Det viser en gennemgang af Venstre-regeringens finanslovsforslag for 2016, som kom ud tirsdag.
Den afslører også, at regeringen ikke har tænkt sig at smække kassen i hurtigt og abrupt ligesom sidst i 2002, men vil trække de danske bistandsmidler ud mere planlagt og “anstændigt” ved at overholde indgåede regeringsaftaler med partnerlandene om bistand, der rækker flere år frem.
Samtidig viser gennemgangen, at der er stor forskel på, hvor i verden der slåes hårdest ned.
De fattige vestafrikanske lande klarer sig bedst. Østafrika holder skansen, dog bl.a. fordi den danske regering er bundet op på store og langvarige bistandsløfter til Tanzania, Uganda og Kenya, mens det sydlige Afrika ganske enkelt mister sine to sidste prioritetslande – Mozambique og Zimbabwe.
Uanset hvad, betyder det for Afrika syd for Sahara, at den bilaterale (direkte danske) bistand falder med en milliard – nemlig fra 2,5 milliard i 2015 til halvanden milliard i 2019.
Ikke fordi Venstre ikke gerne vil prioritere kontinentet, men fordi det unægteligt er sværere at tilgodese fra en lille kasse end en stor. Og den skrumper samlet set med ét eneste hug fra 17,7 milliarder i 2015 til til 14,77 mia. i 2016.
Se også om andre virkninger af Venstres sparehug på
https://globalnyt.dk/content/venstres-sparehug-kan-ramme-over-alt-og-det-gjorde-det-saa
Vi går Danida-landene igennem et for et, også i Asien og Latinamerika (alle tal er eksklusive NGO-bistand, humanitær hjælp, erhvervsrettet bistand, regional bistand m.v.)
Tanzania
Slipper billigt denne gang, men næppe næste gang.
Når tanzanianerne klarer sig ud af sparemøllen, skyldes det nok mest, at der allerede ligger regeringsaftalte tilsagn fra dansk side (den forrige regering) i milliardklassen.
Det nye landeprogram for bistanden blev undertegnet i november 2014 med samlede tilsagn om 1,35 milliarder kr.
Støtten til landbrug og erhverv rummer alene tilsagn (indgåede løfter) om 600 mio. kr. fra 2013 til 2019, ligesom støtten til sundhed og hiv/aids-bekæmpelse har 550 mio. i porteføljen fra 2015 til 2019.
Et program for god regeringsførelse (især et effektivt statsapparat og anstændige politkere) er ganske vist tidligere neddroslet, men fik nye penge på hånden i 2015 i form af 250 mio. kr.
Så er der generel budgetstøtte til den statslige forvaltning (ministerier og styrelser), hvor det seneste tilsagn i 2014 lå på 550 mio. kr., dog med den tilføjelse, at de danske bistandskroner fremover i højere grad udbetales i takt med påviselige resultater.
Der forventes udbetalt 400 mio. kr. til Tanzania i 2016. Til gengæld ligger der reelt ingen nye tilsagn fra og med 2016. Bistanden kører videre på allerede indgåede løfter, hvilket resulterer i en samlet forventet udbetaling af danske bistandsmidler på 1,6 milliarder 2016-2019.
Men Venstre har længe haft riven ude efter Tanzania, som har fået milliarder gennem flere årtier…
Uganda
Her synes der umiddelbart mere fremtidsperspektiv i bistanden, idet der ifølge finanslovsforslaget forudses indgået nye tilsagn om bistand i 2018 og 2019 på henholdsvis 375 og hele 875 mio kr. under et nyt samlet landeprogram, der lanceres i 2018.
Uganda har ellers været i vinden politisk, både generelt fordi magten er så koncentreret om præsidenten i nu flere årtier, Yoweri Museveni, og fordi landet har indført drakoniske love mod homoseksuelle.
Støtten til vækst og beskæftigelse indledtes med en ny fase efter tilsagn i 2014 om en halv milliard. Støtten til vand og sanitet løber fra 2013 til 18 med 450 mio. kr. i bagagen. Der er også nok at tage fat på, bl.a. vil man skaffe rent drikkevand til 800.000 ugandesere.
Støtten til god regeringsførelse er forlænget til 2018 og råder over 320 mio. kr, som blev stillet i udsigt tilbage i 2011. Der forventes udbetalt 270 mio. til Uganda i 2016.
Kenya
Landet fik tilsagn fra dansk side om 1,2 milliarder i bistand i 2015, og derfor er der ingen ny tilsagn p.t. Der er afsat 1,2 milliarder kr. i forventet udbetalt bistand fra 2016 til 2019.
Men de færreste tror også, at regeringen i København uanset partifarve vil opgive netop Kenya, der er et sikkerhedspolitisk anker i en urolig region. Den tæller f.eks. Somalia.
Somalia
Her vil man holde fast fra dansk side for at skabe mere stabilitet på Afrikas Horn.
Og der er heller ikke så meget at rafle om, for her i 2015 har man planlagt tilsagn på 450 mio. kr. til et nyt landeprogram, der løber fra 2015 til 2018.
Der står tillige i finansloven, at man forudser tilsagn om nye bistandsmidler for 250 millioner både i 2018 og 2019.
Sydsudan
Her er man også fast i kødet. Regeringen vil have, at Danmark bliver i Afrikas nye og konflikthærgede nation og planlægger i 2016 at give tilsagn om 150 mio. for tre år til “konfliktforebyggelse, bæredygtig fred og levevilkår”.
Endnu et tilsagn om midler påregnes i 2019 på 250 mio. Det olierige, men bundfattige land får udbetalt 80 mio. kr. i 2016.
Etiopien
Ikke en af de største modtagere af dansk bistand og det var en årelang kamp for Etiopien-støtter overhovedet at få det store land på Afrikas Tag med i Danida-kredsen.
Men regeringen fremhæver Etiopien som en af Afrikas største og hurtigst voksende økonomier, og så huser man 700.000 flygtninge fra nabolandene.
Så der forventes indgået tilsagn i 2018 om støtte til et program for grøn vækst, som allerede i 2014-17 har 150 mio. at gøre godt med.
I 2018 påregner man ligeledes at stille 100 mio. til rådighed for “modstandsdygtighed, produktions- og fødevaresikkerhed”.
Etiopien ventes at få udbetalt 55 mio. i 2016.
Vi bevæger os nu længere sydpå, nemlig til
Mozambique
Når partierne til venstre i Folketinget taler om en massakre på bistandsmidlerne, er det nok bl.a. hugget over Mozambique, der gør ondt – for strømmen af danske kooperanter til FRELIMOs land i Sydøstafrika var støt i mange år efter kolonifrigørelsen fra Portugal i 1975.
Stort set lige så længe har Danmark været i det store land med bistand. Men nu er det slut, siger Venstre. Mozambique skal ikke længere være et prioritetsland for dansk u-landsvirke, slet og ret.
Men det vil ske gradvis udfra et ønske om en “forsvarlig lukning af de danske engagementer”, som det udtrykkes i anmærkningerne til finanslovsforslaget.
Et særligt udfasningsprogram får hele 184 mio. kr. at råde over fra 2016, så det hele kan køre nogenlunde glat.
Pengene kommer nu nok fra den budgetstøtte til regeringen i i Maputo, som Danmark (ligesom andre donorer) udskød i 2014 på grund af “manglende gennemskuelighed i et stort indkøb af skibe og kystovervågning, som staten havde garanteret for” (udenom alle instanser og til donorernes fortørnelse).
De 125 mio. kr. i budgetstøtte udfases nu “umiddelbart”, hedder det. Dem får Mozambique med andre ord ikke. Og dog på anden vis….
Aktiviteterne i den snart olie- og naturgasrige, men de facto et parti-stat omfatter 490 mio. til vækst og beskæftigelse (tilsagn fra 2010), 450 mio. til sundhed (2012-2017) og i alt 315 mio. til miljø og klimasikring, hvoraf de sidste 80 mio. blev fastlagt i 2014.
Der er i konsekvens af den politiske udfasningsbeslutning ikke afsat en krone i ny statslig bistand efter 2016, så når de gamle bevillinger løber ud, er det slut.
Derfor falder udbetalingerne hurtigt fra påregnet 330 mio. i 2016, til 200 i 2017 og 60 mio. i 2019. Så det med det gradvise er ikke helt ved siden af.
Zimbabwe
Robert Mugabes reelle et-partistat ryger også ud – helt ud, medmindre nogle NGOer får penge til aktiviteter.
I 2016 er der påregnet udbetalt 110 mio., ellers intet beløb anført i årene fremefter.
Der er dog et udfasningstilsagn på 25 mio. i 2016 til god regeringsførelse og demokratisk udvikling – hvilket må siges at være tiltrængt netop i dét land.
Længere nordpå og mod vest er der ganske andre boller på suppen fra Venstres side.
Mali
Den enorme Sahel-stat i Vestafrika ligger nemlig meget nærmere Europa og islamister var ved at overtage magten, før de blev forjaget (indtil videre) af et fransk ekspeditionskorps.
Den islamistiske fare anses stadig for så alvorlig, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mandag i FN lovede flere danske (militære) midler til FNs fredsstyrke.
På bistandsfronten følger statsministerpartiet op. Et nyt landeprogram ventes klart i 2016 og skal løbe fra 2017 til 2021.
Støtte til den private sektor og jobskabelse fik 300 mio. kr. i 2013 over fem år og i 2017 og 18 forventes nye tilsagn.
Et program for vand og beskyttelse af naturressourcer i det karrige ørkenagtige land har fået tilsagn om 340 mio. fra 2009 til 15 og blev forlænget med 75 mio. i år for at kunne forsyne flere hastigt voksende byer med drikkevand.
Budgetstøtten blev genoptaget – ligeledes i 2015 – ligesom andre (bekymrede vestlige) donorer gjorde det.
Alt i alt forventes der tilsagn om ny bistand til Mali i 2017,18 og 19 på knapt en milliard kr. Signalet er ikke til at tage fejl af.
Burkina Faso
Her gik man og troede at kupmagerne i Danidas vestafrikanske ankerland var ved at ødelægge alt – enhver fremtidig goodwill.
Men nej, kuppet gik i sig selv igen, bl.a. da de store drenge i udlandet rynkede på brynene overfor den ekstremt bistandsafhængige nation.
Herhjemme var udenrigsminister Kristian Jensen (V) moderationen selv og slog på forståelse for det strategisk vigtige lands problemer.
Det giver pote i tirsdagens finanslovsforslag: Burkina Faso er inde i Danida-varmen igen – sådan som man var det i årtier – og der nævnes nye tilsagn om bistand for 300 mio. i både 2017 og 2018.
Et nyt landeprogram lanceres i 2016 spækket med tilsagn om bistand, som dækker frem til 2020: 75 mio. kr. i 2016, 125 mio. i 17 og 159 mio. i 2018.
Der påregnes således udbetalt 296 mio. i 2016 og 108 mio. i 2019.
Niger
En underlig historie, for det var en Venstre-udviklingsminister (Ulla Tørnæs), der i sin tid indstillede bistandsprogrammet i det enorme og udsatte ørkenland og overførte stort set det hele til Pakistan (se neden for).
Det skete efter et militærkup, som imidlertid er en saga blot i dag, da den demokratiske karakterbog er langt pænere.
Niger skal derfor ifølge overslaget have udbetalt danske bistandsmidler for 100 mio. om året mange år frem. Der er givet tilsagn om penge til tre sektorprogrammer (som det hed i gamle dage), hvoraf de to løber til 2017 og det sidste til 2019.
Men Niger er også sikkerhedspolitisk vigtigt i Vestens øjne, da dets kæmpemæssige ørkener og halvørkener ikke må blive opmarchplads for islamister.
Ghana
Det egentlige bistandsporgram er allerede under neddrosling; det meddelte dav. handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) under en Afrika-rundrejse i foråret 2014. I stedet skal det erhvervsmæssige samarbejde optrappes og diverse NGOer feje op efter Danida.
Der er nye bistandstilsagn i vente på 75 mio. både i 2017 og 18, men det er stort set også dét, udover hvad der allerede er igang.
Derfor påregnes udbetalingerne af egentlig “klassisk” udviklingsbistand falde fra 322 mio i 2016 til kun 25 mio. i 2019.
Til den tid er nemlig store programmer indenfor sundhed, vækst & landbrug og god regeringsførelse ved at løbe ud og andre 450 mio. kr., som skulle være givet i budgetstøtte over fem år fra 2014, er helt sløjfet.
Asien
Asien bliver karrig på danske prioritetslande inden for bistanden. Og den tendens har været undervejs længe på et kontinent, hvor der er stadig længere mellem nationer, som opfylder de danske fattigdomskriterier for at yde bistand. I stedet har NGOerne taget over.
Bhutan er ude. Indien er ude. Cambodja er ude. Og når året er slut, slutter Vietnam sig til rækken.
Det er beslutninger, der ligger før Venstre-regeringen kom til. Langt før. Og inderne ville selv ud af den danske bistandsklub, ja endte med at betale bistand tilbage. For man var en stormagt, der selv ville og kunne. Uanset den indiske virkelighed med hundreder af millioner bundfattige mennesker.
Venstre vil rydde endnu mere ud
Indonesien
Har i grunden længe været for rigt til dansk bistand og fik derfor miljøbistand “ad omveje” gennem Svend Aukens særlige miljøagentur (DANCED).
Nu tages konsekvensen som led i sparesleven: Indonesien ryger ud som prioritetsland. Udover klima- og miljøstøtte har der været tale om at bistå demokratisk udvikling og god regeringsførelse.
Det sidste program udløber i 2018. I 2016 forventes udbetalt 99 mio. kr.
Pakistan
Her er det snart slut med at være prioritetsland, så det blev en kort fornøjelse for pakistanerne, der som indbyggere i et relativt rigt land længe ikke fandtes i Danida-universet.
Der er nu ellers fattige i lange baner i verdens eneste muslimske atommagt.
Mest spektakulært har Danmark støttet et uddannelsesprogram med 60 mio. i grænseområderne. som køres af FNs Børnefond (UNICEF). Især piger tilgodeses og det har en lidt særlig baggrund.
Det var her, at en purung pakistansk pige blev vansiret og verdensberømt som senere Nobelpristager i sin kamp for pigers ret til uddannelse.
Vi støtter også demokratiet gennem et tilsagn i 2015 om 34 mio. kr., heraf 25 mio. til et kulturprogram og syv mio. til landets menneskeretskommission.
Sidste bevilling er til udfasning af det hele, den er på 30 mio. og falder i 2017. Så er det slut.
Bangladesh
De mange, mange mennesker i “Bangalernes Land” slap overraskende for Venstres sparekniv. De har vel også vænnet sig til, at Danida er til stede. Vi har været på plads med bistand praktisk taget siden nationens fødsel i 1971.
Venstre har haft riven ude mod Bangladesh, netop fordi vi har været der så umanerligt længe og fordi det alligevel vrimler med fattige.
Der bliver ikke desto mindre tale om nye tilsagn om bistand i 2016 på 300 mio. og 135 mio. i 17 – men indtil videre ingen i 2018 eller 2019.
Der er tale om 140 mio. til et program for menneskerettigheder og god regeringsførelse (2016), støtte til klimasikring og bæredygtig energi på 155 mio., også i 2016. og en fortsættelse af et program for vækst og beskæftigelse, især med vægt på landbrugsproduktion fra 2017.
Der påregnes udbetalt 138 mio. til Bangladesh i 2016.
Nepal
Her er det afgang fra Danida-klubben af prioritetslande. Og det er der nok en del, der begræder. Men de politiske forhold med årelange tovtrækkerier og handlingslammelse har svækket bistandens effektivitet og der er ikke rigtig noget sikkerhedspolitisk argument f.eks. for at blive der.
De store delprogrammer står til udløb i 2017 eller 2018, og det år er der afsat 50 mio.kr i såkaldt udfasningsstøtte til at lukke og slukke på en pæn måde.
Vi har programmer for vækst og beskæftigelse (400 mio. 2013-18), vedvarende energi 205 mio. (2012-17) og menneskerettigheder og demokratisering (200 mio. 2014-18).
Burma
Et splinternyt prioritetsland, som får lov at fortsætte med denne status efter oberst-styret har løsnet sit greb og demokratiet sår sine første spirer.
Der er planlagt tilsagn om 90 mio. i 2016 til støtte for demokrati, god regeringsførelse og menneskerettigheder og yderligere støtte i 2017. Også i 2016 påregner man tilsagn på 210 mio. til grøn vækst, hvor Danmark er nærmest verdensførende teknologisk.
Derimod neddrosles støtten til sundhed. Nye samlede tilsagn i 2017 løber op i 235 mio. Derefter er der ingen angivet.
Der forventes udbetalt 62 mio. kr. i 2016.
Afghanistan
En nation, som på grund af 43 døde danske soldater, mange flere kvæstede og sikkerhedspolitiske hensyn i nogen grad er løftet ud af den generelle bistandsdebat – bortset fra lejlighedsvise korruptionsskandaler, hvor adskillige kommentatorer er rigtigt trætte af, vi er der.
Bundlinjen er, at den nye regering ligeså vel som den gamle føler sig forpligtet til at overholde udbetalingsniveauet af bistand, som er fastlagt i det brede politiske forlig om Afghanistan-strategien 2015-17.
Det er mellem 400 og 500 mio kr,, helst det sidste, hvis landet overhovedet kan absorbere det på forsvarlig vis. Hvilket det kniber slemt med. Der er da også forudset udbetalt 413 mio. kr i 2016.
Netop fordi forliget løber til 2017 er der kun afsat tilsagn om ny bistand i 2016 (379 mio.).
Palæstinas selvstyre og DHIP
Ikke nok med, at vi fortsættet den mangeårige støtte til det palæstineniske selvstyre i Ramallah på Vestbredden. Regeringen kipper også med flaget for Det Danske Hus i Palæstina (DHIP), hvor pengene ellers var frygtet sparet væk.
Sådan går det ikke. DHIP skal “være fremtidigt fokuspunkt for kulturelle rettigheder”; derfor sikres bevillingen til huset for 2015-17. Og dermed sikres et langsigtet partnerskab med Huset, som ellers har måttet ty til ad hoc løsninger og private bidrag for at overleve.
Det danske bistandsprogram udstyres med et nyt landepolitikpapir som dækker 2016-2020, hvor der bl.a. bliver tale om 500 mio. fordelt på 2016 og 17 til et program for statsopbygning og menneskerettigheder.
I 2016 planlægges udbetalt 118 mio. kr.
Bolivia og Mellemamerika
Alle vidste, det ville komme: Bolivia ville blive vist vintervejen af et regeringsparti, der aldrig har brudt sig om landet og dets venstredrejede styre og som grundlæggende har ment det var en socialdemokratisk opfindelse i dansk bistandspolitik (hvad det også var i sin tid).
Andeslandet har ellers god brug for bistand, også den danske, og dets store held, hvis man kan sige det sådan, var at Rasmus Helveg Petersen (R) i sin superkorte periode som udviklingsminister nåede at få en regeringsaftale på plads i 2014 med tilsagn om bistand frem til 2018. Altså tre år endnu.
Så den løber og antastes ikke. Også andre programmer, tilrettelagt før da, løber frem til 2018. Så det bliver store skifteår for Danmark i Bolivia.
En af de store klumper er støtte til vækst i landbrug og erhverv med et tilsagn i 2014 på en kvart milliard. Dertil kommer støtte til naturforvaltning, især i Amazonas-regionen på 188 mo. og et program for at fremme politiske og civile rettigheder (125 mio. 2014-18).
Sidste udbetaling forventes i 2018 (150 mo.)
For Mellemamerika var der tale om et plaster på såret efter lukningen af bistanden til Nicaragua, da der blev søsat et regionalt menneskeretsprogram i en del af verden, hvor overgrebene på grundlæggende rettigheder er meget voldsomme og systematiske.
Det skæres også bort af Venstre-regeringen. Bortset fra et slut-trut på 10 mio. i 2016 til at “konsolidere de opnåede resultater”. Derefter nul kroner.