Flere velgørende organisationer herhjemme forsøger mere udfarende end nogensinde at appellere til folk om at testamentere en del af deres formue til det gode formål. Det sker bl.a. via advokater, møder og personlige henvendelser, skriver Berlingske Tidende tirsdag.
WWF Verdensnaturfondens medlemmer modtager i løbet af sommeren et brev, hvori organisationen spørger, om den må kontakte dem personligt for at høre om de ønsker at testamentere penge til Verdensnaturfonden.
Organisationen har etableret et netværk med 250 dyrlæger for at komme i kontakt med dyreglade ældre og et tilsvarende antal advokater, der giver folk den første times arverådgivning gratis, anfører Berlingske.
Folkekirkens Nødhjælp fortæller om muligheden for at testamentere i sit masseblad, “Nød”, mens Gigtforeningen planlægger at holde informationsmøder om arv i sine 25 lokalkredse, hvor advokater vil fortælle om testamenter.
Folkekirkekirkens Nødhjælp er den u-landsorganisation, der modtager mest i arv fra danskerne: 18,144 mio. kr. i 2002 og 19,115 mio. i 2003.
Viken Wetlesen, der har skrevet universitetsspeciale om arv og godgørende organisationer siger til Berlingske, at organisationerne bør oprette et fælles advokatkontor, hvor ældre kan få rådgivning om arv og testamenter.