Pumpevirksomheden Grundfos og dens lokale samarbejdspartnere i Vietnam har modtaget opstartsfinansiering til at reducere landets enorme vandspild. Finansieringen kommer fra den nye P4G-partnerskabsfond.
Det femgår af en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet onsdag.
P4G (Partnering for Green Growth and Global Goals) er et dansk initiativ, som statsminister Lars Løkke lancerede på FN’s Generalforsamling i 2017 for at fremme Klimaaftalen fra Paris og FN’s verdensmål.
”Vi er nødt til at tænke i nye baner for at tackle klimaforandringerne og skabe bæredygtig udvikling, der både gavner mennesker, virksomheder og planeten. Derfor tog den danske regering sidste år initiativ til P4G, som er en ny global koalition af lande og organisationer, der udvikler og støtter offentlig-private partnerskaber inden for vand, energi, byer, fødevarer og cirkulær økonomi,” siger Ulla Tørnæs, minister for udviklingssamarbejde.
Markedsdrevne løsninger
Ifølge udviklingsministeren er det et krav for at få støtte fra den nye P4G-fond, at partnerskaberne udvikler markedsdrevne løsninger.
”Vores støtte er en form for global opstartsfinansiering, der kan hjælpe med at udvikle og udbrede partnerskaber, der gør løsningerne profitable. Og dermed bæredygtige,” siger Ulla Tørnæs.
I Vietnam skal opstartsfinansieringen til partnerskabet mellem Grundfos og det lokale vietnamesiske vandselskab bidrage til at gøre ny vandteknologi – og dermed vand- og energibesparelser – kommercielt interessant til gavn for både forbrugere, miljø og kommercielle aktører.
Og hvis det lykkes, så kan vejen være banet for millioninvesteringer fra blandt andet Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) – og andre internationale investorer.
”Verden har brug for vand. Især de allerfattigste har brug for adgang til rent vand. Samtidig er der massivt brug for, at vi får etableret nye, holdbare og innovative forretningsmodeller, der kan være med til at sikre leverancen af vand i de mest sårbare områder. I mange tilfælde har vi allerede teknologierne, udfordringen er at gøre den tilgængelig for alle,” siger Kim Nøhr Skibsted, Koncernkommunikationsdirektør i Grundfos.
P4G har udvalgt i alt 24 globale partnerskaber mellem offentlige og private aktører, der som de første bliver tilbudt finansiering og facilitering fra den nye P4G partnerskabsfond med i alt 25 millioner kroner.
Baggrund
P4G blev lanceret i 2017 af Danmark sammen med Chile, Etiopien, Kenya, Mexico, Sydkorea og Vietnam. Sidenhen er Colombia blevet partnerland. Derudover indgår en række førende globale organisationer som partnerorganisationer i P4G, herunder World Resources Institute, C40 Cities, World Economic Forum og Global Green Growth Institute.
P4G har til formål at udvikle og skalere markedsdrevne offentlige-private partnerskaber for at accelerere indfrielsen af Klimaaftalen fra Paris og FN’s verdensmål. Til det formål er der etableret en partnerskabsfond, der årligt uddeler 25 mio. kr. til de mest lovende og innovative partnerskaber.
De 24 partnerskaber, som er udvalgt til at modtage støtte og facilitering fra P4G, består af: 11 ’start up’ partnerskaber som vil blive finansieret (op til 600.000 kr.), mens fem partnerskaber vil blive tilbudt facilitering. Samtidig er otte ’scale up’ partnerskaber udvalgt til at gå videre i ansøgningsprocessen for at modtage op til 6 mio. kr. Heraf skal 3-5 endeligt udvælges til at modtage støtte, hvilket vil blive annonceret under P4G-topmødet.
Danmark er vært for det første P4G-topmøde, der finder sted i København den 19.-20. oktober 2018.