Fattigdomsbekæmpelse skal gavne de fattige. Det er hovedbudskabet i et nyt dokument fra Folkekirkens Nødhjælp om de internationale fattigdomsstrategier.
I 1999 lancerede Verdensbanken og Den Internationale Valutafond et nyt initiativ for nationale fattigdomsstrategier, de såkaldte PRSPer dvs. strategipapirer til reduktion af fattigdom, skriver programmedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp, Lars Jørgensen i en presserundsendelse torsdag.
Han fortsætter:
Det er planer, som udarbejdes af fattige landes regeringer og skal godkendes af Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, IMF. Hvis et land i øvrigt er berettiget til det, får det derefter gældslettelse under HIPC-programmet (et gældslettelsesinitiativ for dybt forgældede lande, red.).
Udover gældslettelse er PRSPerne også i de seneste år blevet brugt af de internationale donorer som grundlag for støtte til de fattige landes budgetter. PRSP er blevet et fælles format for planlægning, som bruges af fattige lande i Afrika, Asien, Latinamerika og Europa.
PRSP-systemet er et godt bidrag til planlægning af de fattige landes udvikling. Men der er behov for forbedringer, som kan styrke indsatsen for at udrydde fattigdom.
Folkekirkens Nødhjælps holdning til PRSP kommer til udtryk i et nyt dokument, hvor de væsentligste punkter er, at:
– PRSPerne bør tage udgangspunkt i fattige menneskers ret til et ordentligt liv og målrettes mod de mest sårbare og politisk svage grupper. Det gælder f.eks. kvinder, børn, jordløse eller mennesker med hiv/aids.
– De fattige skal have mulighed for at deltage i udarbejdelsen af PRSPer. Det er en del af PRSP-systemet, at civilsamfundet skal inddrages i planlægningen. Men i mange lande sker det ikke – eller kun i begrænset omfang. Resultatet er planer, som ikke tager højde for de allerfattigstes rettigheder. PRSPerne bør derfor udarbejdes på en sådan måde, at de fattige og civilsamfundet har noget at skulle have sagt i formuleringen.
– Verdensbanken og Den internationale Valutafond skal holde op med at påtvinge fattige lande en udviklingspolitik, som er til skade for de fattigste. I mange år har der været rettet kritik mod Verdensbanken og IMF for at påtvinge fattige lande en bestemt udviklingstankegang, nemlig en ideologi baseret på en minimalstat og åbne grænser for handel og investeringer.
Disse krav har i nogle lande ført til enorme problemer for fattige mennesker, som har mistet adgang til skoler, klinikker og billige fødevarer, uden at have oplevet en økonomisk fremgang.
Verdensbanken har i nogen grad lyttet til kritikken og ændret sin politik, men ikke desto mindre er mange PRSPer stadig præget af denne ideologi.
– PRSPerne bør bruges som instrument til donorkoordinering. U-lande er udsat for en mængde – ofte modstridende – krav fra forskellige donorer. De fattige landes regeringer bør kunne bruge deres PRSP som en fælles plan, der er godkendt af alle donorer, og på den måde koordinere bistandsmidlerne. Forudsætningen herfor er naturligvis, at PRSP virkelig sikrer, at de fattige og undertrykte grupper er hørt, og at planen også udtrykker deres interesser.
– PRSPerne bør bruges som et middel til at opnå 2015-målene, og det internationale samfund bør afsætte ressourcer til, at fattigdomsbekæmpelsesstrategier i de enkelte lande kan føre til realisering af 2015-målene.
Det kræver store investeringer at opnå 2015-målene. Langtfra alle PRSPer er ambitiøse nok eller mangler tilstrækkelig økonomisk dækning til, at landet kan opnå disse mål.
Det kræver derfor, at de rige lande afsætter penge nok til, at de fattige lande kan bruge PRSPerne til at opfylde 2015-målene, slutter Lars Jørgensen.
