Der er fuld knald på valgkampen i Pakistan, som efter planen holder parlamentsvalg om mindre end to måneder.
Den tidligere cricketstjerne Imran Khans parti, Pakistan Tehreek-e-Insaf (PTI), er den mest seriøse udfordrer til regeringspartiet Pakistan Muslim League-Nawaz (PML-N), som blev ledet af tidligere premierminister Nawaz Sharif, indtil højesteret fjernede ham fra posten.
Det skete sidste år på grund af korruptionsanklager. Siden fik Nawaz Sharif et livslangt forbud mod at opstille til noget politisk embede.
”Spreder løgne under ramadanen”
Imran Khan, som er elsket af mange pakistanere på grund af sine bedrifter på cricket-banen, langer ud efter stort set alle etablerede politikere, som han over en kam betegner som korrupte.
Han har senest kritiseret påstået korruption i forbindelse med et udviklingsprojekt i Punjab-provinsen, som PML-N står bag.
Det har fået den øverste minister i Punjab, Shehbaz Sharif, til at fare i flint.
Han siger ifølge den pakistanske avis Daily Times, at han vil ”begrave” Imran Khan og dennes politiske karriere.
”Imran Khan afstår end ikke fra at sprede løgne under ramadanen,” siger Sharif.
Imran Khan har også kritiseret landets magtfulde militær, som han beskylder for at have fiflet med valgresultaterne, så PML-N kunne løbe med valgsejren ved det seneste valg for fem år siden.
Han har tilføjer, at hans parti denne gang er bedre forberedt på valget og lover, at det vil løbe med sejren.