En stor del af verdens befolkning lever ved kysterne. Nogle af dem i de mange megabyer, der er placeret tæt ved havet.
De går en usikker fremtid i møde med mindre verden skærper indsatsen for at imødegå klimaforandringer.
Det er konklusionerne i nyt studie, som er omtalt i The Guardian.
Vandstanden i verdenshavene kan stige med 1,32 meter ved slutningen af dette århundrede, konkluderer rapporten, der er udarbejdet af forskere ved University of Melbourne.
Det er 50% mere end man hidtil har troet, skriver det britiske medie.
Beregningerne fra undersøgelsen fra det australske universitet kommer frem til resultatet ved at inddrage bidrag til stigningen fra Antarktis, hvor nogle store iskapper er i fare for at blive fragmenterede.
Den dramatiske øgning af oceanernes vandstand er sandsynlig, hvis vi fortsætter i samme dur som nu ed udledninger af klimaskadelige gasser.
Udfasning af kul
Det positive budskab i rapporten er, at det er muligt at undgå den betydelige stigning i vandmasserne. Det kan ske ved at holde temperaturstigningen under 1,9 grader. Med andre ord skal løfterne fra Paris-aftalen overholdes.
I den globale klimaaftale vedtaget i Paris i 2015 lover verdens nationer netop at holde stigningen i den globale opvarmning under 2 grader og gøre det yderste for at holde den under 1,5 grader.
Spørgsmålet er, om der er håndfaste midler til at opnå løftet.
Ifølge undersøgelsen kan vi kun undgå den katastrofale vandstigning ved at udfase kul senest i 2050.
I modsat fald vil vandmasserne skylle ind over verdens mange kystbyer og de milliarder af mennesker, der lever her.