De humanitære organisationers principper om neutralitet og uafhængighed er i
søgelyset i spørgsmålet om at styrke samarbejdet med militære indsatsstyrker i givne situationer
I hvor høj grad skal en militær indsatsstyrke og humanitære organisationer arbejde sammen i en konflikt? Skal de overhovedet samarbejde for at kunne hjælpe civile? Og hvad er konsekvenserne?
Sådan lød nogle af de mange spørgsmål, der blev rejst på et debatmøde onsdag (27. oktober) på Århus Rådhus om ”Beskyttelse af civile i katastrofer.” I debatpanelet sad blandt andre forsvarsminister Søren Gade (V) og Nils Carstensen, som er katastrofemedarbejder og journalist i Folkekirkens Nødhjælp, skriver journalist Malene Haakansson i et mødereferat, bragt i seneste udgave af organisationens Nyhedsbrev.
Set i lyset af den internationale kamp mod terror og erfaringerne i Afghanistan, Irak og den tilspidsede situation i Sudans Darfur-provins mener forsvarsministeren, at det er blevet nødvendigt at humanitære organisationer og militære styrker samarbejder for at hjælpe civilbefolkningen.
– Situationen i Irak viser, at vi er gensidigt afhængige af hinanden. Mine styrker er med til at skabe sikkerhed, så de humanitære organisationer kan komme i gang med deres arbejde og være med til at sikre, at landet ikke falder tilbage i krig, sagde forsvarsministeren.
Han anførte, at militære styrker kan blive nødt til at udføre humanitært arbejde i perioder som f.eks. at sikre vandforsyning og uddeling af mad, hvis humanitære organisationer ikke kan være til stede på grund af sikkerheden.
– Men vi er ikke på strandhugst i de humanitære organisationers arbejde. Det er vores opgave at skabe sikkerhed, og de humanitære organisationer skal stå for det humanitære arbejde og for genopbygning.”
Nils Carstensen fra Folkekirkens Nødhjælp ser ikke noget problem i, at militære styrker udfører civilt arbejde i situationer, hvor humanitære organisationer ikke er til stede på grund af sikkerheden.
Men han finder det væsentligt, at militære styrker og humanitære organisationer ikke sammenblander deres mandater. For ham er det altafgørende, at de humanitære organisationer bevarer deres neutralitet og uafhængighed, så civilbefolkningen og de krigende partnere kan skelne mellem nødhjælpsarbejdere og soldater.
– I 9 udaf 10 konflikter er neutralitet det eneste skjold, som humanitære organisationer har. Hvis humanitære organisationer arbejder for tæt sammen med militære styrker og dermed kan opfattes som part i en konflikt, vil vi også blive skydeskive, sagde Nils Carstensen.
Han henviste til konflikten i Sudans Darfur-provins, hvor humanitære organisationer udfører hjælpearbejde til trods for den urolige situation og den manglende sikkerhed for civilbefolkningen. For at bevare de humanitære organisationers neutralitet er det også vigtigt, at organisationerne ikke lader sig underlægge en politisk og militær dagsorden, når de vurderer, hvor nødhjælpsindsatsen skal sættes ind, argumenterede Nils Carstensen.
– Vi vil gerne koordinere vores indsats med militære styrker, så vi ikke træder hinanden over tæerne, og udveksle information, når det er til gavn for civilbefolkningen. I hvor høj grad vi skal samarbejde afhænger af situationen. F.eks. kan vi som regel have et tættere samarbejde med ubevæbnede fredsbevarende styrker end med militære styrker midt i en kampsituation, mente Nils Carstensen.
VK-regeringen vil de næste 5 år bruge 15 mio. kr. på at styrke samarbejdet mellem militære og humanitære indsatser i konfliktområder, hvor der er indsat danske styrker. Derfor er der nedsat en arbejdsgruppe med blandt andre Folkekirkens Nødhjælp. Gruppen skal sammen med Udenrigs- og Forsvarsministeriet udarbejde retningslinjer på området.
Debatmødet, hvor udviklingsforsker Hjalte Tin og Phil Clark fra Læger Uden Grænser også deltog, var arrangeret af Folkekirkens Nødhjælps frivillige i Århus og afgående generalsekretær Peter Lodberg.
