Pakistans parlament vedtog mandag en ny lov, der skal bekæmpe vold mod kvinder og bl.a. skærper straffen for vansirende syreangreb, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag.
Minimumsstraffen for et syreangreb bliver fremover 14 års fængsel med mulighed for udvidelse til livstid. Dertil skal overfaldsmændene betale en bøde på min. 11.200 dollars, der svarer til ca. 62.000 d. kr.
Ifølge kvindeorganisationen The Aurat Foundation blev der i Pakistan i 2010 reporteret mindst 8.000 syreangreb og andre former for vold mod kvinder. Da dette tal er baseret hovedsageligt på oplysninger fra medier, forventes det reelle tal at være langt højre.
Syreangreb er livsfarlige og kan vansire kvinder for livet, og gør det samtidig næsten umuligt at få et arbejde eller finde en mand, der kan forsørge familien.
Udover at straffe syreangreb hårdere gør den nye lov det også ulovligt at løse stammestridigheder ved at gifte kvinder væk, og det er blevet ulovlig at gøre kvinder arveløse.
Mishandling af kvinder er udbredt i Pakistan, der har omkring 175 mio. indbyggere, hvoraf de fleste er fattige, kun halvdelen kan læse og ekstremisme er udbredt, herunder tilslutning til Taleban.