Det folkekirkelige missionsselskab, Sudanmissionens, genbrugsbutikker landet over tager nu konsekvensen af udviklingen de sidste par uger i kølvandet på Muhammed-tegningerne og skifter skilte i butiksvinduer, på biler og laver nyt brevpapir, kuverter og logo.
Altsammen så ordet Sudan kommer væk.
“Jeg ønsker ikke at handle i en butik, som støtter Sudan!” Den sætning har mange frivillige medarbejdere i Sudanmissionens genbrugsbutikker ofte hørt de sidste 2 uger. Medarbejderne oplever, at der ikke kommer nær så mange varer ind som sædvanligt, skriver missionsselskabet i en pressemeddelelse lørdag.
Baggrunden for situationen er de politiske problemer mellem Sudan og Danmark, efter at danske aviser igen har trykt Muhammed-tegningerne. Det har fået Sudan til kraftigt at fordømme Danmark, ikke ønske danskere til landet, fordi de “besudler Sudans jord”, ligeosm regerigen i Khartoum opfordrer til boykot af Danmark.
Mange af Sudanmissionens 84 butikker har skilte og plakater, som får kunderne til at tænke på Sudan, da Sudanmissionens navn er tydelig i alle butikkerne.
– Det er et stort problem for de godt 2.000 frivillige medarbejdere, som føler sig presset af kunder, der kommer med kritik, direkte uforskammetheder og i bedste fald kritiske spørgsmål om formålet med butikken. Flere medarbejdere ønsker at stoppe. De føler sig urimeligt chikaneret på grund af tilknytningen til Sudanmissionen, forklarer forretningsfører Jens Møller Pedersen, som er daglig leder i Sudanmissionens genbrugsarbejde.
Mange kunder ved imidlertid ikke, at Sudanmissionen ikke arbejder i landet Sudan og aldrig har gjort det.
Sudanmissionen i Danmark blev oprettet i 1911 som den danske afdeling af de internationale forenede Sudan-missioner. Det var i kolonialismens tid, længe før landegrænserne i Afrika blev trukket.
Den danske afdeling fik tildelt Nigeria som sit arbejdsområde, midt i det såkaldte Sudan-bælte, som strækker sig tværs over Afrika syd for Sahara, fra Senegal i vest til Kenya i øst.
Flere af medarbejderne i genbrugsbutikkerne kender ikke Sudanmissionens historie, og det er i dag vigtigere end nogensinde at give den information.
Problemet med navnet Sudan Genbrug er ikke nyt. Allerede for et år siden blev det besluttet at finde et nyt navn.
Det nye navn er Mission Afrika Genbrug, og formålet med genbrugsbutikkerne i Mission Afrika Genbrug er at støtte kirkelige og sociale udviklingsprojekter i Nigeria, Centralafrika, Mali, Cameroun, Sierra Leone og Mellemøsten.
– Vi har i øjeblikket en tæt dialog med genbrugsbutikkerne, og vi forsøger så godt som muligt at opmuntre medarbejderne og give dem gode argumenter over for kunder, som kommenterer situationen med landet Sudan, slutter Jens Møller Pedersen.
Yderligere oplysninger hos
Jens Møller Pedersen
Forretningsfører i Mission Afrika Genbrug
tlf. 30 71 31 51
Gert-Oluf Schwarz Lausten
Bestyrelsesformand
tlf. 97 16 13 03
Knud Lindhardsen
Genbrugskonsulent
tlf. 20 27 16 43
Se også www.sudanmissionen.dk
Sudanmissionen er et folkekirkeligt missionsselskab, der arbejder i Afrika, Mellemøsten og Danmark. Sudanmissionen støtter en bred vifte af kirkelige og sociale projekter i Den 3. Verden inden for sundhed, undervisning, gadebørn, kapacitetsopbygning, freds- og forsoningskurser, plantageopbygning og radio/TV-udsendelser. Budget: 17,2 mio. kr., 31 ansatte, 180 sudankredse, 84 genbrugsbutikker og 2.200 frivillige medarbejdere.