange henvendelser fra journalister, der leder efter oplysninger. Også studerende og forskere, der har svært ved at danne sig et overblik over, hvor de kan finde fakta,” siger Michala Clante Bendixen

Men særligt vigtigt er det, at flygtningene selv har et sted, hvor de kan finde oplysninger, der er relevante for dem.

Og ikke mindst et sted, hvor flygtninge og asylansøgere kommer til orde.

”Alle danske medier er mere fokuserede på at tale om flygtninge, men der er ikke nogen der er fokuserede på, hvad flygtningene selv synes,” mener Michala Clante Bendixen.

Det er målet, at artikler og information på siden skal være på både dansk og engelsk, men til at begynde med vil en del kun være at finde på dansk.

Læs mere på Refugees.dk