Bjørn Lomborgs tag-selv-bord er flyttet fra Miljøministeriet til Udenrigs/Udviklingsministeriet, og nu har Ulla Tørnæs tildelt ham 4,5 mio. kr. til at forberede endnu en ubrugelig konference.
Sådan konkluderer formand for Det Økologiske Råd, Christian Ege, i et indlæg onsdag i Berlingske Tidende.
Af Christian Ege
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har givet Bjørn Lomborg en julegave på 4,5 millioner kr. til at forberede en gentagelse af Copenhagen Consensus konferencen i 2008. Dette sker på trods af, at ingen har kunnet finde nogen konkret anvendelse for resultatet af den første konference i 2004.
Konferencen byggede på den opfattelse, at vi trods vor rigdom er nødt til at vælge imellem, om vi vil bekæmpe fattigdom eller beskytte vort klima. Den var tilrettelahgt således, at den skulle vise, at det bedre kunne betale sig at investere i løsninger af akutte problemer som sult og aids frem for de mere langsigtede som klimaforandringer.
Det gjorde man ved for det første udelukkende at vurdere udfordringerne og deres løsning ud fra en økonomisk synsvinkel og for det andet at bruge en økonomisk metode, som automatisk nedprioriterer de langsigtede spørgsmål.
Denne metode kaldes diskontering. Det betyder, at man nedskriver fremtidige udgifter med en vis procentdel pr. år. Dermed tæller de meget lidt i forhold til de aktuelle udgifter i dag.
Netop de menneskeskabte klimaforandringer kræver, at man investerer i energibesparelser og vedvarende energi allerede i dag, mens de skader, som man kan undgå, vil være størst om 50-100 år og endnu længere frem.
Konferencen gav da også det forventede resultat: Bekæmpelse af sult og aids er vigtigst, mens klimaet bør vente.
Panelet, som laverede prioriteringen, bestod udelukkende af økonomer, domineret af konservative økonomer fra industrilandene. De så helt bort fra, at satsning på energibesparelser og vedvarende energi ikke kun er udgifter, men at der ligger store gevinster på længere sigt heri.
Den ekspert, som var udvalgt til at fremlægge klimaproblemet, foreslog ellers, at man tog mere hensyn til fremtiden ved kun at operere med en lav diskontering, men det fandt ikke nåde for økonom-panelet. Dermed var resultatet givet – klimaet tabte.
Et andet paradoksalt resultat af Copenhagen Consensus var, at man opgav at prioritere uddannelse. Det kunne man ikke få til at passe ind i modellen. Det siger noget om, hvor stiv deres model var.
Den tager ikke højde for, at problemer er indbyrdes forbundet. Det er jo umuligt at forestille sig, at man kan løse problemerne med sult og aids uden at satse på mere uddannelse. På samme måde så man bort fra, at klimaforandringerne også vil øge sulten på grund af ørkenspredning m.v.
Heldigvis er resultatet af Copenhagen Consensus da også blevet ignoreret af alverdens regeringer – ikke mindst den danske, som har valgt at fastholde, at modvirkning af klimaforandringer har høj prioritet.
Ved klimatopmødet i Montreal i december var der større enighed end nogensinde før om, at der skal handles overfor klimaforandringer. Kun USA og Saudi-Arabien tøver fortsat – og den holdning har de ikke lært af Copenhagen Consensus. Den havde de længe før.
Samtidig med, at Ulla Tørnæs har valgt at forgylde Lomborg og hans projekt, har hun skåret drastisk ned på Danidas oplysningsbevilling. Det betyder, at der fremover vil være meget få penge til at drive uafhængig oplysning i Danmark om problemer i u-landene – og deres mulige løsning.
De folkelige u-landsorganisationers mulighed for at arbejde for at øge den folkelige bevidsthed om u-landsspørgsmål forringes drastisk. Samtidig gives så et langt større beløb til Lomborg.
Tørnæs forsvarede sin nedskæring med, at u-landsoplysning bør styres af udbud og efterspørgsel. Men hvor er den folkelige efterspørgsel efter Lomborgs projekt?
Man kan spørge, hvad der er sket fra 2001 til 2005. Lomborgs tag-selv-bord er flyttet fra Miljøministeriet til Udviklingsministeriet.
Det er ikke sært, at regeringens spindoktorer rådede Ulla Tørnæs til at lade denne nyhed sive 23. december, hvor man har håbet på mindst mulig offentlig opmærksomhed, slutter Christian Ege.
Indlægget stod under Opinion i Berlingske Tidende onsdag den 4. januar 2006.
