Også IBIS er på plads i Sydsudan: Indleder skoleprojekt

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Af Lotte Ærsøe,
medarbejder i IBIS, lagt på organisationens website 23. juni 2008

I juni i år startede de første 4.000 børn og unge i deres nye ALP-klasser i Central Equatoria i Sydsudan. Landet er nyt for IBIS, men ALP-projeket er en veldokumenteret og velafprøvet metode til at hjælpe børn mellem 12 og 18 år tilbage i skolesystemet.

Sudan har i mange år været præget af interne uroligheder, naturkatastrofer og borgerkrig, og mange mennesker har været drevet på flugt både internt i landet eller til nabolandene.

Siden 2005, hvor de stridende parter i Sudan underskrev en fredsaftale, har der været så meget ro og stabilitet i den sydlige del af landet, at skolerne i regionen er startet op igen. At der foregår undervisning, har en stærk symbolsk værdi for de mange tilbagevendte flygtninge og internt fordrevne.

– Når skolen begynder at fungere igen, bliver for mange et tegn på, at freden er mere permanent. Folk begynder at kunne se fremad og planlægge fremtiden, fortæller Bent Jahns, der er koordinator for IBIS uddannelsesindsats i Sydsudan.

Erfaringer fra andre projekter

Landet er nyt for IBIS, men undervisningsformen og metoderne i ALP – Accelererede læringsprogram bygger både på egne erfaringer i IBIS, men også dem som Red Barnet, Norsk flygtningehjælp og andre har udviklet i flere konfliktområder verden over.

ALP undervisningsformen er heller ikke ny i Sydsudan. Det er en integreret del af regeringens politik at tilbyde ALP-kurser til elever, der er for gamle til at starte i 1. klasse eller elever, der allerede er i de almindelige klasser, men ikke passer aldersmæssigt til det niveau, de er på.

Behovet for skolegang er enormt, og Sydsudan har ikke selv ressourcer eller uddannede lærere nok. Det er her, IBIS ALP-projekt kommer ind.

– ALP-projektet i Sydsudan står på skuldrene af de erfaringer IBIS har fra ALP-projekter i Angola og Liberia samt et lignende skoleprojekt i Sierra Leone, beretter Bent Jahns.

I naboprovinserne støtter andre internationale organisationer regeringen med at oprette og gennemføre ALP-projekter, heriblandt Red Barnet, UNICEF og Norsk Flygtningehjelp.

Kortlægning af behovet

Før de første elever kan sætte sig på skolebænken, har projektet ansat de medarbejdere, der skal være med til at sikre projektets succes. De nye medarbejdere har sammen med IBIS sudanesiske partner NSEA besøgt 108 skoler i Central Equatoria provinsen og interviewet skoleledere, forældrebestyrelser og de lokale uddannelsesmyndigheder for at kortlægge behovet.

60 skoler langs landevejen mellem de 3 distrikter Lainya, Yei og Morobo stiller lokaler og lærere til rådighed for ALP-klasserne.

Den sudanesiske partner NSEA har stor erfaring med oprettelse og træning af forældreråd, og efteruddannelse af lærere. De spiller derfor en vigtig rolle i projektet. Der er udvalgt 120 lærere til at tage sig af de 120 nye ALP-klasser om eftermiddagen. Klasserne etableres der, hvor der allerede er undervisning om formiddagen.

Lærerne arbejder både om formiddagen med deres almindelige undervisning og tager ekstra undervisning i ALP-klasserne om eftermiddagen. De lønnes af de lokale myndigheder.

Når ALP-eleverne møder op den første dag i skolen, mødes de ikke med nyrenoverede klasselokaler eller spritnye computere.

Nogle skoler har murstensbygninger med fast tag, suppleret med klasselokaler under halvtag til de mange elever. På andre skoler foregår undervisningen i det fri under et træ, der samtidig tjener som støtte for den transportable tavle.

Projektet har ikke midler til bygninger, men kan hjælpe med mindre reparationer eller indkøb af f.eks. tavler.

– Mangel på toiletter får ofte pigerne til at droppe ud af skolen. Derfor prøver vi på nogle skoler at etablere tålelige toiletfaciliteter med hjælp fra andre organisationer, som eksempelvis Dansk Flygtningehjælp, der har forskellige projektaktiviteter i området, siger Bent Jahns.

30.000 børn udenfor skolen

En undersøgelse fra 2007 viser, at flere end 30.000 børn ikke går i skole i Central Equatoria, og at der på skolerne er mindst 3.500 børn, der er for gamle til at være i klasser på deres læringsniveau.

IBIS har penge til de første 16 måneder med støtte fra Danidas pulje for humanitær bistand. IBIS arbejder på at skaffe støtte til at føre projektet videre efter denne periode.

Efteruddannelse af lærerne

De 120 ALP-lærere har afsluttet de første 2 ugers efteruddannelse, hvor de har lært om elevcentreret undervisning, som betyder at eleverne og deres erfaringer inddrages.

De har lært at planlægge de specielle accelererede undervisningsforløb, der er essentielt for projektets succes, hvor eleverne på kun 4 år gennemgår 8 års pensum, og derefter kan fortsætte i det normale skolesystem.

På kurset har lærerne desuden lært pædagogiske metoder, der retter sig mod børn fra skrøbelige familier, flygtninge eller børn med krigstraumer. Lærerne vil jævnligt få besøg af projektets medarbejdere, der vil give råd og vejledning. De vil desuden få løbende efteruddannelseskurser.

Engelsk er et vigtigt redskab til at skaffe sig ny viden og få et job efter skolen i Sydsudan. Derfor står det højt på skemaet for de nye elever.

Nogle af børnene har allerede gået i skole og kan læse og regne, men alle kommer igennem et specielt designet program så de får de skrive- og regnefærdigheder, der skal hjælpe dem med at forstå og lære det komprimerede skoleforløb.

Fakta

Sydsudan har indtil 2005 oplevet Afrikas længste borgerkrig, hvor over halvanden million mistede livet og andre 4 mio. blev tvunget på flugt. De fleste sydsudanesere har ikke adgang til rent vand, sanitet og hygiejne.

Sydsudan har landets højeste børnedødelighed og den laveste andel af folk der kan læse og skrive. Andelen af børn i skole er den laveste i verden (!) og specielt piger er hårdt ramt.

2 procent af drengene og en enkelt procent af pigerne gennemfører grundskolen. Over 80 pct. af pigerne går ikke i skole. Blot 7 pct. af lærerne har modtaget en formel læreruddannelse.

Kilde: www.ibis.dk