Onsdag er international mindedag for folkedrabet i Rwanda

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

FNs Generalforsamling har besluttet at udnævne onsdag den 7. april 2004 til “international dag til minde om folkedrabet i Rwanda”, skriver udenrigsministeriet tirsdag i en pressemeddelelse.

Rwandas daværende præsident Habyarimanas omkom den 6. april 1994, da hans fly blev skudt ned over hovedstaden Kigali. Med i flyet var også Burundis præsident.

Begivenheden udløste én af de værste massakrer i verdenshistorien. Mellem den 6. april og den 17. juli 1994 blev flere end 800.000 tutsier og moderate hutuer dræbt i en systematisk nedslagtning begået af ekstremistiske hutuer.

Over 4 millioner, eller mere end halvdelen af befolkningen, måtte som følge af konflikten flygte fra deres hjem. Folkemordet var den største humanitære katastrofe i anden halvdel af det 20. århundrede.

Massakren blev starten til mange års uroligheder i regionen, som involverede Rwandas nabostater, og som først nu er ved at finde sin afslutning. Det retslige opgør efter folkemordet pågår stadig.

I anledning af markeringen udtaler udenrigsminister Per Stig Møller (K):

– De grusomme begivenheder, som verden var vidne til i Rwanda for 10 år siden, må aldrig glemmes. Vi mindes de flere end 800.000 dræbte og føler med de mange millioner, som er blevet berørt af konflikten i Rwanda.

– Konflikten i Rwanda viser med al tydelighed, hvorledes en intern konflikt kan få lov til at udvikle sig til en regional. Konflikten har påvirket udviklingen i regionen i adskillige år, og meget kunne være sparet, hvis den effektivt var søgt forebygget af det internationale samfund.

– Stærkt internationalt samarbejde og engagement er afgørende og det bedste middel til at forhindre, at verden igen bliver vidne til et folkemord. Samarbejdet i FN og i EU om at styrke indsatsen i forhold til konfliktforebyggelse i Afrika bidrager hertil.

– Det er særlig vigtigt, at den indsats, vi yder, styrker regionale organisationer i Afrika, således at Afrika bliver bedre i stand til selv at forebygge og håndtere konflikter.

– Fra dansk side har vi for nylig besluttet netop at yde støtte til en styrkelse af den afrikanske kapacitet på området, slutter udenrigsministeren.

Kilde: www.um.dk