Lars Zbinden Hansen
skriver fra Lomé
Terrorisme, illegale våben og narkotika er øverst på dagsordenen, når sikkerhedseksperter i disse dage mødes i Algeriets hovedstad, Algiers.
Især de massive ansamlinger af våben, som ligger ubeskyttede tilbage på åbne lagre efter den væltede diktator, Muammar Gaddafi, indgyder frygt og uro.
Repræsentanter for vestlige lande og fra Algeriet, Mali, Mauretanien og Niger forsøger at udstikke linjerne for et styrket sikkerhedssamarbejde over grænserne i Sahel-landene, der strækker sig i et bælte på tværs af Afrika lige under Sahara.
Uroen er ikke blevet mindre, efter at den islamiske terrororganisation, “Al-Qaeda i Islamisk Maghreb” (AQIM), for nylig via et mauretansk dagblad lod verden forstå, at gruppen for længst har fået fingre i store dele af Gaddafis våben.
Særligt frygtede er de mange bærbare jord-til-luft-missiler, der uden megen træning kan skyde et passagerfly ned.
Før Gaddafi faldt, menes Libyen at have ligget inde med 20.000 af den slags våben, som krise- og nødhjælpschefen i Human Rights Watch, Peter Bouckaert, har kaldt ”Gaddafis favorit-legetøj”. Dertil kommer ikke mindre en 100.000 anti-tank og anti-personnel miner.
De ubeskyttede våbenarsenaler har fået FNs sikkerhedsråd til at udtrykke ”bekymring”.
Det hedder bl.a. i en resolution, at ”spredningen af alle våben … ikke mindst bærbare jord-til-luft-missiler, i regionen, kunne give næring til terroristaktiviteter, inklusive fra Al-Qaeda i Islamisk Maghreb”.
Vagt i gevær
Sikkerhedsrådet anmoder samtidig det libyske nationale overgangsråd samle de store mængder våben og oplagre dem på sikre steder, samtidig med at nabolandene bliver bedt om at gøre deres yderste for at standse spredningen af våbnene.
Men spørgsmålet er, hvor meget nabolandene reelt kan gøre andet end at råbe vagt i gevær, så-at-sige.
Nigers præsident Mahamadou Issoufou sagde i fredags under et besøg hos sin sydafrikanske kollega, Jacob Zuma, at ”våben bliver stjålet i Libyen og spredt over hele regionen”, og at terrortruslen mod landene nu er større end nogensinde”. Han bad Sydafrika om militær hjælp til at imødegå problemet.
Issoufous udtalelse kom kun få dage efter, at Nigers militær kom i ildkamp med våbensmuglere fra Libyen. Seks smuglere og en soldat blev dræbt. Ifølge Nigers udenrigsminister Mohamed Bazoum er det fjerde gang siden februar, at libyske våben er blevet forsøgt smuglet igennem det vidtstrakte ørkenlands territorium.
Issoufous premierminister Rafini Briji ekkoede nærmest sin chef under et besøg i Burkina Faso: ”Konflikten i Libyen har skabt nogle meget komplicerede situationer, efter at våbendepoterne blev åbnet, og folk fra alle lejre har taget våbnene i alle retninger”.
Våbenbazar
Human Rights Watch vurderer, at våbenlagrene er et helt uoverskueligt problem. Som Peter Bouckaert siger, er der er næsten ingen grænser for, hvem der har været inde på den piv-åbne ”libyske våbenbazar”.
Niger er særligt berørt. Det anslås, at 200.000 nigerer er vendt hjem fra Libyen, og ingen ved med sikkerhed, hvad de hjemvendende har med sig af ubehagelige overraskelser til et i forvejen skrøbeligt nyt demokrati.
Også i Mali har man skærpet beredskabet og er under lige så stort pres for at reagere som i Niger. Det er i den nordlige del af landet, at AQIM har sine stærkeste baser.
Det har fået USA til at give Mali en ekstra hjælpende hånd. Amerikanerne donerede i slutningen af oktober logistisk udstyr, herunder 68 køretøjer, til en værdi af 52 millioner kroner til Malis terrorbekæmpelse.
USA og Mali optrapper dermed det samarbejde mod terror, som har stået på siden 2006, hvor amerikanerne begyndte at træne en særlig malisk anti-terror-enhed.
Om den amerikanske hjælp siger den maliske forsvarsminister, Natié Pleah, til Jeune Afrique: ”Stillet overfor de nye sikkerhedstrusler har Mali og USA de samme bekymringer og beskæftiger sig med den samme kamp”.
Den amerikanske chargé d’affaires i Bamako, Peter H. Barlein, siger til samme magasin, at materiel i sig selv ikke er nok til at bekæmpe terrorismen. ”Man skal samtidig engagere sig med de regionale partnere for at koordinere kampen mod usikkerheden” i området.
Diplomaten ligger dermed på linje med en række eksperter, der mener, at kun en ”kollektiv, organiseret og enig” indsats af landene kan dæmme op for terrortruslen.
Vitale interesser
Terroristerne er næppe USAs eneste begrundelse for at støtte Mali og nabolandene.
Amerikanerne har længe forsøgt at få et fast hovedkvarter i Afrika til dets Africa Command, der er ansvarlig for alle militære operationer og anliggender på kontinentet. Kommandoen har i dag base i Stuttgart i Tyskland.
Der skeles givetvis også til de enorme uudnyttede ressourcer, som Afrika ligger inde med af uran, guld, gas, jern, fosfater, kobber, tin og ikke mindst olie. ”Vitale amerikanske interesser er på spil” i Afrika, har det lydt fra den nuværende og tidligere amerikanske administrationer.
Ifølge den strategiske tænketank National Intelligence Council regner man med i 2015 at importere 25 procent af det amerikanske oliebehov fra Afrika.
Samtidig med USA’s støtte til Malis terrorbekæmpelse satser man også på at kunne sætte en stopper for den tiltagende smugling af narko op igennem Vestafrika.
AQIM henter de fleste af sine ”indtægter” ved narkosmugling, og den forretning er de senere år taget til, efter at de colombianske narkokarteller har omlagt deres leveringsruter til Vestafrika.
Det er især kokain og hash, der kommer ind via Ghana, Nigeria, Togo og ikke mindst Guinea-Bissau, som af flere rent ud nu bliver kaldt ”narko-staten”.
Herfra smugles kokainen ad hemmelige ruter op igennem Sahel og Sahara og videre til Europa og Den Persiske Golf, som er to af de største markeder.
AQIM har også en indbringende forretning ved at hæve løsepenge for deres vestlige gidsler. I øjeblikket holder gruppen 4 franskmænd i fangenskab, som de kræver 90 millioner dollars for.
De blev kidnappet i Niger i september i fjor og menes at sidde indespærret et eller andet sted i Timetrine-regionen i det nordlige Mali.
Tuaregernes kamp
Efter Gaddafis fald kan Mali lægge endnu et potentielt destabiliserende problem oveni terrortruslen, nemlig de tuareger, der vender hjem fra Libyen.
Det var tuareger, der sammen med andre afrikanske lejesoldater til det sidste kæmpede på Gaddafis side. Selv om de nu har mistet diktatorens stærke og mange-årige støtte, har deres aspiration om eget hjemland i den nordlige Azawad-region i Mali fået ny næring.
Belæsset med de mange våben fra Libyen har de slået sig sammen med den ellers ”ikke-voldelige” Nationale Azawad-Bevægelse, der har været en af de stærkeste fortalere for eget hjemland. Det er blevet til ”Den Nationale Bevægelse for Azawads Befrielse”.
En tuareg-talsmand, Hama Ag Sid’Ahmed, har via satellit-telefon fra et ”uidentificeret sted” sagt til nyhedsbureauet AP, at mange højt-rangerende officerer fra Libyen har sluttet sig til den nye bevægelse.
Det udlægges i Malis hovedstad, Bamako, som et klart tegn på, at et nyt tuareg-oprør er under opsejling.
Det er langt fra første gang. De maliske tuaregers ønske om et eget hjemland er flere gange de seneste årtier blusset ud i regulære miltiære oprør
Mali forsøger på sin side at dæmme op for tuaregernes krav ved at love udvikling i den nordlige del af landet.
I søndags blev en repræsentant for regeringen sendt op i bjergene syd for grænsen til Algeriet for at holde ”rådslagning” med tuaregerne. Ifølge regeringen var formålet at lytte til hinanden, forsøge at køle situationen ned og undværge, at en ny konfrontation bryder ud.
Kronisk dårlig regeringsførelse
Andre iagttagere har gjort opmærksom på, at sikkerheden i Vestafrika kun kan forbedres, hvis de underliggende strukturelle problemer løses.
OECD har i en rapport gjort gældende, at sikkerhedstruslen kun kan fjernes, hvis landene i regionen får fuld kontrol over deres territorier.
Sahel-regionen er i dag særdeles sårbar, fordi det er ”underadministreret” og lider af ”kronisk dårlig regeringsførelse”.
”Staternes manglende evne til at udøve deres suveræne magt over hele territoriet er hovedårsagen bag den stigende risiko for destabilisering og væbnet konflikt. En skrøbelig stat er et potentielt mål for anarkistiske kræfter”, hedder det fra OECD.
Så mange spørger idag – med bekymring: hvor blev Gaddafis våben af.
FAKTA:
AQIM menes ”kun” at have lidt under tusind medlemmer, hvoraf det med nogenlunde sikkerhed anslås, at 300 opererer i Wagadou-skovene i det nordlige Mali
Tuaregerne er spredt over de grænser, der blev trukket af kolonimagterne, og udgør nu omkring 1,5 million mennesker i Algeriet, Burkina Faso, Libyen, Mali og Niger – hovedparten i Mali.
—————–
Journalist Lars Zbinden Hansen korresponderer til U-landsnyt.dk fra Lomé i Togo.