Operation Dagsværk 2015 går til Somalilands studenterbevægelse

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Efter et intenst stormøde på Fyn i weekenden, hvor gymnasieelever fra hele landet var samlet, står det klart, at Operation Dagsværks oplysnings- og indsamlingskampagne i 2015 koncentreres om SOS Børnebyernes projektforslag, som støtter unges kamp for indflydelse og rettigheder i Somaliland. 

Fire NGOer var med i opløbet om at vinde kampagnen. De tre andre var Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Flygtningehjælp og CARE Danmark, som også “præsenterede interessante og perspektivrige projektforslag”, skriver Operation Dagsværk (OD) i en pressemeddelelse sent søndag aften. 

Valget på SOS Børnebyernes projekt faldt efter langvarig debat og en nervepirrende afstemning på stormødet på Hyllehøjskolen i Middelfart, hedder det.

Når de voksne bestemmer alt

I Somaliland på Afrikas Horn bestemmer forældrene, klanen og ældre mænd stort set alt. Når man er ung, er man sat uden for indflydelse politisk, socialt, økonomisk og personligt. 

Operation Dagsværk vil i 2015 bakke op om studenterbevægelsen i Somaliland, så de unge får en stemme i samfundet.

Det handler om at give Somalilands ungdom støtte til at tale deres sag over for forældre, lærere, ældreråd og politikere.

”De mange dagsværk vil bl.a. betyde, at ti gymnasier kan danne elevråd og 800 unge mænd og kvinder blive trænet som talspersoner for deres generation. Det kommer til at gøre alverden til forskel for de unge,” forklarer kommunikationschef i SOS Børnebyerne, Line Grove Hermansen, på fadderskabsorganisationens website mandag.

Projektet i Somaliland skal organisere elevrådene i en fælles studenterorganisation for gymnasieelever. Derudover vil projektet undervise 15.000 gymnasieelever i deres rettigheder, uddannelsespolitik og i at føre kampagner og få politisk gennemslagskraft.

Et fattigt omstridt land 

Somaliland ligger ud til Adénbugten ved indsejlingen til Det Røde Hav og har de facto fungeret som en uafhængig stat løsrevet fra Somalia siden 1991, men er ikke internationalt anerkendt som en selvstændig nation.

Den talrigeste klan er Isak (somali-Isaaq), som med sine subklaner er den dominerende magtfaktor, dog er andre klaner repræsenteret i området.

Samfundsøkonomien holdes i vid udstrækning i gang ved hjælp af udenlandsk støtte og midler sendt fra udlandsbaserede landsmænd.

Somaliland er et af de mest underudviklede lande i verden, og over halvdelen af befolkningen lever under FN’s fattigdomsgrænse.

Somaliland omfatter omtrent samme område, som i sin tid var kolonien Britisk Somaliland. Hovedbyen er Hargeisa med over en million indbyggere.

Man har uden international hjælp gennemført en slags demokratiseringsproces. Resultatet er en blanding af lokale traditioner og vestligt demokrati. Siden 1991 er der afviklet fire fredelige præsidentvalg og otte regionale. 

Danmark yder betydelig udviklingsstøtte og åbnede i 2012 som det første vestlige land et bilateralt programkontor i Somaliland.

Gymnasiesolidaritet

Programansvarlig i SOS Børnebyerne, Emil Birk, er en glad mand efter afgørelsen endelig faldt: “Det er fantastisk, at det lykkedes. Jeg er helt lamslået. Nu glæder jeg mig bare til at komme i gang”.

Ida på 17 år og Josefine på 18 fra Christianshavns Gymnasium i København stemte begge på SOS Børnebyernes forslag i Somaliland:

”Det er et godt og vigtigt projekt. Det handler bl.a. om ligestilling, som vi jo går rigtig meget ind for og så er det utrolig bæredygtigt. Vi håber også, at det her projekt kan skabe debat i Danmark og sætte fokus på elevbevægelserne herhjemme”.

Nu begynder et parløb mellem Operation Dagsværk og SOS Børnebyerne, som den 26. november kunne fejre sit 50 års jubilæum i Danmark.

Parterne vil i løbet af det næste år sætte en oplysningskampagne i gang, der skal lede op til kulminationen onsdag d. 4. november 2015, når landets gymnasieelever endnu engang hopper i arbejdstøjet for at bistå unge i verdens u-lande.

Kenya i år

Dettte års Dagsværks-projekt gik til unge homoseksuelles kamp for lige rettigheder i Kenya – mere på http://od.dk/side/30/projektet

Operation Dagsværk er elevernes egen oplysnings- og solidaritetsorganisation, som laver oplysningskampagner og arbejder penge ind til fordel for verdens fattige og undertrykte børn og unge.

Man kan læse mere på Operation Dagsværks hjemmeside: