Øget dansk støtte til Darfur

Redaktionen

Danmark har udvidet sin støtte til den Afrikanske Unions aktive indsats i Darfur med 4,5 mio. kr, fremgår det af en meddelelse på Udenrigsministeriets hjemmeside, onsdag. Samtidig bevilges 4 mio. kr. til FNs uafhængige kommission, som skal undersøge overtrædelser af menneskerettigheder og den internationale humanitære folkeret. Støtten til AU skal medvirke til at sikre, at overgrebene ophører. Støtten til kommissionen skal medvirke til at ændre den atmosfære af straffrihed, der hersker i Sudan.

Udenrigsministeriet skriver:
Den Afrikanske Union (AU) er i fuld gang med at udvide den observatørmission, der har været udsendt til Darfur siden juni for at overvåge våbenhvilen i området. En våbenhvile, der gentagne gange har været brudt, hvilket har resulteret i et stigende internationalt pres på parterne, bl.a. fra EU og FN, og behov for en øget tilstedeværelse. Observatørmissionen udvides gradvist til 3.320 personer, herunder 2.341 soldater og 815 civile politifolk. Samtidig får den mandat til også at bidrage til at øge den generelle sikkerhed i Darfur. Missionen skal medvirke til at skabe tillid mellem parterne, samt til at sikre levering af humanitær nødhjælp. Endeligt skal den støtte, at flygtninge og internt fordrevne kan vende hjem. Missionen har parternes accept.

Missionen, som er AUs første store operation siden oprettelsen i 2002, ses som en prøvesag for AUs muligheder for konflikthåndtering. AU modtager omfattende planlægningsmæssig, logistisk og finansiel støtte fra en lang række lande. EU bevilgede i oktober 80 mio. euro til operationen over den nyoprettede Fredsfacilitet, suppleret med støtte fra medlemslandene, i form af rådgivning og planlægningsbistand, samt udstyr, transportbistand, m.v. Danmark bevilgede allerede i juni 4,5 mio. samt udsendte en observatør til missionen.

Den nye danske støtte på yderligere 4,5 mio. kr. går til den civile enhed i Addis Ababa, som står for planlægning og gennemførelse af AUs indsatser i Darfur. Indsatser som ud over observatørmissionen omfatter en våbenhvilekommission samt mæglingsbestræbelser i Nigerias hovedstad Abuja. Her lykkedes det i sidste uge at få parterne til at indgå de første to delaftaler, som skal medvirke til øget adgang for humanitær nødhjælp og øge sikkerheden i området. Aftaler som parterne nu skal fastholdes på også at gennemføre.

Støtten medvirker også til at styrke AUs generelle muligheder for konfliktløsning, og har derfor et bredere perspektiv. Støtten supplerer det danske Afrikaprogram for Fred, som over de kommende fem år for sammenlagt 240 mio. kr. skal bidrage til at styrke afrikanske landes kapacitet til konfliktforebyggelse og konflikthåndtering.

Det vides allerede, at der er tale om massive og grove krænkelser i Darfur. Den danske støtte på 4 mio. kr. til den kommission, som FNs generalsekretær har nedsat, skal medvirke til at sikre en grundig og uafhængig undersøgelse af krænkelserne, som bidrag til en efterfølgende retsproces. Kommissionen, som nu har sendt et eksperthold til Darfur, skal undersøge overtrædelser af menneskerettigheder og international humanitær folkeret. Samtidig skal den afgøre om folkemord har fundet sted og identificere overtrædere med henblik på at sikre at disse holdes ansvarlige. FN venter, at kommissionen rapporterer om resultaterne i begyndelsen af 2005.

Kilde: Udenrigsministeriet.