Viggo Fischer
Viggo Fischer (1943) er tidligere folketingspolitiker og politisk ordfører for Det Konservative Folkeparti.
I 1975 blev han cand.phil. i samfundsfag fra Københavns Universitet og underviste i international og dansk politik i nogle år.
I 1984 blev han valgt ind i Folketinget, hvor han blandt andet var formand for Udenrigsudvalget (1987–1990), Sikkerhedspolitisk Udvalg (1993–1994) samt politisk ordfører for den konservative folketingsgruppe (1990–1991).
Ét af Viggo Fischers store interesseområder har altid været udviklingspolitik. Siden 1987 har han været formand for NGO’en Den Danske Afghanistan Komité (DAC), som driver et sundhedsprojekt for omkring 500.000 mennesker i Herat-provinsen, med støtte fra DANIDA.
Efter 26 år som formand for Den danske Afghanistankomité besluttede han i oktober 2013, at det var tid til en afløser. Den ny formand hedder Lene Ingvartsen, der til daglig arbejder i Kvinfo. Han fortsætter sit frivillige arbejde for komiteen med status om senior rådgiver.
Viggo Fischer udgav i 2005 bogen Afghanistan – besættelse, borgerkrig og befrielse – en faglig præget bog med Afghanistans historie fortalt kronologisk.
Klagerne ændrer ikke ved, at de fleste afghanerne bakkede op om den demokratiske valghandling. Samtidig mislykkedes det for Taliban at forhindre valget, som man ellers havde proklameret
Det andet positive element for den ny regering i Kabul er den kendsgerning, at det er lykkedes at genskabe et bedre forhold til landets største donor, USA.
Præsident Ashraf Ghanis nylige besøg i Det hvide Hus resulterede i et forlænget amerikansk engagement, som er af stor betydning for den ny regerings muligheder for at føre sine programpunkter ud i livet.
Når det positive er sagt står tilbage at konstatere, at kampen mod korruptionen fortsat er den store civile udfordring.
Dertil kommer, at det afghanske regeringsapparat er presset militært af Taliban. Sikkerhedsstyrkerne lider fortsat store tab og der er konstante deserteringer.
Der mangler endnu et fyldestgørende svar på: Hvem er Taliban?
Èn ting kan fastslås: Talibans ledelse, der måtte flygte efter det allierede angreb i 2001 efter ”9/11”, sidder fortsat beskyttet af den pakistanske efterretningstjeneste ISI i provinsbyen Quetta, ikke langt fra Afghanistans sydøstlige hjørne.
Meget afhænger af Pakistan
Der er kun én part, der hurtig kan skabe fred i Afghanistan og det er Pakistan.
Hvis Talibans religiøse og militære ledelse blev udvist fra Pakistan, og hvis koranskolerne i det pakistanske grænseland til Afghanistan ikke længere kunne indoktrinere og træne ofte uvidende ganske unge mænd fra Afghanistan til selvmordsbombere, ville krigen kunne begrænses og mange konflikter løses på lokalt plan uden store blodsudgydelser.
Den ny afghanske præsident har meldt meget klart ud om behovet for en løsning sammen med Pakistan.
Men den interne krise i nabolandet gør det svært at samle opbakning om en sådan politik. Det pakistanske militære magtapparat lever stadig i fortiden hvad angår forholdet til Indien.
Vejen til fred er lang og besværlig. Den uretfærdige grænsedragning mellem britisk Storindien og Afghanistan i 1897 kan der næppe ændres på. Den betyder, at mange millioner afghanere bor på den pakistanske side af grænsen.
Kina – og en dansk EU-chef i Kabul
En part, der kan spille en positiv rolle, hvis viljen er til stede, er utvivlsomt Kina. Beijing har i mange år været en stor støtte for Pakistan. Og Kina har økonomiske interesser i et fremtidig fredeligt Afghanistan.
Den europæiske Union har i årevis ydet store økonomisk bidrag til Afghanistans genopbygning, bl.a. på sundhedsområdet.
For tiden er EU’s repræsentation i Kabul ledet af den erfarne danske diplomat, Franz-Michael Skjold Mellbin, der tidligere var Danmarks ambassadør i Kabul. Afghanistan har fortsat brug for maksimal indsats fra EU-landenes side til støtte for en fredelig udvikling i landet.
De mål for landets fremtid, som præsident Ghani gav udtryk for, da han var i USA, vil sikkert også finde forståelse i EU, heriblandt Danmark, der har engageret sig stærkt med udviklingsstøtte.
De drejer sig om at gøre Afghanistan ”selvbærende” og som et vigtigt land, en slags hub i den del af Asien, der takket være bedre infrastruktur og serviceydelser kan bidrage til udviklingen i et større område.
Vigtige og ambitiøse mål, som dog først kan få et virkelighedens skær over sig, når freden er styrket i det i så mange år plagede land.
