RUBAVU, 16.10.2014: Der er sket dramatiske ændringer med Nairobis bilpark, siden jeg var på gennemtræk for syv år siden og endnu mere i forhold til, da jeg boede i byen lige efter årtusindskiftet.
Dengang for 13-14 år siden føltes byen forholdsvis lille, set fra et bil-perspektiv. Man kunne suse fra den ene ende til den modsatte på ”no time”.
Lidt småpropper her og der, på grund af kæntrede matatuer eller ”cow-gestions”, som vi kaldte det, køer der spærrer kørebanen, der så på dansk blev til ”køer-banen”.
At komme fra centrum og de 17 kilometer til Jomo Kenyatta-lufthavnen tog typisk 20-25 minutter. I 2007 tog samme biltur mere end to timer.
Normen nu er, at lange trafikpropper løser sig kortvarigt op for at blot at knudre til i en ny. Biler rykker fire-fem meter ad gangen med 10-15-20 kilometer i timen. Som en taxa-chauffør siger mut: ”Vi burde alle stå ud og holde en fest sammen”.
Jeg benytter lejligheden til at få set Nairobi per gåben, og så bliver byen pludselig stor, meget stor.
En dag vandrer jeg fra centrum op til nationalmuseet, hvor der er gang i den årlige Storymoja-festival, en litteratur-festival i bred fortolkning. Der er fortællere, musikere, teatergrupper, akrobater.
Encounter
Museet ligger oppe over den brølende og osende motorvejsudfletning, hvor Waiyaki Way og Uhuru Highway mødes, men selve museums-området er en forbavsende grøn og stille park, hvor man kun svagt hører trafikken udenfor.
Her løber jeg ind i den britiske journalist og forfatter Michela Wrong.
Hun har skrevet nogle fremragende bøger. En er fortællingen om Den Demokratiske Republik Congo: ”In the Footsteps of Mr. Kurtz”.
En anden handler om Eritrea:”I Didn’t Do it For You. How the World Betrayed a Small African Nation”.
Og hendes seneste “It’s Our Turn to Eat. The Story of a Kenyan Whistleblower”, fortæller historien om korruptionsbekæmperen John Githongo, som ULN interviewede i første afsnit af denne serie. Kan man være mere heldig?
Bogen er spændende som en kriminalroman og giver samtidigt et grundigt indblik i stammernes betydning i Kenya. Kikuyuernes dominans i landet står i centrum for baggrundsfortællingen.
Wrong er lige kommet ud fra et festivaltelt, hvor hun deltog i en diskussion om ”Kunst og Demokrati” med den nigerianske forfatter Teju Cole, den tyske ditto, Nancy Della, den kenyanske fotojournalist Boniface Mwangi og den britiske højkommissær (ambassadør) Christian Turner, da jeg respektløst kaster mig over hende, og fortæller, at jeg forsøger at få et møde med John Githongo og har e-mailet og sms-et med ham.
Hun siger, at det nok ikke bliver nemt.
”Githongo er svær at få fat i. Han er en travl mand”.
Vi sludrer lidt om festivalen, Kenya, Afrika, hendes Githongo-bog og udveksler visitkort, og det er så det. Glemte at få hendes autograf.
Overkrydring
Dagen efter sidder jeg på en restaurant i Westlands over for Wycliffe Muga, der er weekendredaktør for avisen The Star. Jeg fortæller ham om mødet med Wrong.
Muga er citeret i bogen om Githongo, og han sender nu en regulær overraskelse hen over bordet, fordi alt, hvad jeg hidtil har hørt om Wrongs bog, har været i superlativer à là ”det hæderligste stykke arbejde”, ”ypperligste journalistik” og så videre.
Bogen er skrevet i et spændstigt og fængende sprog og angiveligt perfekt dokumenteret.
Muga siger: ”Hun (Wrong) har overkrydret en masse indhold. Jeg giver dig et eksempel fra mig selv. Hun citerede mig for at sige, at ‘John Githongo er en kokosnød, brun på ydersiden, hvid på indersiden, eller hård udvendig, blød indvendig’. Jeg har aldrig sagt sådan noget, kendte ikke engang udtrykket, og havde jeg gjort, havde jeg ikke brugt det. Jeg opfatter ikke afrikanere som brune. Afrikanere er sorte. Citatet er ren opfindelse fra Wrongs side”.
Jeg er paf. Får fremstammet, om han, Muga, har flere eksempler.
Han: ”Ja, men det kræver at jeg læser bogen igen. Men spørg dog Githongo. Han kan garanteret give dig flere eksempler”.
Et naivt spørgsmål
De næste dage forsøger jeg at få et på forhånd aftalt møde med Githongo i stand, men først da jeg er retur på bopælen i Rubavu, Rwanda, svarer han mig, blot ikke på spørgsmålet om Wrong-bogen.
Jeg e-mailer til Wrong og spørger hende om kokosnødde-citatet, og om der kanhænde er andre ting, som er ”krydret” lidt rigeligt.
Der går få sekunder, fra jeg har trykket på ”send”-knappen, til en lettere panisk mail klinger ind, hvori Wrong kategorisk afviser, at der overhovedet er ”krydrede” citater i bogen, og at Muga aldrig, hverken før, under, eller efter deres fælles møder/interviews har nævnt, at kokosnødden skulle være et fejlcitat.
Og så giver Wrong mig en over næsen med ”Din e-mail slår mig som en smule naiv”, inden hun ryster op med en interessant forklaring, nemlig:
”En meget stor gruppe kenyanere har ikke noget godt at sige om min bog. De er medlemmer af kikuyu-eliten, der finder det, som John gjorde – forståeligt – sårende og forræderisk. De vil næsten altid sige, at “bogen er fuld af fejl”. Undermeningen er, at de ikke kan lide, hvad bogen siger om ‘medlemmer af vores samfund’.”
Og så får jeg et ekstra rap over næsen:
”Når nogen beskylder mig for unøjagtigheder eller fejl, beder jeg altid om detaljer og eksempler, og så hører jeg aldrig fra dem igen. Jeg foreslår, at du gør det samme”.
En sort muzungu
Jeg sunder mig lidt og kan godt se, at, hvis Wrong har ret, er jeg ude i et temmeligt fornærmende ærinde. Jeg skal lige til at smække pølsefingrene i tastaturet og skrive ”godt ord igen” eller sådan noget, da en ny mail fra Wrong klinger ind:
”Jeg har lige tjekket bogen (side 143), og det angivelige “kokosnødde”-citat. Jeg citerer ikke Muga for direkte at bruge ordet. Det er mig, som laver kokosnødde-analogien i en sætning. Det direkte citat, der følger, og som er Mugas udtalelse, er fuldstændig præcist gengivet. Jeg har fundet min notesbog fra februar 2006 frem og sidder nu med samtalen med Muga foran mig. Han siger blandt andet følgende:
Spørgsmål fra MW: Hvorfor har han (Githongo, red.) forrådt stammen?
Svar fra Wycliffe (Muga): “Fordi han ikke er en kikuyu. Han er en muzungu (hvid mand, red.). De mennesker, han virkelig ønskede at imponere, var ikke House of Mumbi (kikuyuernes mytologiske ”moder”, red.). Det var House of Windsor. Når du møder muzungus, tilbyder de dig en meget subtil bestikkelse: ”vi vil overveje at betragte dig som muzungu som os. Vi vil gøre dig til honorær muzungu”.
Spørgsmål fra MW: “Skete det for John?”
Svar fra WM: “Totalt … Han har været hele vejen igennem den oplevelse”.
Wrong fortsætter i sin e-mail til mig:
”Samtalen fortsætter på samme vis. Vi diskuterer John Githongos uddannelse på St. Mary’s og hans karriere i regeringen (Mwai Kibakis kikuyu-dominerede regering, red.).
Muga siger så: ‘Disse fyre forstod ikke JG, fordi de ikke forstod, at han overhovedet ikke var en kikuyu. Han var hvid. Ingen kikuyu ville have gjort, hvad han gjorde. Han ville have ladet stammeværdierne komme først’.
Under disse omstændigheder synes jeg, at parafraseringen til en “kokosnødde”-analogi forekommer yderst fair. Men nej, Muga selv brugte ikke bruge ordet “kokosnød” under interviewet. Men at sige, at en sort kenyaner er en “muzungu” er lige så, om ikke mere, provokerende”.
Alle tribalists
Her forfattede jeg en mail til Wrong, hvori jeg beklagede, at jeg ”muligvis er naiv” osv. Jeg håbede, at Githongo ville give sin version af hændelserne. Det gjorde han som nævnt aldrig.
Derimod varede det ikke mange minutter, før Wrong var tilbage i ind-boxen med en ny interessant opfølgende forklaring:
”Når jeg taler med kenyanere i disse dage, er jeg desværre nødt til at være hyper-bevidst om deres etniske oprindelse, og jeg kan med ret stor præcision forudsige deres etniske profil bare på deres reaktion på Jubilee-regeringen (med kikuyuen, præsident Uhuru Kenyatta i spidsen, red).
Hvis de viser stærk støtte og er meget anti-vestlige, er de næsten altid fra kikuyu-middelklassen eller kikuyu-eliten. Er de kritiske over for regeringen, er de normalt ikke-kikuyuer eller kikuyuer, som ikke har haft det økonomisk let.
Det er forfærdeligt at sige det, men tidligere så vi ikke den slags polarisering i Kenya. Vi er alle blevet ”tribalists”……. Jeg fik at vide af John Githongo, at Kibakis klike gennemgik min bog punkt for punkt umiddelbart efter offentliggørelsen. De ledte efter eventuelle fejl, som de kunne basere en retssag på, men der skete ikke noget”.
Paradigme-skifte
Jeg skriver tilbage til Wrong, at jeg har fået det samme indtryk som hun fra samtaler med kenyanere: at stammen kommer først i dag, ulig den mentalitet, der florererede i ”min tid” med at ”når alt kommer til alt, er vi alle kenyanere”. Derefter kom stammen, dengang.
Der er formentligt sket et paradigme-skift, skriver jeg, efter det katastrofale valg i december 2007, hvor både den siddende præsident Mwai Kibaki og udfordreren Raila Odinga mente at have vundet med det resultat, at deres stammefæller, kikuyuer og luoer, røg i totterne på hinanden.
Det eskalerede, og volden bredte sig til andre stammer. I løbet af to måneder dræbtes over 1500 mennesker, mens en kvart million blev jaget fra hus og hjem.
Wrong bekræfter min vaklende antagelse i en ny e-mail:
”Ja, paradigmet har virkelig skiftet dramatisk siden valget i 2007. Jeg har rapporteret om Kenya siden 1995 og kan sammenligne nu og da. Kenya er blevet et giftigt land, forgiftet af sin besættelse med etnicitet…. Den forfærdelige konsekvens er, at i enhver interaktion, er du nødt til at først at vide, hvilket etnisk samfund den person, du har at gøre med, kommer fra, for at få hans/hendes ord og adfærd ind i rette sammenhæng. Så slemt er det”.
Et par muzunguers overfortolkning af kenyanske stammekonflikter? Måske-måske ikke.
Følg med i serien gensynet med Nairobi, hvor andre kenyanske stemmer vil give deres mening til kende.
