Nyt projekt vil bane vejen til indisk milliardudbud for danske virksomheder

2297274139_53ec96c1b9_o
Forfatter billede

(Pressemeddelelse fra Industriens Fond og Asia House):
For at håndtere Indiens hastige vækst og urbanisering, har landets premierminister Narendra Modi lanceret et ambitiøst byudviklingsprogram kaldet ’100 Smart Cities’. Med en investering svarende til 100 milliarder kroner over de næste fem år, vil programmet fokusere på bæredygtig udvikling af de pressede indiske byer, som inden 2050 vil opleve en befolkningstilvækst på op mod 400 mio. mennesker.

”Indien er generelt et interessant eksportmarked for danske virksomheder. Og med lanceringen af programmet om smart cities har vi nu at gøre med et marked, der specifikt efterspørger løsninger og produkter inden for sektorer, som dansk erhvervsliv har en stærk profil på – for eksempel byplanlægning, ICT og mere bæredygtige vand- og energiløsninger. Hermed er et stort potentiale blevet endnu større,” fortæller Mads Lebech, der er adm. direktør for Industriens Fond og fortsætter:

”Desuden er hele smart city-området et område hvor danske virksomheder kan gøre sig gældende, og derfor er det også et område som Industriens Fond beskæftiger sig med både i dette tilfælde og i flere andre sammenhænge.”

Konkrete udbud og konkrete løsninger

I den kommende tid vil de indiske myndigheder udbyde opgaver – både små og store – med tilknytning til det samlede smart city-program.
”Det store markedspotentiale er vanskeligt at realisere for danske virksomheder, der måske ikke er så markant til stede på det indiske marked. Derudover, så er det indiske smart cities-program baseret på en kompliceret udbudsproces præget af hård international konkurrence,” siger Susanne Rumohr Hækkerup, direktør for Asia House, og skitserer hvordan projektet vil bane vej for danske virksomheder:

”Med støtten fra Industriens Fond kan vi nu tage hul på opgaven, hvor vi gennemfører en kapacitetsopbyggende proces i 45 danske virksomheder. Som led i projektet føres virksomhederne gennem den kringlede udbudsproces og de mange lovmæssige krav, så de kan blive seriøse bejlere til konkrete opgaver i Indien.”
Gode erfaringer kan kopieres

Projektet, der kaldes Gateway to India’s Smart Cities, støttes af Industriens Fond med godt én million kroner og gennemføres af Asia House i samarbejde med Innovation Centre Denmark i New Delhi og rådgivningsvirksomheden Quercus Group.
Når de 45 virksomheder er blevet i stand til at deltage i udbuddene fra smart city-programmet, så lægges de bedste erfaringer fra projektet frem til fri afbenyttelse, så andre virksomheder, der ønsker at være en del af Indiens værdifulde arbejde med at fremtidssikre utallige millionbyers, kan lære af erfaringerne.