Amnesty International kan på FNs internationale anti-torturdag søndag (26. juni) notere bred opbakning fra befolkningen og en lang række af landets største organisationer til kampagnen for at få tortur forbudt ved lov, skriver organisationens danske afdeling torsdag i en pressemelding.
På FNs internationale anti-torturdag kan Amnesty International konstatere, at organisationens underskriftsindsamling for et forbud mod tortur i dansk lov nu har rundet 56.000 underskrifter.
I alt 56.876 danskere har vist deres opbakning til Amnestys underskriftsindsamling, der fortsætter året ud. Målet er at overrække regeringen 100.000 underskrifter.
Red Barnet, Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, UNICEF, DevoLex, Mellemfolkeligt Samvirke, Ibis, FN-forbundet og Dansk Retspolitisk Forening er blandt de foreninger, der støtter Amnestys kampagne for at få et forbud mod tortur skrevet ind i dansk lovgivning.
– Det er dejligt at konstatere, at Amnesty ikke står alene med kravet om at få et forbud mod tortur skrevet ind i dansk lovgivning. Tiden er inde til, at et flertal i folketinget får vedtaget det forbud. Der er ingen reelle argumenter imod, anfører Lars Normann Jørgensen, generalsekretær i Amnesty Danmark.
På internationalt plan starter Amnesty søndag den 26. juni en kampagne, der handler om de amerikanske torturovergreb i kampen mod terror.
Kampagnen indledes med et åbent brev til George W. Bush, hvor han opfordres til at nedsætte en uafhængig kommission, der skal undersøge alle aspekter af USAs fængslings- og forhørsmetoder i kampen mod terror. Amnesty ønsker også, at Bush iværksætter en undersøgelse af embedsmændenes roller i de torturovergreb, der har fundet sted under terrorbekæmpelsen.
Læs mere om den internationale kampagne:
www.news.amnesty.org/pages/usa-news-eng
Læs alt om Amnestys kampagne for forbud mod tortur på
www.amnesty.dk/forbydtortur
Yderligere oplysninger hos generalsekretær Lars Normann Jørgensen: 33 45 65 65/ mobil 21 28 21 15