Pakistan vil smide 2,5 millioner afghanske flygtninge ud

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Indtil for nylig var Pakistan hjemsted for det største antal flygtninge i verden. Men nu er den pakistanske regering godt i gang med planer om at tvangshjemsende ikke færre end 2,5 millioner afghanske flygtninge, skriver Amnesty International.

Mange af dem er født og opvokset i Pakistan, men har nu fået besked på at forlade landet inden udgangen af 2016.

Pakistan hævder, at hjemsendelserne er et sikkerhedsanliggende.

Amnesty mener imidlertid, at der ligger politiske årsager bag.

Sammenstød langs grænsen mellem de to lande og drabet på Taliban-leder mullah Akhtar Mansour, har forværret forholdet mellem Pakistan og Afghanistan, har den pakistanske minister for grænseområderne erkendt.

Flygtninge betaler prisen

Det er ikke første gang, at afghanske flygtninge betaler prisen for det dårlige forhold mellem de to nabolande.

Pakistans regering ser imidlertid ud til at glemme, at den har en forpligtelse over for de mange flygtninge, der har søgt tilflugt i landet, skriver Amnesty.

Mange af dem har tilbragt størstedelen af deres liv i Pakistan, er gift i Pakistan og har børn, som ikke kender andre lande end Pakistan.

Men volden er optrappet i Afghanistan, og antallet af internt fordrevne i landet er mere end fordoblet i løbet af de seneste tre år. I dag er flere end én million mennesker på flugt i deres eget land.

I samme periode er den internationale bistand til Afghanistan halveret, fordi donorerne har flyttet opmærksomheden til andre dele af verden, der er præget af konflikt.

Det betyder, at Afghanistans internt fordrevne for de flestes vedkommende sidder i overfyldte lejre, hvor der ikke er tilstrækkeligt med mad og medicin, og hvor de hverken har mulighed for at arbejde eller tage en uddannelse.

Mange af dem er mennesker, der er tvangshjemsendt fra Pakistan.

Hvis Pakistan gør alvor af truslen om at hjemsende yderligere 2,5 millioner afghanske flygtninge inden årets udgang, vil det være en alvorlig krænkelse af en grundlæggende rettighed: retten til ikke at blive sendt tilbage til et land, hvor man er i risiko for at lide under alvorlige menneskeretslige overgreb, minder Amnesty om.

Læs mere hos Amnesty International