Ulla Tørnæs (V) sagde lørdag til betydelig lettelse for et større opbud af u-landsengagerede, at VK-regeringen ikke har planer om at svinge øksen over de frivillige organisationer (NGOerne) og deres bistand – snarere tværtimod – og at der i det hele taget ikke kan ventes snarlige nye initiativer på NGO-området efter et bevæget 2005.
Hvilket i sig selv tolkes som positivt, da regeringens initiativer på u-landsområdet generelt har været præget af nedskæringer og andre tiltag, der opfattes som forringelser.
Under paneldebatten på det årlige danske NGO-træf i Vejle lovede udviklingsministeren tillige, at kravet om større egenfinansering af u-landsprojekter – som nu har sendt en stribe store organisationer ud på gaden med indsamlingsbøsserne – ikke også vil blive udvidet til at omfatte de mindre solidaritets- og u-landsforeninger.
Formanden for træffets styregruppe, informationschef i Folkekirkens Nødhjælp, Thomas Ravn-Pedersen, nævnte dette i sin opsummerende afslutningstale søndag. Han sagde bl.a.:
– Ulla Tørnæs lovede, at NGO-bistanden som minimum vil blive fastholdt. Med andre ord: der er mulighed for stigninger. Og så sagde hun – og jeg citerer: ”Jeg vil til enhver tid være uenig i, at der indføres egenfinansiering for de små NGOer”. Det er vist det nærmeste vi kommer et løfte under de nuværende politiske forhold. Tillykke til alle Projektrådgivningens medlemmer med det!
Egenfinansiering for mylderet af små og mellemstore organisationer ville formentlig betyde den sikre død for deres projektarbejde.
Træffet samlede over weekendens 2 dage repræsentanter for 94 NGOer, ressourcepersoner, politikere og andre beslutningstagere til en dialog om, hvordan man bedst støtter op om civilsamfundets udvikling i u-landene.
Træffet tog temperaturen på den civilsamfundsstrategi, der har ligget til grund for NGO-bistanden de sidste 5 år. Træffet konkluderede bl.a., at der fortsat er bred støtte til hovedtankerne i Danidas Civilsamfundsstrategi.
Der er bred opbakning til fortalervirksomhed og kapacitetsopbygning af lokale civilsamfundsorganisationer, men også til, at det ikke udelukker serviceydelser, når de går hånd i hånd med og fremmer fortalervirksomhed.
Træffets over 230 deltagere oplevede en udviklingsminister, der uddelte overstrømmende ros til de frivillige folkelige kræfter i u-landsarbejdet og forekom stærkt opsat på at glatte ud efter VK-regeringens drakoniske og dialogløse nedskæringer i den folkelige u-landsoplysning.
Som en deltager sagde efterpå: “Det var nærmest kvalmende efter alt det, de (regeringen, red.) har hældt i hovedet på os de sidste 3-4 år”.
Han/hun og andre tilstedeværende kunne også varme sig på Thomas Ravn-Pedersens åbningstale lørdag, hvor han efter at have konstateret, at “u-landsarbejde ikke ligefrem står øverst på danskernes dagsorden” kunne melde, at “heldigvis sker der noget markant i disse år”.
– Danida har selv lige undersøgt danskernes opbakning til u-landshjælp – og den er voksende. En anden undersøgelse viser, at danskernes vilje til at støtte med penge faktisk er næsten fordoblet på 5 år, så det i dag er hver fjerde dansker, der gerne vil støtte u-landsarbejde med penge.
– Og måske kan der være en positiv udløber af den ellers så tragiske Muhammed-krise: at vi i Danmark indser, at vi ligegyldig om vi vil det eller ej, lever i en globaliseret verden, hvor der ikke længere er særlig lang afstand til u-landene, anførte Ravn-Pedersen.
DOKUMENT
NGO Træf 2006 – Åbningstale ved udviklingsministeren (lettere forkortet)
Af Ulla Tørnæs
Det er med stor glæde og meget positive forventninger, at jeg har sagt ja til at deltage i ”NGO-træf 2006”. Træffet samler en stor del af de danske organisationer, der arbejder med udviklingsbistand. Dagsordenen er: temperaturcheck på ”Strategi for dansk støtte til civilsamfundet i udviklingslandene”. Blandt venner også kaldet Civilsamfundsstrategien.
Den har de sidste knap 6 år været retningsgivende for den danske bistand på området. Træffets fokus er på det arbejde, der udføres af jer – de danske NGOer.
Det er utrolig dejligt at se den mangfoldighed af organisationer, der er til stede. Små og store, emnefokuserede og bredere organisationer. Jeg fornemmer – ved at se mig omkring – at det bobler af engagement og interesse. Det vidner om, at udvikling ikke alene er et teknokratisk projekt mellem politikere og embedsmænd fra Nord, Syd og internationale organisationer.
En ting er de helt nødvendige bestræbelser på harmonisering af donorprocedurer, nedsættelse af omkostningerne ved at gennemføre udviklingsbistand og andre rationaliseringsinitiativer, der præger den aktuelle internationale dagsorden. En anden ting er at blive mindet om, at mellemfolkelig kontakt og forståelse fortsat er utroligt vigtige dimensioner i udviklingsarbejdet.
Jeg ved, at nogle af jer har svært ved at vænne jer til, at udviklingspolitikken er gået fra at være et område udpræget præget af konsensus til et område, hvor politiske forskelle og værdier fra tid til anden markeres, og hvor debatten er rykket fra det jeg vil kalde maskinrummet ud i det offentlige rum.
Jeg synes det er sundt og rigtigt, at udviklingspolitikken debatteres i bredere kredse. Debatten bør ikke alene være forbeholdt de særligt udvalgte, der er inviteret ind i maskinrummet. Helt ærligt, det er ikke mindst op til jer at sikre udviklingspolitikken en solid plads i den politiske debat i konkurrence med alle de andre emner, der presser sig på i den danske samfundsdebat.
Som Thomas (Ravn-Pedersen, red.) sagde, så er det jo sådan, at udviklingspolitiken jo ikke ligefrem står øverst på den politiske dagsorden eller for den sags skyld i den politiske debat.
Jeg har lige haft lejlighed til at mødes 2 gange med Bono, som jo er utrolig optaget af lige præcis udvikling og hvordan vi får skabt en mere retfærdig verden. Og Bono har forklaret og understreget overfor mig, at i Storbritannien har udviklingspolitiske spørgsmål i den seneste og også i forrige valgkamp været blandt de vigtigste temaer i valgkampen. Ja, i sidste valgkamp var det blandt de 5 vigtigste temaer.
Så for mig, og forhåbentlig for jer, handler det om at gøre udviklingspolitikken vedkommende for den almindelige brede danske befolkning. Sådan at det også i Danmark bliver et af de 5 vigtigste spørgsmål til næste folketingsvalgkamp. Det vil være godt hvis vi kan give hinanden håndslag på, at vi vil arbejde frem imod, at det vil ske.
Forleden dag hørte jeg også en brite fortælle om, hvordan han hjemme i privaten af sine teenage-børn blev konfronteret med et spørgsmål om: ”What do you do to fight poverty dad?”. Nøjagtig som han selv havde konfronteret sin far om ”Dad, what did you do during the war?”.
Det siger jo lidt om, at der blandt unge mennesker er den her vedkommende opfattelse af vigtigheden af udviklingspolitiken, og det ville være godt, hvis vi kunne transformere det, så det kom til at forplante sig den til generelle politiske debat herhjemme.
Jeg vil gerne anerkende jeres bidrag til udviklingsarbejdet og udviklingen af civilsamfund i udviklingslandene. Mange af jer arbejder i partnerskaber, der har mange år på bagen. Det er en klar styrke, at I kender jeres partnere og de lokale omstændigheder.
Ofte er fokus for arbejdet særligt fattige og udsatte grupper, f.eks. handicappede og oprindelige folk. Og jeres partnere er med til at give disse grupper stemmer, så de ikke overhøres nationalt og lokalt. Det er også med til at fremme fattigdomsorienteringen af nationale udviklingsbestræbelser og udviklingsbistand. Eller sagt på en anden måde – I når ofte helt derud i ”yderste række”.
Samtidig spiller I en betydningsfuld rolle ved at bidrage til at forklare om udviklingslandenes problemer rundt om i det danske land, og I er med til både i Danmark og med jeres partnere ude i verdenen at fremme mellemfolkelig forståelse.
En række organisationer er også vigtige og kompetente partnere ved gennemførelsen af dansk humanitær bistand, og der er udviklet et tillidsforhold, der gør det muligt at stille midler til rådighed for humanitære indsatser med endog meget kort varsel. Lad mig blot nævne samarbejdet under flodbølgekatastrofen, hvor I med jeres aktive medvirken gjorde en stor forskel.
Jeg kan også nævne jordskælvet i Pakistan, hvor jeg med egne øjne havde lejlighed til at få indblik i dansk NGO-arbejde ude i yderste række. Og jeg må sige, jeg er utrolig imponeret over at møde danskere på den anden side af jordkloden langt væk fra Danmark, Og høre dem fortælle om, hvordan de sekunder efter de havde hørt om jordskælvet smed at hvad de havde i hænderne, for at bidrage til en indsats derude.
Det er efter min opfattelse udtryk for netop den mellemfolkelige forståelse det hele drejer sig om.
Jeg vil benytte lejligheden til også overfor jer at understrege, at der jo ikke er tale om småpenge, som kanaliseres gennem de danske NGOer. I 2005 udbetalte vi 893 mio. kr. til NGOernes udviklingsaktiviteter og 402 mio. kr. til humanitære indsatser. Altså langt over én milliard kroner. Det forpligter venner. I har et stort ansvar for at kunne dokumentere konkret og kontant, at pengene er givet godt ud.
Jeg vil gerne understrege, at regeringen fortsat bakker op om det lange seje træk. Regeringen vil gerne – bl.a. sammen med de danske NGOer – bidrage til udviklingen af aktive civilsamfund i udviklingslandene.
Samtidig lægger vi som bekendt vægt på nye betoninger, der understreger regeringens ønske om at fremme de danske NGOers uafhængighed og også deres folkelige forankring.
Det lange seje træk handler om at fastholde opmærksomheden på, hvordan udviklingen af civilsamfundet i udviklingslandene bedst muligt understøttes. Det er her centralt fortsat at bidrage til, at lokale civilsamfundsorganisationer udvikler sig til ægte repræsentanter for deres medlemmer frem for blot at være administratorer af udenlandske bistandsmidler.
Fortalervirksomhed og kapacitetsopbygning af lokale civilsamfundsorganisationer er stadig de afgørende nøgleord, men jeg er selvfølgelig opmærksom på, at det også kan styrke en lokal NGOs troværdighed og folkelige forankring, hvis der arbejdes konkret med serviceydelser, f.eks. inden for uddannelse eller hiv/aids. Gennemførelse af serviceydelser går hånd i hånd med og kan fremme mulighederne for fortalervirksomhed.
Det så jeg et eksempel på, da jeg i foråret besøgte Organisationen for Vedvarende Energis projekt om bæredygtig udvikling i Hanois slum.
Her arbejdes der bl.a. med organiseret affaldsindsamling og genanvendelse. Centralt for projektet er at inddrage beboerne i at prioritere, hvad der skal laves, men også at inddrage dem i at gennemføre forbedringerne.
Slutresultatet skulle gerne være, at befolkningen på længere sigt bliver en del af den generelle beslutningsproces i distriktet, som jeg besøgte.
Jeg er naturligvis spændt på, om temperaturchecket i dagens diskussioner fortsat viser bred opbakning fra jer til disse hovedtanker i Civilsamfundsstrategien. Men jeg er her i dag primært for at høre om jeres erfaringer.
Også i den danske sammenhæng er det vigtigt, at de NGOer, som arbejder med udviklingsbistand, ikke bare er projektadministratorer af statslig bistand, men arbejder for medlemmernes prioriteter. Det er afgørende, at I er med til tage innovative initiativer og udnytter entusiasmen, iderigdommen i jeres egen medlemskreds.
Det er baggrunden for, at regeringen er kommet med nye betoninger til civilsamfundsstrategien.
I første omgang ledte fokus på organisationernes folkelige forankring til krav om stigende medlemstal.
Som det seneste har vi – som I ved alt om – indført egenfinansiering for de store organisationer, der har rammeaftaler med Danida og for alle organisationer et maksimum for hvor stor en del af projektudgifterne, der kan anvendes til projektrelateret oplysning i Danmark.
Samtidig er der også åbnet for, at rammeorganisationerne har lige adgang til at gennemføre landsindsamlinger. Hensigten her er bl.a. at øge incitamenterne for organisationerne til at skabe bedre kontakt til den brede danske befolkning og få en tættere dialog om prioriteter med deres medlemmer.
Når talen er på folkelig forankring, vil jeg gerne understrege, at jeg har meget stor respekt for de mange, mange kræfter, der lægges i foreningsarbejde og frivilligt arbejde. Det at så mange af jer er til stede her i dag er udtryk for. Også selv om det ikke er så let at opgøre entydigt som antal medlemmer og indsamlede midler.
Med andre ord sætter jeg streg under N-et i NGO – Non Government Organisation. På uafhængighed og folkelig forankring. Det gør civilsamfundsstrategien allerede i arbejdet derude, og med regeringens nye betoninger vil det også i stigende grad ske i Danmark. Det bliver spændende at se hvilken dynamik det skaber.
Det ligger mig meget på sinde, at der skal være mulighed for bredt folkeligt engagement i udviklingsarbejdet i Danmark. Men der skal selv sagt også stilles større krav til u-landsfaglig professionalisme ved større bevillinger. Det er godt, at dette afspejles i de forskellige støttemekanismer.
Små organisationer, der lægger stor vægt på det mellemfolkelige møde, kan f.eks. få støtte fra renoverings- og forsendelsesbevillingen, Miniprogrammerne under Dansk Ungdomsfælles Råd, De Samvirkende Invalideorganisationer og Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling fra Minipuljen under Projektrådgivningen, hvor bevillingsgrænsen nu er hævet til 3 mio. kr.
Det skal være muligt for nye og uprøvede kræfter at komme på banen, uden at de drukner i tekniske krav.
Det er ordninger, der har min fulde støtte og opbakning. Der er også muligheder for støtte til større aktiviteter fra enkeltprojektbevillingen, og som nævnt har 6 store organisationer rammeaftaler om støtte med Danida.
Det er tankevækkende, at mens mere end 80 danske organisationer fik støtte fra Danida sidste år, gik mere end 70 pct. af de næsten 1,3 mia. kr. til de 10 danske organisationer, der modtog flest midler.
Det er godt, når flere danskere og danske organisationer inddrages i udviklingsarbejdet. Det ønsker jeg at fremme. Hvordan det bedst gøres? Det håber jeg at få ideer til i dag.
De initiativer, regeringen har iværksat på NGO-området, skal nu have tid til at virke. Så lad mig understrege, at regeringen ikke har planer om nye større initiativer på NGO-området, og at den samlede NGO-bevilling forventes at fortsætte på mindst samme niveau som nu.
For en gangs skyld mødes vi i hovedlandet og ikke som det oftest sker: i København, og jeg ser frem til muligheden for at snakke med en bredere kreds, og ikke kun med ”generalerne” fra de store organisationer, som jeg mødes med ved forskellige lejligheder.
Det er temperaturchekket på Civilsamfundsstrategien, der er fokus for min deltagelse i dag. Jeg vil koncentrere mig om at lytte snarere end at komme med nye politiske udmeldinger.
Jeg lægger stor vægt på N-et i NGO. På uafhængighed og folkelig forankring. Men det kunne også være N for Nytænkning, N for Nærhed og N for Nytte. Det giver luft, vitalitet og dynamik, sluttede Ulla Tørnæs.
Kilde: www.um.dk
