De 450.000 tons palmeolie, der årligt indkøbes af PepsiCo vil fra 2016 ikke længere have regnskov på samvittigheden, har PepsiCo netop udmeldt. Selvom det umiddelbart er en god nyhed for afskovning og klima, møder den annoncering alligevel kritik fra flere græsrødder, da PepsiCo’s målsætning slet ikke kan måle sig med andre producenter som Unilever og Nestlé.
PepsiCo har meddelt, at de er i gang med at stramme op på deres politik for indkøb af palmeolie, der hidtil har været begrænset til at opkøbe palmeolie certificeret under Roundtable for Sustainable Palm Oil (RSPO).
Den nye politik indeholder yderligere bestemmelser om, at der ikke må foregå konvertering af regnskov, områder med høj bevaringsværdi eller tørvemoser, der alle rummer stor biologisk mangfoldighed. Dertil kommer at leverandørerne skal overholde forudgående og informeret samtykke med lokalsamfundene omkring udvikling af nye plantager.
“Selv om størstedelen af palmeolie er produceret på en ansvarlig måde, er der stadig nogle tilfælde, hvor tropisk skov bliver ryddet til plantagebrug. PepsiCo er imod ulovlig og uansvarlig skovrydning. Selvom vi indkøber i overensstemmelse med RSPO’s standarder anerkender vi, at der i nogle regioner af verden kan være behov for at tage yderligere forholdsregler.” siger PepsiCo.
Men Greenpeace, Rainforest Action Network og the Union of Concerned Scientists (UCS), der i øjeblikket kører en kampagne mod Pepsi, mener ikke politikken er ambitiøs nok.
”Deres udmelding om at tilslutte sig rækken af virksomheder, der vil opkøbe mere ansvarligt produceret palmeolie er en god nyhed, men de kunne gøre endnu mere for at levere på deres løfte,” siger Calen May- Tobin fra UCS.
“Et ambitiøst udspil fra PepsiCo vil være at vedtage en bindende handlingsplan for at eliminere det såkaldte ”problematiske palmeolie” i produkterne, hvilket vil inkludere fuld sporbarhed af olien og verificerbare garantier for både menneskerettigheder og miljø.” siger Gemma Tillack fra Rainforest Action Network.
Også Greenpeace mener, at PepsiCo bør være ligeså ambitiøse som de andre store producenter på markedet.
“Selvom PepsiCo indkøber RSPO og lover de vil beskytte naturområder, mangler vi stadig at se en overbevisende forpligtelse til fuld sporbarhed og vigtigst af alt; en implementeringsplan. Store virksomheder som P&G, Unilever og Nestlé har allerede forpligtet sig til en politik, der – hvis den gennemføres fuldt – vil sikre deres produkter bliver uden afskovning. Der er ingen grund til, at PepsiCo ikke skulle kunne følge trop på det.” Siger Joao Talocchi, skovansvarlig i Greenpeace USA.
Udmeldingen fra PepsiCo kommer i kølvandet på en række protester og udbredt bekymring hos forbrugere over ødelæggelsen af tropisk skov til produktion af palmeolie, der har været koncentreret i Indonesien og Malaysia – verdens to største producenter af palmeolie. Aktivister efterlyser en ny måde at producere palmeolie på, der foregår uden for skovene.
KILDE: Mongabay
Læs artiklen på http://news.mongabay.com/2014/0520-pepsico-palm-oil.html # srJEj4Ls4FtDHDvK.99