Over 126.000 nu fordrevet af intense kampe i Malis tuareg-oprør

Forfatter billede

Lars Zbinden Hansen skriver fra Lomé

FN anslår, at 61.000 nu er fordrevet fra deres hjem i Mali og andre 65.000 flygtet over grænserne ud af det enorme vestafrikanske Sahel-land.

Folk flygter over hals og hoved fra kampe mellem Malis hær og tuareg-rebeller fra ”Den Nationale Bevægelse for Azawads Befrielse” (MNLA).

De store strømme af mennesker forværrer fødevaresituationen i hele Sahel-bæltet, der i forvejen er ramt af tørke. Over 12 millioner trues af direkte sult eller stærkt svingende muligheder for mad. Det skyldes manglende regn og fejlslagen høst i 2011.

Helene Caux, der er informations-medarbejder ved FN’s Flygtninge-højkommissariat (UNHCR) siger til nyhedsbureauet IRIN, at de fordrevnes situation er særdeles kritisk.

De fleste flygtninge har slået lejr i det åbne og golde landskab eller under træer, og de mangler mad, vand og medicin. Caux appellerer til verdenssamfundet om at skaffe 35,6 millioner dollars for at tage den værste brod af flygtningekrisen.

”Vi har behov for finansiering (”funding”), fordi krisen udvikler sig så hurtigt. Det er svært … fordi vi skal konkurrere med steder som Somalia”, siger Caux.

Enkelte telte på vej

Hjælpen er dog langsomt ved at nå frem til at et par af flygtninge-lokaliteterne.

UNHCR siger, at man har modtaget et par tusinde telte til fordeling hos flygtninge i Burkina Faso og Niger. Der er plads til seks mennesker i hvert telt.

44 tons udstyr – ikke fødevarer – er blevet kørt fra et lager i Accra i Ghana op til flygtningene i Nigers Tillabery-region ved grænsen til Mali.

Samtidig er regeringerne i de berørte lande sammen med humanitære organisationer begyndt at give indkvartering, mad og vand til nogle af flygtningene.

Kampene startede den 17. januar med MNLAs angreb på byer og militærforlægninger i den nordlige Azawad-del af landet. Gruppens mål er at opnå kontrol med det enorme område – ca. 15 gange større end Danmark – og holde folkeafstemning blandt de omkring 1,6 millioner mennesker.

MNLA forventer, at svaret på afstemningens spørgsmål, om den hovedsageligt tuaregiske befolkning ønsker en selvstændig Azawad-stat, er givet på forhånd.

Svaret bliver ”ja”, men Malis regering afviser blankt at afskrive noget af sit territorium til en tuareg-stat.

Hårdknude

Derfor kampene, der er blevet intensiveret de seneste dage.

MNLA nægter at gå i dialog med regeringen, medmindre en selvstændig stat er givet på forhånd. Malis regering på sin side vil have tuareg-opstanden slået ned inden præsidentvalget, der er planlagt til 29. april.

Onsdag dræbte Malis hær en lille pige på under fem år og sårede flere andre, da luftvåbnet bombede en flygtningelejr 20 kilometer fra regionshovedstaden Kidal.

Det oplyser Medecins Sans Frontieres, der sammen med Amnesty International indtrængende har anmodet Malis regering om ikke at ramme civilbefolkningen. Malis militær oplyser, at bomben var en ”fejl”.

Likvideringer

Der har hidtil ikke været officielle tabstal fra træfningerne, men internatonale nyhedsmedier mener at vide, at alene et rebel-angreb på byen Aguelhoc efterlod mere end 80 dræbte.

Den franske regering har støttet op om en udmelding fra Mali om, at rebellerne ved flere angreb har likvideret både soldater og civile med metoder, der til forveksling ligner de, som den frygtede islamiske terrorgruppe Al-Qaeda i Islamisk Maghreb (AQIM) benytter sig af.

Derfor beskylder regeringen MNLA for at stå i ledtog med gruppen, som for øjeblikket holder ni vesterlændinge som gidsler.

Rebellerne afviser og anklager i stedet Malis regering for at støtte terroristerne, der skaffer penge til sine våben og udstyr fra løsesummer for gidsler og fra narkosmugling op igennem Mali.

Tuaregerne har gjort oprør flere gange siden Malis uafhængighed fra Frankrig i 1960, og den seneste opstand er anført af en hård kerne tidligere lejesoldater, der kæmpede på Muammar Gaddafis side under den libyske borgerkrig.

Efter Gaddafis fald i oktober i fjor vendte de tilbage til Azawad og stiftede MNLA. Med sig havde de store mængder nye og kraftige våben fra de libyske lagre.

Azawad-området, der kæmpes om, udgør næsten halvdelen af Malis territorium og hele den nordlige del af Sahel-landet. Ifølge rebellernes hjemmeside (www.toumastpress.com) standser kampene ikke, før en tuaregisk stat er en realitet i de enorme regioner i Kidal, Gao og Timbuktu.

Hvor stort Mali er i dag illustreres af, at arealet udgør 1,24 millioner kvadratkilometer og det svarer til Frankrig, Tyskland og Italien lagt sammen.

Mali har henved 15 millioner indbyggere, hvoraf omkring 90 procent bor i den sydlige del.

————-
Journalist Lars Zbinden Hansen korresponderer til U-landsnyt.dk fra Vestafrika. Han er bosat i Lomé i Togo.