Pensionskunder øjner udfrielse fra kul, olie og gas-investeringer

Forfatter billede

Det internationale netværk Fossil Free har på kort tid overbevist hundredevis af universiteter, kirkelige institutioner, fonde og pensionskasser verden rundt om det betimelige i at frasælge aktier og obligationer i kul-, olie- og gas-selskaber.  

På engelsk kaldes handlingen ‘divestment’, og under overskriften ‘Global Divestment Day’ nåede kampagen et højdepunkt for nylig med hundreder af divestment-arrangementer i over 48 lande på seks kontinenter, skriver netværket AnsvarligFremtid i en pressemeddelelse.

I Danmark har AnsvarligFremtid holdt et debatmøde om ansvarlige investeringers betydning for den grønne omstilling. Her blev der redegjort for det problematiske i, at danske investorer – herunder de danske pensionskasser – har enorme summer investeret i kul, olie og gas.

Investeringerne sikrer bl.a., at der årligt anvendes over 4.400 milliarder kroner på efterforskning efter flere fossile brændsler på trods af, at klimavidenskaben advarer os om, at vi kun kan afbrænde en tredjedel af de allerede kendte reserver.

“At investere i selskaber, som tydeligvis ønsker at bidrage til at føre vores klode ud i klimakollaps, er både etisk og økonomisk helt uansvarligt,” sagde Thomas Meinert Larsen fra AnsvarligFremtid i et oplæg på mødet. 

Mere positive pensionskasse-toner her i 2015

I 2014 fremsatte medlemmer af AnsvarligFremtid forslag ved tre pensionskassers generalforsamlinger om på sigt at frasælge alle aktiver i fossile brændsler.

På trods af stor tilslutning faldt forslaget på alle tre generalforsamlinger. Netværket har efterfølgende fremsendt et såkaldt ”kompromisforslag”, til drøftelse hos i alt seks pensionskasser med en deadline for tilbagemelding den 13. februar 2015.

På positive dialogmøder med pensionsbestyrelserne, særligt med Danske Civil- og Akademiingeniørers Pensionskasse (DIP) og Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP) har initiativtagerne fået indtryk af, at bestyrelserne har drøftet problemstillingen bag forslaget seriøst.

Derfor vil der på alle seks selskabers generalforsamlinger blive fremsat et enslydende forslag.

Det vil over en kortere årrække betyde væsentlige frasalg af investeringer i kul, ligesom forslaget lægger op til en langt mere kritisk dialog med olieselskaber for at få dem til at afvikle deres investeringer i såkaldte højrisiko olieudvindingsprojekter.

Det vil eksempelvis sige olieudvinding i tjæresand, dybvandsboringer samt udvinding fra særligt følsomme områder som Arktis.

“Tiden er inde til at flytte vore penge” 

Thomas Meinert Larsen forventer endnu større tilslutning til forslagene på generalforsamlingerne i år end sidste år: 

“Den ene dag melder den nordiske storbank Nordea, Danmarks største Pensionsselskab PFA og verdens største statslige fond, Den Norske Oliefond, at man allerede er i gang med at frasælge store aktieposter i kulindustrien”, siger han og fortsætter:

“Den næste dag er det så to af verdens største olieselskaber, Shell og BP, som melder ud, at de nu vil se nærmere på, om virksomhedernes investeringer faktisk kan betale sig, når verdenssamfundet skal sikre at temperaturen maksimalt kan tåle 2°C graders opvarmning”.

“Dagen efter fortæller den tyske bankgigant Deutsche Bank, at prisen på solceller er faldet med 60 procent i løbet af de seneste tre år, og at den vil falde yderligere 40 procent frem til slutningen af 2017”.

“Altimens dagbladet Børsen kan fortælle, at den lave oliepris allerede har kostet investorer mere end 2.290 milliarder kroner på grund af olie- og gas-selskabernes aktiekurstab. Der er for alvor kommet skred i udviklingen”.

“De mange udmeldinger er med til at overbevise endnu flere om, at tiden er kommet til at flytte vores penge væk fra kul, olie og gas og over til energiprojekter, som ikke ødelægger planetens klima”, konkluderer Meinert Larsen

Yderligere oplysninger hos:

Thomas Meinert Larsen, medlem af MP Pension, Tlf 22 71 70 58

Jens Hørby Jørgensen, medlem af JØP, Tlf 25 68 22 55
Rose Holdt, medlem af DIP, Tlf 29 86 61 10

Datoer for de seks pensionskasse-generalforsamlinger i 2015, hvor AnsvarligFremtid fremsætter forslag:

• Jordbrugsakademikere og Dyrlæger (PJD): Mandag 13. april i Århus

• Arkitekternes Pensionskasse (AP): Tirsdag 14. april i Odense

• Magistre og Psykologer (MP Pension): Torsdag 16. april i København

• Danske Civil- og Akademiingeniørers Pensionskasse(DIP): Torsdag 16. april i København

• Pensionskassen for teknikum og diplomingeniører (ISP): Onsdag 22. april i Odense

• Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP): Tirsdag 28. april i København

AnsvarligFremtid om AnsvarligFremtid

Initiativet AnsvarligFremtid er utilfredse med pensionsselskabernes manglende vilje til at tage ansvar, og er derfor i gang med at mobilisere danskerne til at bruge deres indflydelse som medlemmer overfor selskaberne.

Initiativet indsamler tilkendegivelser og underskrifter, der skal sikre, at danske pensionsopsparinger gradvist går væk fra investeringer i kul-, gas- og olieselskaber, som lever af at ødelægge vores klima og fælles fremtid, og dermed undergraver hele formålet med at opspare til pensionsalderen.

Hjemmeside: http://www.ansvarligfremtid.dk

Kontakt: [email protected]