Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMRU) har sammen med Folkekirkens Nødhjælp, Danmission og ADRA Danmark fået bevilget 200.000 kr. fra u-landsforeningernes platform, NGO-forum, til seminarer, der skal belyse religionens betydning for udviklingsarbejdet.
Det skriver DMRU i en pressemeddelelse fredag.
Religion er en vigtig, men ofte overset faktor i fattigdomsbekæmpelse og en rettighedsbaseret tilgang – dvs en indfaldsvinkel, der sætter alle former for rettigheder i centrum.
Vi kan opfatte religion som irrelevant, eller mene at religion hindrer eller direkte skader udviklingssamarbejdet. Men for mange i u-landene spiller religion en stor betydning. Faktisk viser undersøgelser, at op mod 80 procent af indbyggerne i disse lande angiver, at de er religiøse.
Derfor henvender de nye initiativer sig bredt til danske NGO’er, der arbejder med international udvikling.
Målet er via seminarer og workshops at skabe forståelse for og styrke u-lands-aktørernes evne og formåen til at analysere og navigere i sammenhænge, hvor religion spiller en rolle i udviklingssamarbejdet.
Emnerne for aktiviteterne, som vil finde sted hen over efteråret, rækker lige fra ”Religion, konflikt og fredsskabelse” til ”Religion i forhold til program- og projektplanlægning”.
Intet systematisk arbejde hidtil med koblingen
”Der er behov for større viden om, hvad religion betyder for udviklingsarbejdet,” mener Lars Udsholt, sekretariatsleder for Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling og en af initiativtagerne til det nye netværk for religion og udvikling.
Udsholt udbygger:
”I de senere år har lande som Schweiz, Holland, England, Sverige og Norge sat aktiviteter og undersøgelser i gang for at belyse emnet og styrke kompetencerne. I Danmark har der været små enkeltstående initiativer, men hverken hos udenrigsministeriet eller blandt de danske NGO’er har der været et mere systematisk arbejde med emnet”.
“Det er dét, vi med det nye initiativ for kapacitetsopbygning af danske NGO’er vil være med til at sætte i gang,” understreger han.
Initiativet henvender sig især til medarbejdere, ledere, program- og projektmedarbejdere i danske NGO’er og gennemføres i tæt dialog og samarbejde med relevante forskningsinstitutioner.
Derudover ønsker initiativtagerne at bidrage til den offentlige debat og styrke opmærksomheden på religionens betydning i arbejdet med udvikling kloden over.
Yderligere oplysninger hos:
Filip Buff Pedersen (DMRU), e-mail: [email protected]
Mere om netværks-initiativtageren Lars Udsholt på
http://www.u-landsnyt.dk/navnenyt/m-rkedage/lars-udsholt-runder-de-50