På skinner fra Addis Ababa til Djibouti

map_of_addis_ababa-djibouti_railway
Den 756 kilometer lange rute mellem Addis Ababa og Djibouti.
Foto: Skilla1st (CC BY-SA 4.0)
Laurits Holdt

Hvis alt går som det skal, så kan passagerer fra og med onsdag 3. januar sætte sig til rette i et elektrisk tog i Etiopiens hovedstad Addis Ababa og køre de 756 kilometer til havnen i nabolandet Djibouti ved Det røde Hav.

Skinnerne har ligget klar i et års tid men bliver først åbnet for passagerdrift nu på grund af konstruktionsarbejde og testkørsler.

Det er anden gang at der lægges skinner på ruten. Første gang var i perioden 1894 – 1917, hvor det franske selskab Compagnie Impériale des Chemins de fer d’Éthiopie anlagde linjen fra Etiopiens dengang nye hovedstad til Djibouti.

Linjen blev dog lukket omkring året 2000, fordi den var i elendig stand. Den var smalsporet, mens den nye toglinje er normalsporet.

I dag er franskmændene skiftet ud med kinesere. 70 procent af finansieringen kommer fra lån i en kinesisk bank og det er to kinesiske selskaber, China Railway Engineering Corporation (CREC) og China Civil Engineering Construction Corporation (CCECC), der har bygget den nye bane.

Havnen i Djibouti er helt essentiel for Etiopiens økonomi, da landet ikke selv har adgang til havet. 

Godstoget vil bruge 12 timer på rejsen. Tidligere tog det omkring to dage på lastbil.

Se meget mere på https://en.wikipedia.org/wiki/Addis_Ababa%E2%80%93Djibouti_Railway