Det går forrygende i Etiopien. Kineserne strømmer ind og skaber byer, veje og jernbaner. Men fattigdommen er ekstrem. 3/4 lever i nedslidte områder, og der bliver to millioner flere hvert år.
Knud Vilby skriver fra Wag Himra og Addis Ababa i Etiopien.
Time efter time i firhjulstrækkeren i udpinte tørre bjerge i 2.500 meters højde.
Begrebet ’den stenede jord’ får konkret betydning. Der er bygget stenterrasser op af de stejleste bjergsider for at holde på jorden og gøre det muligt at dyrke jorden.
Men dét, der skulle være plan dyrkningsjord mellem terrasserne, er også langt mere sten end jord.
Der er enkelte træer, men skovene er væk. Der knokles i markerne, men udbyttet er magert og endnu magrere end før.
Der bor 120.000 mennesker i distriktet, og den lokale administrator fortæller, at 27.000 er på fødevarehjælp. I udviklingssprog karakteriseres området som “kronisk fødevareusikkert”.
I det nordlige etiopiske højland mærker man den globale systemkrise: Repræsentanten for den protestantiske kirke har arbejdet på stedet siden hungerkrisen i 1984. Han er meget direkte i sin analyse:
“Før var der tørke hvert tiende år, nu medfører klimaændringerne, at tørken kommer hvert tredje eller fjerde år. Samtidig er området præget af overbefolkning og ekstrem nedslidning af al jord og natur”.
Flere og flere af områdets beboere har ingen jord, og der er meget få job udenfor landbruget.
Heldigvis også positive tegn
Det betyder ikke, at der ikke kan gøres noget.
Folkekirkens Nødhjælp støtter befolkningen via udviklingsafdelingen i Etiopiens protestantiske kirke, og der er flere positive historier. Der er sat gang i biavl, og det kan blive til mere.
Store landområder indhegnes og aflukkes midlertidigt, så hverken mennesker eller kvæg kan komme derind, og efter få måneder ser man tegn på, at naturen genskaber sig selv.
Nedenfor et beskyttet område er en døende kilde igen begyndt at springe med klart vand. Man kender sammenhængen mellem vegetation og jordens evne til at holde på vandet.
I nogle dale graver man kanaler fra de stadig eksisterende floder og kunstvander grøntsager.
Andre steder graver man brøndlignende huller neden for bjergsiderne. Regnen kommer voldsommere og i meget kortere tid end før. Målet er at styre overskudsvandet tilbage til det sparsomme grundvand.
Den kyniske og brutale næsten-demokrat
Etiopien er fattigt, men også på mange måder en succeshistorie.
I 20 år var chefen premierminister Meles Zenawi, der døde sidste år. Han var autoritær og fængslede dem, der kom på tværs, men han fik gang i Etiopiens økonomi og udvikling. Han spillede dygtigt på supermagterne og de vestlige udviklingsministre.
Dav. statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tog ham ind i sin Afrika-kommission, og to nuv. ministre, Villy Søvndal (SF) og Christian Friis Bach (R), kaldte ham naivt i mindeordene for en næsten-demokrat.
USA støtter Etiopien, fordi Etiopien har ført krig for USA i Somalia. Kina støtter Etiopien, fordi det er et land med jord og ressourcer.
De seneste halvofficielle gæt siger, at der nu arbejder 300.000 kinesere i Etiopien, men mange sætter tallet højere.
Der bygges hundredvis af kilometer nye veje. Der rejses nye bydele i løbet af måneder. Der laves en metro i Addis Ababa, og der tales om fantasifulde kinesiske jernbaneprojekter, der skal skære gennem landet. Meget lyder urealistisk.
Skræmmende og storslået
Men kommer man – som jeg – til Etiopien med få års mellem, er det ufatteligt at opleve forandringerne. Det er skræmmende og storslået. Uofficielle skøn siger, at hovedstaden Addis Ababa nu har over fem millioner indbyggere. I 1992 var der to millioner.
Mange bruger hver dag mere end to timer på at komme på arbejde i et trafikkaos, hvor busser og biler holder mere stille, end de kører. Hovedstaden stinker af udstødningsgasser fra titusinder af motorer i tomgang.
Men kineserne har gang i jernbanen. Og byggeriet går langt hurtigere end i København. En Nørreport-ombygning ville de vel klare på et par måneder.
Og etioperne dør næsten ikke af sult mere, selv om 40 procent lever for, hvad der svarer til under otte kroner per dag, og selv om under- og fejlernæring er vidt udbredt.
Ingen hungerkatastrofer
Jeg var her første gang i 1984 for at dække den etiopiske hungerkatastrofe for Danmarks Radio. Folk døde i hundredtusindvis af sult og underernæring og følgesygdomme.
Dengang levede der 35 millioner mennesker i Etiopien. I dag er der omkring 90 millioner. Det er næsten tre gange så mange. Men folk dør ikke af sult.
Etiopien har store frugtbare områder. Der er landskaber, der minder om et frodigt Europa, og hvor dyrkningen af jorden er lige så intensiv.
Landbruget producerer langt mere end før, og der er etableret varslingssystemer, som betyder, at hjælpen er på plads, når katastrofen alligevel sætter ind.
Den store succeshistorie er, at Etiopien i snart 30 år har undgået en hungerkatastrofe, som den mange husker fra 1984.
Væksten har reddet mennesker, og i dag er væksten så dramatisk, at liberalister må fryde sig.
Også selv om meget af væksten kommer fra et råvarehungrende Kina, og selv om Valutafonden er bekymret for, at Etiopien overinvesterer sig ind i en krise.
Dyb fattigdom
Men Etiopien er ikke kun en vækstmotor. Det er også en illustration af, hvor nødvendigt det er at styre væksten og at forholde sig til hvilke former for vækst, der nødvendigvis må bremses.
Ifølge FN’s seneste Human Development Report lever 72 procent af de 90 millioner etiopere på nedslidt (degraded) land. De golde stenede terrasser højt oppe i bjergene vidner om, at man kæmper mod udpiningen, mens man forværrer den.
Den officielle ungdomsarbejdsløshed er ifølge FN 30 procent, og mange mener, det er en undervurdering. Millioner af land- og ejendomsløse unge etiopere uden uddannelse har det uendelig svært både på landet og i byerne.
I højlandet lever millioner i nedslidte bjerge. Fremskridt er ikke umulige, men selv at bevare status quo er en udfordring, når der hvert år bliver mange flere mennesker. Udpiningen øges.
I Addis Ababa lever millioner i slum og trafikkaos. Det bliver sikkert lidt bedre i kraft af enorme trafikinvesteringer, men byen har det med hele tiden at vokse sig ud af forbedringerne.
To millioner flere hvert år
Ifølge FNs Udviklingsprogram (UNDP) vokser Etiopiens befolkning hvert år med 2,1 procent eller tæt ved to millioner mennesker, og mange sætter den reelle vækst højere.
Så sent som i 2011 regnede Verdensbanken med 2,6 procent i årlig menneskevækst. Heldigvis føder etiopiske kvinder færre børn end før. De mest optimistiske tal siger 3,9 børn pr. kvinde i gennemsnit mod seks for få år siden.
Men tallene er usikre.
I 2030 vil der ifølge FN være 130 millioner etiopere. Kursen er sat mod en fordobling af dagens tal på 90 millioner.
Hvor mange sultne og arbejdsløse vil der være i det fattige højland, og hvor mange i Addis og de andre storbyer?
Naturligvis er det en forenkling, at sige at ligesom Europas problem er overforbrug trods konstant befolkning, er Etiopiens problem den voldsomme befolkningstilvækst, og det forbrug og slid væksten fører til.
Men kombinationen: Gigantisk forbrugsvækst og fordoblingen af Afrikas befolkningstal på 40 år fortæller enhver, der kan tænke, at udviklingen ikke kan fortsætte.
Fremskridt ædes op.
Radikalisering og arbejdsløshed
Vi spurgte en klog etioper, hvad de største udfordringer er de næste 10-20 år. Han nævnte to forhold:
Den radikalisering, der sker, ikke mindst af unge muslimer. Mange unge uddannes i Mellemøsten i en form for islam, der er langt mindre præget af religiøs tolerance, end man har været vant til.
Etiopien har en ældgammel tradition for, at kristne og muslimer lever godt sammen.
Og så den dramatiske arbejdsløshed ikke mindst blandt de unge. Han skønnede, at den er på 40 procent, trods de jobs, der skabes med turboinvesteringer i bedre infrastruktur og nye byer.
Næsten 3/4 lever på forringet jord
Der er tæt sammenhæng mellem de to udfordringer. En hastigt voksende ung befolkning med stor arbejdsløshed må nødvendigvis føre til en radikalisering af de unge.
Næst efter Burkina Faso er Etiopien ifølge UNDP det land i verden, hvor den største del af befolkningen (næsten 3/4) lever på forringet, nedslidt land. Det er oplagt, at denne udvikling ikke kan forsætte, men det gør den nok alligevel.
Det vil føre til voldsomme sociale, etniske, politiske og religiøse spændinger og konflikter. Og til mere sult og fattigdom.
Knud Vilby er journalist og forfatter og medlem af styrelsen i Folkekirkens Nødhjælp.
Artiklen har stået som kronik i Dagbladet Information og er nu stillet til rådighed for U-landsnyt.dk af kronikøren.
