Den danske bistand steg i 2020 til 0,73 procent af den danske bruttonationalindkomst (BNI) fra 0,71 procent i 2019. Det fremgår af den oversigt over den globale udviklingsbistand, som OECD’s Udviklingskomité, DAC, fremlagde i tirsdags. Stigningen kan nærmest betegnes som historisk, for det er første gang siden 2014, at den danske bistandsprocent stiger. Men stigningen kom næppe bag på ret mange, af den enkle grund at det beløb, bistandsprocenten beregnes ud fra, BNI, faldt, fordi dansk økonomi i 2020 for en sjælden gangs skyld noterede negativ vækst på grund af coronapandemien.
Med en regering, hvis erklærede mål er at bringe dansk bistand ned på 0,7 procent af BNI, må det derimod betegnes som højst overraskende, at den danske udviklingsbistand også steg i absolutte tal, også selv om det kun var med 150 millioner kroner, fra 16,95 til 17,10 milliarder kroner. Tallene bygger på foreløbige indrapporteringer fra medlemslandene, herunder Danmark, og de kan også ses i Danidas database over den danske bistand, OpenAid.dk.
Tabel: Danmarks udviklingsbistand
År | I procent af BNI | Milliarder kroner |
2015 | 0,85 | 17,25 |
2016 | 0,75 | 15,95 |
2017 | 0,72 | 16,17 |
2018 | 0,72 | 16,27 |
2019 | 0,71 | 16,95 |
2020 | 0,73 | 17,10 |
Kilde: OpenAid.dk april 2021
Mindre til Afrika – og langt mindre til Asien
Den multilaterale andel af dansk bistand tog et gevaldigt hop i 2020, fra næsten 31 procent af den samlede bistand i 2019 til mere end 36 procent sidste år, hvor den bilaterale andel naturligvis faldt tilsvarende.
Stigningen i den multilaterale bistand er blandt andet kommet FN-organisationer og -programmer til gode. Deres andel af dansk bistand nåede i 2020 op på næsten 10 procent
Regeringen formåede sidste år ikke at leve særligt godt op til sit mål om at sende en større del af den danske bistand til Afrika. Afrikas andel faldt fra mere end 19 procent i 2019 til lige under 17 procent i 2020. Bedre går det målet om at sende en mindre del af bistanden til Asien. Asiens andel af dansk bistand blev næsten halveret, fra mere end 13 procent i 2019 til blot lidt over 7 procent i 2020.
Tabel: Fordeling på udvalgte kategorier i procent af den samlede bistand
2018 | 2019 | 2020 | |
Bilateral | 69,86 | 69,16 | 63,79 |
Multilateral | 30,14 | 30,84 | 36,21 |
FN-systemet | 7,01 | 8,52 | 9,55 |
Afrika | 16,07 | 19.28 | 16,96 |
Asien | 13,53 | 13,21 | 7,11 |
Kilde: OpenAid.dk april 2021
Næsten en tredobling til klima og miljø
Regeringens mission om at gøre dansk bistand grønnere slog godt igennem i 2020-bistanden. Danmark ydede sidste år i alt 1.188 millioner kroner i udviklingsbistand til miljø- og klimaformål. Det er næsten en tredobling fra de blot 360 millioner kroner i 2019.
Også kategorien befolkning og sundhed kunne – godt hjulpet på vej af de ekstraordinære coronaindsatser – notere en pæn stigning: fra 865 millioner i 2019 til 934 millioner kroner i 2020. Også migration blev der flere penge til i 2020 efter et fald i 2019. Niveauet er stadig lidt under, hvad det var i 2018.
I og med at den samlede bistand kun kunne notere en lille stigning, skal de ekstra penge tages fra andre formål. Her springer især Danidas erhvervsindsatser i øjnene med mere end en halvering: Fra 1.150 millioner kroner i 2019 til 489 i 2020. Det fald var bebudet og derfor ikke uventet. Det er det kraftige fald i bistanden gennem ngo’er til gengæld: Fra 997 millioner i 2019 til 859 millioner kroner i 2020.
Tabel: Dansk bistand til udvalgte sektorer i millioner kroner
2018 | 2019 | 2020 | |
Miljø og klima | 779 | 431 | 1.188 |
Befolkning og sundhed | 914 | 865 | 934 |
Migration | 279 | 150 | 218 |
Danidas erhvervsindsatser | 927 | 1.150 | 489 |
Humanitær bistand | 2.294 | 2.963 | 2.920 |
Bistand gennem ngo’er | 956 | 997 | 859 |
Modtagelse af flygtninge i DK | 424 | 360 | 320 |
Kilde: OpenAid.dk april 2021
Laveste antal asylansøgere nogensinde
I 2020 registrerede Udlændingestyrelsen 1.547 asylansøgere. Det er det laveste tal siden 1998, hvor tallene begyndte at blive opgjort på den nuværende måde. Det er mindre end en tiendedel af tallet i rekordåret 2015, hvor 21.316 mennesker søgte om asyl i Danmark.
Den del af udviklingsbistanden, der går til at betale udgifter for asylansøgere i Danmark, faldt da også i 2020, men udgør immervæk stadig 320 millioner kroner.