Tekst og fotos: Lars Zbinden Hansen
Kenya er godt i gang med at forbedre livsvilkårene for over fem millioner slumbeboere, der i dag lever i træskure med tin og blik til at holde regnen ude. Kom med til Kibera, der af nogle betegnes som Afrikas største slumområde.
Rubavu/30.10.2014: Jeg venter ved Hilton Hotel, downtown Nairobi.
Er kommet et par minutter for tidligt til at mødes med George Sachie fra UN-Habitat, så i ventetiden går jeg igennem sikkerhedschecket ind i hotellet og er pludselig i en femstjernet verden af marmorgulve, glitrende paneler, indirekte smagfuld belysning, trapper med gelændere med smedejern i finurlige gesvejsninger, højryggede lænestole polstret med fløjl (eller er det velour?), en overdådig lysekrone, en professionelt smilende receptionist bag en 8-10 meter lang reception i mahogni, er det vist.
Drysser ud igen og møder George, skifter scene til et hullet sæde i en udtjent Citi Hoppa bybus, en snegletur ud fra et proppet centrum, op ad Valley Road og til venstre ind i Upper Hill-kvarteret, mens vi skramler ind til stoppestederne, hvor billetkontrolløren springer ud og råber ”Kibera”.
Jeg noterer på min blok, at jeg ikke længere vækker opsigt som hvid, som jeg gjorde engang.
Passagerer, der står af og på, registrerer formentligt med øjenkrogene, at der sidder en enlig hvid i et af sæderne. And then what?
En svagt sitrende uro melder sig i kroppen. Jeg er på vej væk fra min middelklasse-tryghedszone, ind i en anderledes sfære, hvor man skal være formet af afsavn for at have overblik på omgivelserne.
Fem kilometer og en time senere tripper George og jeg igennem en stærk og gennemtrængende fækalie-stank over åbne render ind i Kibera-slummens labyrint af små træskure, ”shacks” med tin og blik.
Terrænet skråner, så man kan forestille sig et kaos af ødelæggelser, når det stormer og regner. Grunden under skurbyen er affald, et vaklende fundament for en hvilken som helst bolig.
Flyvende toiletter
Vi er nået et godt stykke ind i labyrinten, og en tanke melder sig.
Kibera er blot et af Nairobis mange slumområder. Mathare, Korogocho, Dandora, Kangemi er andre skurbyer på minimal plads, der er presset til det yderste af alt, alt for mange mennesker.
Det anslås, at slumbeboere udgør mellem 60 og 80 procent af Nairobis 3,5 millioner indbyggere.
Jeg tripper på en planke over en åben rende, glider ned på den modsatte side og er tæt på at få lort og pis på mine sorte sko.
Man skal se sig for og samtidig holde øje med luftrummet over de smalle gyder, være forberedt på at dukke sig for de berygtede ”flyvende toiletter”. Det er plasticposer, som beboere skider i, snører sammen og smider over bliktagene.
Det er en praktisk, men noget selvisk løsning på det problem, at 1000 offentlige toiletter er lidt i underkanten til 179.000 mennesker, 179 mennesker per toilet.
For de fleste beboere er nærmeste mulighed, når de ”skal”, et hul, som de har gravet bag shacken og deler med naboerne.
Jeg har læst et sted, at op mod 50 shacks med 5-6-7-8 familiemedlemmer kan deles om sådan et hul, eller latrin. Alternativet er de åbne render i gyderne eller at stå i kø foran et af de offentlige toiletter, og altså ”flyvermodellen”.
Vand-mafia
Til gengæld har Kibera, siden jeg var her sidst, fået to ledninger med vand udefra. Det er en klar forbedring fra tidligere, hvor beboerne hentede forurenet vand bag Nairobi-dæmningen i bunden af slummen.
Men vandfordelingen foregår på særlig Kibera-facon. Forsyningen styres af en ”vand-mafia” på omkring 650 vandhandlere, der bestemmer prisen. 20 liter vand i Kibera koster normalt 3 shillings (eller 20 øre, red). Det lyder ikke af meget, men det er væsentligt højere end i resten af Nairobi.
Ifølge NGO’en M-Maji, der i Kibera kører et projekt, hvor de forsøger at bringe forsyningsside og forbruger sammen via mobiltelefon, burde prisen på 20 liter højest være 1 shilling.
Men overprisen på 3 shillings er ikke nok for vand-mafiaen. Et par gange om måneden stopper eller begrænser de forsyningen, laver kunstig vandmangel, presser prisen op, nogen gange helt op til 30 shillings for 20 liter.
Strømtyve
Affald ligger i dynger overalt. Renovationsvæsen, som findes i finere kvarterer i Nairobi, er en umulig tanke. Lastbiler og indsamlingsvogne kan ikke komme frem i de smalle gyder, ja biler i det hele taget.
Der hænger el-ledninger ned fra tage og pæle, hjemmelavet juks med livsfarlige ledninger, hæftet sammen med gaffatape, i skrækindjagende nærhed til de åbne render.
Det anslås, at 20 procent af beboerne har adgang til el. Også på det felt er det mafia-typer, som styrer forsyningen. De hægter sig angiveligt på det almindelige el-net ude Nairobi, stjæler altså strøm, som de sælger i slummen.
Vi går over jernbanelinjen, som skærer Kibera i to. På det her sted udstilles tøj, stoffer og sko helt op til svellerne. Varerne bliver flyttet, når godstog to gange om dagen kører igennem slummen.
En kyllingefarm
Vi bliver hele tiden standset af beboere, der smilende inviterer os indenfor.
Bonface Wambugu får mig lokket ind for at se hans ”farm”. 60 kyllinger klemt inde i små træbure. Bonface fortæller, at salget p.t. går rigtigt godt. Faktisk har han plads til 100 kyllinger i burene. Han skal snart ud i Nairobi og hente nye forsyninger. Et lille økonomisk ”boom” i Kibera.
Han viser mig sin bolig, den klassiske: 12-13 kvadratmeter med bliktag og vægge i en kombination af træ og mudder til ham og familien. Skuret er pletfrit rent og rydeligt indvendigt.
Et almindeligt billede i Kibera: beskidt udendørs, rent indendørs.
Wambugus kyllinger.
Staten ejer al jord under Kibera og har aldrig lovliggjort skurbyen. Slummen er officielt et stykke land, der er illegalt besat af indtrængende mennesker, ”en uautoriseret boplads”.
Derfor er der ingen offentlige institutioner i slummen. Skoler, klinikker, hospitaler drives af private, kirkelige eller humanitære organisationer som AMREF og Medicins sans Frontières.
Sådan har det været siden Kenyas uafhængighed i 1963, hvor den nye stat overtog slumområdet efter briterne, der tilbage fra 1920’erne havde haft planer om at rive Kibera ned og flytte beboerne. En slum så tæt på de fine hvide bydele og Nairobis centrum var en torn i øjet på de britiske administratorer.
Ressourcecenter
George Sachie har arbejdet i tre år for UN-Habitat, og mens vi balancerer igennem gyderne, giver han lidt baggrund for ”slum-opgraderings-programmet”, der skal forbedre livsbetingelserne for 5,3 millioner kenyanske slumbeboere inden år 2020.
Det blev sparket i gang i 2001, og i 2003 blev der lavet en aftale mellem regeringen og UN-Habitat om programimplementeringen.
Vi er i East Soweto, en af slummens 13 ”landsbyer” og kigger indenfor i Kibera Soweto East Resource Centre, en del af Habitat-programmet.
Centret indeholder en klinik og et apotek, der er ved at blive bygget færdigt af frivillige medarbejdere. Der er et day care center, hvor 8 børn og 2 frivillige pædagogmedhjælpere er rykket ind, samt et IT center med 16 pc-er, hvor der sidder tre teenagerdrenge med omvendte kasketter.
Byggeriet er finansieret af det tyske firma BASFs Social Foundation. Amerikanske CISCO leverer teknologi til klinikken, og Orange Telkom Kenya har lovet fri adgang til internettet.
Et par af Nairobis hospitaler vil stille læger og sygeplejersker til rådighed, når centret er færdigt.
Centret ledes af en bestyrelse af frivillige, og George overlader mig nu i formanden John Garanjas ”varetægt”. George selv skal ud i byen og købe en airconditioner til ressourcecentret, siger han.
John Garanja (og en ven) i nybyggeriet.
John fortæller, at centret nok skal blive godt. Det er ingen i tvivl om. Hvad der derimod optager sindene, er regeringens ”Kenya Slum Upgrading Programme”, KENSUP, og genhusningsprojektet, hvis første fase stod færdigt i 2009.
Beboerne kaldte de nye boligblokke for ”The Promised Land”, små lejligheder med indlagt vand, sanitet og elektricitet med plads til 1.300 mennesker, der kunne flytte væk fra slummen.
Spekulation
Det var planen, men The Promised Land var fra starten hærget af problemer. Bare lejen på 500 shillings, udgifter til vand og varme på 200 og 300 shillings (eller i alt cirka 65 kroner) om måneden væltede tanken om, at boligerne udelukkende skulle være for Kibera-beboere. Prisen i forhold til det omgivende Nairobi var for attraktiv.
”Onde karteller” satte sig på blokke og lejede ud til folk, der betalte under bordet, så huslejerne blev fire-fem gange dyrere. Folk udefra fik fingre i lejligheder, som de fremlejede til endnu højere huslejer.
Altså: i stedet for at løse et slumproblem i Kibera, blev projektet et gedemarked af spekulation.
Sammen med naboer og et par hangers-on vandrer John og jeg op ad en bakke i udkanten af East Soweto, hvor en ny fase af genhusningsprojektet er ved at være færdig.
Det er seks-etages blokke med i alt 624 boliger, der vil kunne huse omkring 3.000 mennesker. De første forventes at flytte ind i december. Igen er planen, at de nye boliger skal besættes med folk fra slummen.
Slum de luxe
Blokkene er bygget i grå cement og sten og rummer nye installationer til el og vand. Der er glas i vinduer og lamper udendørs og på gangene. Enkelt, funktionelt, lidt trist, men vender man sig og kigger ud over slummen, bliver boligerne pludselig særdeles attraktive.
En lejlighed koster 1,175 millioner kenyanske shillings (eller over 77.000 danske kroner), og hver familie skal, for at komme i betragtning, rejse 10 % af det beløb.
Så mange penge har de færreste, og derfor er beboerne i East Soweto gået sammen og har lavet et kooperativ og en kasse, som familierne spytter penge i.
Gennemsnittet for indbetalingerne har ligget på mellem 900 og 2500 shillings om måneden (60-165 kr.), fortæller John, men der er enkelte velbeslåede med gode jobs uden for Kibera, der har indbetalt beløb som 200.000 shillings (eller cirka 13.000 kr.).
John vurderer, at der efter ti års indbetalinger er en beholdning på 70 millioner shillings, eller næsten 4,7 millioner danske kroner.
”Vi har altså masser af penge i kassen og kunne sagtens bygge nye boliger selv. Men der er ingen plads i Kibera”. Købe jord uden for slummen er urealistisk med de høje Nairobi-priser, siger han.
Hvem der kommer i betragtning til boligerne bestemmes af en særlig ”Housing Comité”, og den del af programmet er ifølge John kørt skævt.
”Genhusningen skulle drives frem af os beboere (”community driven”). Derfor opstillede vi forskellige optioner på, hvordan vi kunne fordele boliger efter behov og ikke efter penge. Vi foreslog, at lejere efter fem år skulle have ret til at overtage skøderne på boligerne, altså bliver ejere i stedet for lejere. Men så kom staten med boligministeriet i spidsen og bestemte, at boligerne forbliver statens ejendom, for altid. Vi kan altså kun være lejere”, siger han.
Ifølge John er der gået stamme-slagsmål i ”Housing Comittee”, som kontrolleres af de store stammer som luoerne, med over en tredjedel af Kiberas beboere, samt luhyaer, kamba og kikuyuer, med det resultat, at folk fra de stammer får fortrin til de nye boliger.
John siger, at masaier f.eks. ikke har en jordisk chance.
Lidt lidt
Ved siden af de nye blokke er bulldozere i færd med at glatte den røde muld ud for at gøre plads til fire blokke mere.
John peger hen over tomten og siger:
”Der lå min shack. Jeg fik en time til at pakke sammen og flytte, og så blev shacken bulldozet”.
John tilhører de ti procent i Kibera, der ejede sin shack. Han er med familien på seks flyttet i en shack nede i slummen, hvor han nu bor til leje. Han er ikke sikker på, at han får en bolig i de nye blokke.
900 mennesker er blevet flyttet til et genhusningsprojekt, uden for slummen, i en Nairobi- forstad, så med The Promised Land og seneste fase med nye boligblokke i East Soweto, er der tale om i alt 4.000 mennesker, hvoraf et ukendt antal kommer ude fra og altså ikke fra Kibera.
John: ”Det er jo ingenting, når man ved, at der bor 70.000 mennesker bare her i East Soweto”.
En skrædder med lappeløsninger
Hen på eftermiddagen ringer John efter en ven med en ”taxi”, en bil uden licens til hyrekørsel, som henter mig uden for en indgang til Kibera, som jeg ikke har set før.
Jeg kører væk fra lort og skidt, men også fra mennesker med stor energi og opfindsomhed i deres daglige kamp for at overleve.
Jeg har set glimt af indre gnidninger, kriminalitet, vold, hørt om seks gangsterbander men også om foreninger, NGO’er, hvor fokus hedder samarbejde, sammenhold.
Alt sammen på Kiberas sammenmaste 3,5 kvadratkilometer plus/minus udkanter og spørgsmålet om, hvor slummen begynder og ender.
Amerikanske NGO’er er ikke i tvivl. De ynder at skrive: Nogenlunde på størrelse med Central Park i New York City.
En anden NGO, den britiske Kibera UK – The Gap Year Company, som forsøger at få unge studerende til at bruge et år som frivillige i Kibera, skriver om slumkvarteret, at det mangler alt: ”folks rettighed til at eje jord, rettigheder som boliglejere, boliger, vand, elektricitet, sundhedsklinikker, uddannelse, arbejde, sikkerhed og meget mere”.
John har ret: Slum-opgraderingen er velment, men det forslår som en skrædder i helvede, en skrædder med lappeløsninger.
Kolonitidens boom
Jeg kører ad Langata Road hjemad mod venner og gæstfrihed i Karen, mens jeg tænker på, at denne vej kørte Karen Blixen ofte.
Hun må have oplevet Nairobi som en spirende storby, er kørt forbi Kibera og har noteret sig konsekvenserne af løssluppen udvikling, kolonitidens boom, der kun ramte Nairobi fordi briterne drømte om Uganda og anlagde en jernbane, hvor Nairobi lå midtvejs.
Hos vennerne sidder jeg i en behagelig stol og bladrer i noter og udprint af baggrundsmateriale om Kibera. Læser igen, at nogle betragter Kibera som Afrikas største slum, måske verdens største og i hvert fald Nairobis største.
Det fyger med indbyggertal helt oppe på en million, men efter en dag i slummen og vandring på kryds og tværs er mit gæt, at det officielle tal på 179.000 rammer meget godt.
Løsning på energikrisen
Læser om den kenyanske NGO, Umande Trust, der sammen med den britiske organisation Practical Action har bygget 57 biocentre i Nairobi, blandt andet Stara Biocentre i Kibera.
Her kan folk indlevere deres afføring, som puttes i en såkaldt ”rådnetank”, der udtrækker methanen. Den sælges så tilbage til slumbeboeren som biogas til brug for kogeblus.
En af lederne af Umande Trust, Josiah Omotto, er i den britiske avis The Guardian citeret for at sige: ”Hvis afføring i det fri (”open defecation”) blev forbudt i Nairobi i dag, ville alle beboere i uformelle bebyggelser blive nødt til at stå i kø i to dage for at bruge eksisterende toilet-faciliteter”.
Men: ”Et individ laver 300 gram menneskeligt affald hver dag, og 60 procent af Nairobis 4 millioner indbyggere (CIAs World Factbook siger 3,3, Wikipedia 3,1, red.) bor i uformelle bebyggelser – det er 2,4 millioner mennesker. Vi har altså i Nairobi 720.000 kilo lort. Vi ønsker at lave det til biogas, så vi kan tackle energikrisen”.
Med disse fækale og håbefulde betragtninger iler jeg videre til et sidste afsnit i serien om gensynet med Nairobi. Jeg husker at trække ned efter mig.
