I Paris går det stærkt, den overordnede forhandlings tekst skal forkortes, og derfor er der en kamp om afsnit, sætninger og ord, hvoraf nogle begreber bogstaveligt talt hives ind og ud af teksten og så ind igen.
Et par af de begreber, der kæmpes for at holde i teksten, er økosystemers integritet og oprindelige folks rettigheder.
Lige nu ser det skidt ud for begge begreber, men hvor oprindelige folks rettigheder er helt ude, er økosystemers integritet forvist til forordet under en formulering, der ikke forpligter landene til at tage højde for og hånd om sunde økosystemer som en del af klimaløsningen.
Det er altså et skridt tilbage, fra hvor vi startede og noget vi vil kæmpe til det sidste for at ændre.
Økosystemerne kom godt fra start
Da forhandlingerne startede sidste mandag var økosystemers integritet og oprindelige folks rettigheder på plads i teksten, og stod faktisk urørt indtil torsdag.
Men pludselig gik det stærkt. I løbet af torsdagen blev økosystemers integritet pillet ud, sat ind igen, pillet ud for at ende et uvist sted.
I Verdens Skove havde vi og vores partnere i REDD+ Safeguards Working Group (RSWG) derfor travlt med at skrive udkast til tekststykker, der var spiselige for nok parter til, at det måtte blive i teksten.
Ligeledes, havde vi møder og samtaler med mange forskellige delegationer om deres position på og holdning til disse to begreber -både så vi bedst muligt kunne lave udkast til tekst, men også for at få ammunition til at få flere delegationer på vores side.
Efter 4 dages argumenteren, møder og forkortelser i vores egne tekstforslag røg både oprindelige folks rettigheder og økosystemers integritet ud af den operative del af teksten.
Dog nævnes økosystemers integritet og oprindelige folks rettigheder til stadighed i aftalens forord, men det anerkender vi ikke som værende godt nok.
Hvorfor økosystemers integritet
I Verdens Skove arbejder vi sammen med det internationale netværk RSWG om at beholde økosystemers integritet i teksten, fordi økosystemer selvfølgelig også inkluderer skove, som er vores hovedfokus, og som er en enormt vigtig klimaløsning.
Skovfældning er lige nu årsag til 12% af den globale CO2 udledning, hvilket er på højde med udledninger fra hele transportsektoren.
Ved at stoppe afskovning kan man ikke alene reducere op mod 12% af verdens samlede CO2 udslip, man kan også sikre en fremtidig kontinuerlig ophobning af CO2 i skovene.
Det er nemlig videnskabeligt bevist at skove ophober mere og mere CO2 henover deres livstid. Fælder vi skoven udleder vi ikke alene CO2 her og nu, men vi spænder også ben for fremtidigt optag af CO2.
Det synes derfor underligt, at forhandlerne skal være så lidt villige til at inkludere en sikring af økosystemers integritet i teksten. At inkludere økosystemers integritet i aftalen vil give os en mulighed for at sikre “sunde økosystemer” i fremtiden.
Sunde økosystemer vil sige økosystemer, der er rig på biodiversitet og naturligt udviklede sammensætninger af flora og fauna, så disse systemer er stærkere og dermed mere resistente over for klimaforandringer.
Den helt centrale rolle sunde økosystemer spiller for klimaet er ikke ny viden. Oprindelige folk har med deres traditionelle viden levet i harmoni med naturen gennem tusinder af år.
For dem er det ingen hemmelighed, at ved at behandle naturen godt får man endnu mere tilbage. Men det har den moderne verden glemt, og vi bruger mere end vi giver retur.
Til klimaforhandlingerne i Paris ses det tydeligt, at der ikke er nok stemmer til at tale økosystemernes sag, på trods af deres vigtige evne til både at reducere og modstå klimaforandringer.
Økosystemer og oprindelige folks rettigheder
Økosystemers integritet hænger i høj grad sammen med oprindelige folks rettigheder. Det er nemlig bevist, at skove er bedre beskyttede mod fældning i områder, hvor oprindelige folk bor og evt har kollektive rettigheder til jorden.
Mange oprindelige folk har brug for støtte til at opnå rettigheder til den jord de og deres forfædre har beboet i århundrede, dette er et meget vigtigt indsatsområde for Verdens Skove.
Derfor er det essentielt for beskyttelse af skoven at oprindelige folks rettigheder respekteres i den endelige aftale. Gør de ikke det, kan aftalen risikere at gøre mere skade end gavn, ved at danne præcedens for klimaprojekter, der ikke nødvendigvis tager højde for hverken oprindelige folks rettigheder eller økosystemers integritet.
Dette vil true oprindelige folks helt basale menneskerettigheder og dertil den skov de har levet i og af i århundreder. Derfor, ved at beholde økosystemers integritet i aftalen, vil vi i Verdens Skove og andre skov fokuserede instanser have en krog i klimaaftalen til at sikre beskyttelse af skoven for klimaet, økosystemer og oprindelige folk.
Hvorfor ikke økosystemers integritet?
Fast besluttet på at løbet ikke var kørt, har vi siden torsdag fortsat lagt pres på delegationer og forhandlere, og argumenteret for vigtigheden af at genintroducere de to begreber i selve aftaleteksten.
Og, hvis vi måtte nøjes med formuleringen i forordet, hvilken form den som minimum skulle beholdes i. Vi forsøgte igen at kortlægge de delegationer der var på vores side og hvilke vil ville få problemer med at overtale.
Der er mange parter, der ikke vil forplumre aftalen ved at gøre den for detaljeret og dermed risikere mere modstand for forhandlingerne.
Overraskende nok, fandt vi ud at at EU havde skubbet på at få – hvad de kalder detaljer – ud af teksten. Altså undgå en opremsning af forskellige ting – heriblandt økosystemers integritet.
Ligeledes meldte USA klart ud at det ville være umuligt at sikre økosystemerne i aftalens formåls artikel. Omvendt skubbede Tyrkiet og Ø-staten Tuvalu hårdt på for at få det tilbage i teksten.
Udover detalje spørgsmålet, er en anden årsag at økosystemers integritet i nogle landes optik kan blive for bestemmende og begrænse råderummet over deres egen natur. Og at det i forvejen dækkes i biodiversitetskonventionen og FNs globale mål for bæredygtig udvikling.
Fundamentalt vigtigt
Ved at sikre økosystemers integritet i klimaaftalen her i Paris, inkluderes det sunde selvforstærkende økosystem i aftalen.
Det betyder, at der skal holdes hånd over uspolerede økosystemer som et led i at opnå et stabilt klima. Øges fokus på naturen inden den ødelægges opnår vi ikke kun en øget oplagring af CO2, men helt livs-essentielle ydelser som biodiversitet, drikkevand og forebyggelse af jorderosion.
Derfor er den selvforstærkende faktor altafgørende set i kontekst af klimaforandringerne.