Nyt u-landsmagasin på gaden

Redaktionen

Fagbevægelsen sender nu et nyt magasin på gaden. Det hedder Ulandsmagasinet (uden den berømte bindestreg!)

Med Ulandsmagasinet håber Fagbevægelses U-landssekretariatet at vise, hvor meget den danske fagbevægelses engagement i de fattige lande i Afrika, Asien og Latinamerika betyder, og hvor stort behovet for støtte og udvikling er.

Bladet giver et indblik i, hvor vigtigt det er at hjælpe de faglige organisationer, der er en af kernerne i at skabe bæredygtige arbejdsmarkeder i de fattige lande.

I det første nummer kan man bl.a læse om:

Arbejdstagerrettighederne ladt i stikken i kølvandet på WTO-mødet i Cancun
Det kommende valg i Guatemala og landets meget skrøbelige demokrati
Fagbevægelsens kamp mod korruption på Filippinerne
Aids og folkeskolelærere i Østafrika

Ulandsmagasinet udgives af U-landssekretariatet og vil i første omgang udkomme 2 gange om året. Det henvender sig primært til aktive u-landsinteresserede indenfor forbund og organisationer under LO og FTF, det danske NGO-miljø, beslutningstagere og politikerne.

Fra torsdag den 30 oktober kan Ulandsmagasinet også findes og hentes fra vores hjemmeside – www.ulandssekretariatet.dk Relevante artikler vil blive oversat til spansk og engelsk og kan findes på den engelske og spanske udgave.

Hvis man vil vide mere om magasinet, er man velkommen til at kontakte informationsmedarbejder og redaktør Lars Erik Siegumfeldt på tlf. nr. 33 73 74 42 eller på e-mail: [email protected]