Over halvdelen af alle sogne med i søndagens landsindsamling

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Med op mod 1.200 tilmeldte sogne har over halvdelen af landets sogne meldt sig til Folkekirkens Nødhjælps årlige sogneindsamling søndag den 6. marts – dvs nu på søndag.

Leder af sogneindsamlingen Connie Yilmaz Jantzen forventer, at antallet af medvirkende sogne kommer til at ligge meget tæt på 1.200, skriver journalist Thomas Gringer Jakobsen i organisationens seneste nyhedsbrev.

Med det antal sogne, der nu er tilmeldt, betyder det, at rundt regnet 2 millioner danske husstande får besøg af en indsamler fra Folkekirkens Nødhjælp på søndag, når frivillige går fra dør til dør og beder om et bidrag til Nødhjælpens arbejde med at stoppe verdens sult.

På trods af indsamlingens afdæmpede navn, “Stop den stille sult” er netop den “stille sult” en verdensomspændende katastrofe, der hvert år koster omkring 8 millioner livet.

Udover det vigtige arbejde, som sognene og indsamlingslederne udfører, er der gang i hvervning af indsamlere, der ikke er direkte kirkeligt tilknyttet. Folkekirkens Nødhjælp har i år rettet personlig henvendelse til mange tidligere indsamlere og bidragydere, som er hvervet på gaden af de såkaldte facere. De har fået et tilbud om en indsamlingsrute på søndag.

Fremgangsmåden med personlig henvendelse og et TV-spot med pigen Leke fra Malawi har medvirket til at motivere over 1.400 indsamlere, der allerede nu har meldt sig – hvilket er 4 gange så mange som på samme tidspunkt sidste år.

– I øjeblikket får vi cirka 250 tilmeldinger per dag, hvilket er rigtig, rigtig godt, siger Kim Skytte, projektmedarbejder hos Folkekirkens Nødhjælp.
2005 er målsætningen, at 20.000 frivillige vil rive et par timer ud af kalenderen den første søndag i marts og være med til at samle ind til støtte for verdens fattigste.

Sogneindsamlingen sidste år var til fordel for minerydning. Her var 17.800 danskere på gaderne for at samle ind over hele landet.

Vil du gerne være indsamler søndag den 6. marts, så tilmeld dig via www.noedhjaelp.dk eller på tlf. 80 60 80 60

Man kan også bestille seneste nummer af NØD, hvor man bl.a. kan læse om “Sultens børn” i Malawi – på tlf. 33 15 28 00

HVAD GÅR PENGENE SÅ TIL? De går til hele verden

Af journalist Stine Leth-Nissen., Folkekirkens Nødhjælp

Bidrag fra sogneindsamlingen den 6. marts går til projekter, der støtter de fattiges ret til og kamp for mad i Afrika, Asien, Mellemamerika og Rusland.

I MALAWI skal pengene fra Sogneindsamling 2005 bruges til oplysning for mødre med underernærede børn og til køkkenhaver og undervisning i praktisk ernæring for især kvinderne. Desuden støttes et hønseprojekt for kvinder, der blev ladt i stikken, da Danida i 2002 forlod Malawi.

I ZAMBIA vil Folkekirkens Nødhjælp også arbejde tæt sammen med kirkernes sundhedstjeneste, CHAZ. Projektet retter sig især mod forældre til børn, der er underernærede. De vil få kurser i, hvordan de kan dyrke næringsrige afgrøder og dermed sikre børnene en bedre trivsel.

I ETIOPIEN sulter næsten halvdelen af befolkningen. I samarbejde med Action for Development vil Folkekirkens Nødhjælp gennemføre et program, der retter sig mod ekstremt fattige nomader i den sydlige del af Etiopien.

Nomaderne vil få hjælp til at organisere sig, samle regnvand, lagre deres afgrøder, gedehold og lignende. Og de skal have hjælp til at fremføre deres problemer for de lokale myndigheder på en måde, der sikrer, at de bliver hørt.

INDIEN: Sult, krænkelser af menneskerettighederne og manglende adgang til landbrugsjord og basale fornødenheder er hverdagskost for de jordløse, daglejerne og de kasteløse – de såkaldte ”dalitter”.

Folkekirkens Nødhjælp arbejder for at skaffe de jordløse dalitter adgang til landbrugsjorder. En del af pengene fra Sogneindsamling 2005 skal bruges til at lære de dalitter, som får tildelt eller tilkæmpet sig jord, at anvende og dyrke jorden bedre, så de bliver i stand til forsyne sig selv med fødevarer.

Pengene vil også gå til lobbyarbejde og retshjælp for at sikre, at de fattiges rettigheder overholdes, samt at daglejernes arbejdsvilkår og indtægtsmuligheder forbedres, så de bliver i stand til at brødføde sig selv og deres familier.

I CAMBODJA går penge fra sogneindsamlingen ligeledes til at hjælpe småbønder og daglejere, der knap kan brødføde sig selv, samt til fattige og ofte voldsramte piger og kvinder.

I RUSLAND støtter sogneindsamlingen bl.a. tidligere fanger, der ofte er alvorligt underernærede ved løsladelsen. Desuden går de indsamlede penge til at hjælpe børn, unge og handicappede i forarmede landområder med ernæringsrigtig kost, lektielæsning, lærepladser, sundhedscheck og hjælp til at løse konflikter i familierne.

I HONDURAS og GUATEMALA lever store dele af landbefolkningen i dyb fattigdom. Penge fra sogneindsamlingen skal støtte jordløse, fattige småbønder og mayaindianske kvinder i højlandet.

Det gælder de fattiges adgang til jord og mikrokreditter samt bæredygtige småbrug, sådan at de kan brødføde deres egne familier og få varieret kost.

I flere af projekterne støttes især kvinderne til produktion af f.eks. tekstiler, sæbe og andre nyttige brugsting, så de kan skaffe sig en beskeden indtægt.