Organisationer i kø for at samle ind til efteråret: 5 landsindsamlinger på kun 5 måneder

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Danskerne skal til lommerne til efteråret. 6 u-landsorganisationer holder i løbet af få måneder 5 indsamlinger til gavn for grupper i Den 3. Verden, erfarer u-landsnyt.dk.

Det er aldrig set før og skyldes først og fremmest VK-regeringens sene natteforlig med Dansk Folkeparti om finansloven for 2006. Forliget indebar bl.a., at organisationerne selv skal skaffe 5 procent af midlerne til deres projekter i år. Næste år stiger tallet til det dobbelte – 10 procent.

Forliget betød også, at 4 u-landsorganisationer fik tilladelse til at skrabe pengene ind ved landsindsamlinger, nemlig CARE Danmark, Ibis, Red Barnet og Mellemfolkeligt Samvirke. De skal derfor alle ud på gader og stræder, men er først klar til det til efteråret, da de skal opbygge indsamlingssekretariater, planer, logistik m.v. for at kunne løfte opgaven.

Resultatet er blevet, at der løber en indsamling af stablen hver måned efteråret igennem – fra august til december. I alt håber organisationerne at sende henved 50.000 indsamlere på gaden.

CARE Danmark og Ibis lægger for med en fællesindsamling søndag den 27. AUGUST til fordel for Afrikas flittige, men fattige kvinder. Generalsekretær i Ibis, Vagn Berthelsen, siger det sådan: – Ved at sætte fokus på kvinder og piger sætter vi fokus på de fattigste og mest sårbare befolkningsgrupper i Afrika; men det er samtidig også dem, der repræsenterer et stort menneskeligt udviklingspotentiale. Målet er, at ca. 4.000 indsamlere kommer hjem med omkring 4 mio. kr. i alt.

Allerede en uge efter – søndag den 3. SEPTEMBER – sender Red Barnet indsamlere på gaden til en landsindsamling til fordel for “Børn i krig”. Et tema, som organisationen vil udbygge over de næste 5 år. Problemerne er også slemme. 300.000 børn i verden er børnesoldater og 50 mio. børn kloden over kommer ikke i skole på grund af krige. Målet er, at ca. 4.000 indsamlere kommer hjem med 4 til 5 mio. kr.

Første søndag i oktober – i 2006 den 1. OKTOBER – afvikles den årligt tilbagevendende landsindsamling til Dansk Røde Kors, hvor den store humanitære organisation sigter på at skaffe mindst 20 mio. kr. i hus til sin katastrofefond. Den skal især tilgodese de “glemte katastrofer”, og dem er der mange af. Røde Kors regner med at sende 20.000 frivillige på gaden ligesom sidste år, hvor resultatet blev 22,6 mio. kr.

Søndag den 12. NOVEMBER kommer turen så til en hjælpende hånd til verdens flygtninge. Det er nemlig den dag, da Dansk Flygtningehjælp holder sin traditionelle landsindsamling. Sidste år bakkede 15.000 frivillige op om flygtningesagen og gik på gaden med indsamlingsbøsser; de skaffede ca. 17 millioner i hus, det bedste resultat i 5 år og særlig flot, fordi indsamlingen kom lige efter en fælles landsindsamling til ofrene for jordskælvskatastrofen i Pakistan.

Søndag den 10. DECEMBER runder Mellemfolkeligt Samvirke det hektiske indsamlings-efterår af med ikke overraskende at bygge sit indsamlingstema og hele indpakningen op omkring Julen. Man vil belyse hvordan og under hvilke omstændigheder højtiden fejres i de konkrete MS-projekter for eksempelvis jordløse, forældreløse, gadebørn og andre udsatte grupper, mest i Afrika, som indsamlingen vil gå til. Indsamlingen vil også blive benyttet til at præsentere “det nye MS”, siger indsamlingsleder Charlotte Dyhr. Målet er 5.400 indsamlere og en indsamlingssum på 3,5 til 3,7 mio. kr.

Organisationerne kan så håbe, at sidste års velvilje på grund af først tsunami-katastrofen, siden monsterjordskælvet i Pakistan vil smitte af i 2006. I fjor gav danskerne nemlig penge til nødhjælpsarbejde som aldrig før. De 5 store (dav.) indsamlingsorganisationer modtog tilsammen over 720 mio. kr., mere end dobbelt så meget som i 2004.
-Søe