Palæstinensiske masseprotester afstemmes med FN-generalforsamling

Forfatter billede

Palæstinenserne vil blive opfordret til at deltage i masseprotester som led i områdets bestræbelser på at blive anerkendt som en nation under FN’s næste generalforsamling, der indledes i september.

Palæstinensiske ledere har offentliggjort, at masseprotesterne mod den israelske besættelse af Vestbredden og Gaza indledes tirsdag d. 20. september.

Det skriver nyhedskanalen Al Jazeera på sin engelsk-sprogede hjemmeside.

Protesterne er således planlagt til at gå igang samme aften som spørgs-målet om palæstinensisk uafhængighed tages op i FN’s generalforsamling i New York.

Yasser Abed Rabbo, en palæstinensisk politiker fra PLO, siger i et interview med Al Jazeera, at lederne håber at tiltrække millioner af mennesker, og at protesterne vil være de første i en række begiven-heder i en længere palæstinensisk indsats for uafhængighed.

Kampagnen har fået tilnavnet ’Palestine 194’, fordi man håber at opnå anerkendelse hos FN som medlemsstat nummer 194.

– Appellen til FN er en kamp for alle palæstinense-re, men hvis den skal lykkedes, må vi have millioner ud på gaderne, siger Abed Rabbo, som understreger, at der vil være tale om fredelige demonstrationer.

De israelske myndigheder har gentagne gange udtrykt bekymring for uro og sammenstød under FNs generalforsamling og appelleret til palæsti-nenserne om at trække deres ønske om anerkendelse hos FN tilbage.

USA er modstander af det palæstinensiske initiativ og har meldt ud, at man vil bruge sin vetoret i FNs Sikkerhedsråd til at nedstemme et eventuelt palæstinensisk medlemskab af verdensorganisationen.

Det vil betyde, at palæstinenserne skal gå direkte til FN’s generalfor-samling, hvor de sandsynligvis vil opnå det 2/3 flertal de skal bruge for at få observatørstatus på lige fod med eksempelvis Vatikanstaten.

Selv om et flertal på generalforsamlingen vil være symbolsk, håber man fra palæstinensisk side på, at den internationale støtte vil forbedre positionen i fremtidige forhandlinger med Israel.

Senest har lande som Brasilien, Uruguay og Argentina tilkendegivet deres anerkendelse af landet, og tidligere har bl.a. Kina udtrykt opbakning til palæstinensisk selvstændighed.