Pia Olsen Dyhr: Vi skal hjælpe Burma på vej mod vækst

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) leder mandag d. 3. og tirsdag d. 4. december det første danske erhvervsfremstød nogensinde til Burma, hvor 17 danske virksomheder deltager, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse søndag.

Op til besøget siger Pia Olsen Dyhr:

“Vi ønsker fra regeringens side at støtte op om de fremskridt, vi har oplevet den seneste tid i Burma i forhold til den demokratiske udvikling og sociale og økonomiske reformer. Det indebærer også et øget erhvervsmæssigt engagement”.

“Danske virksomheder har meget at byde på i forhold til arbejdsmiljø og ansvarlig produktion. Det er derfor vigtigt, at de danske virksomheder, der engagerer sig i Burma, gør det med fokus på CSR (Corporate Social Responsibility) og som foregangseksempler for en sund og ansvarlig måde at drive virksomhed på.

“Burma skal have opbygget sin infrastruktur, sundhedsvæsen, vandsektor og ruste sig til de klimaforandringer, der vil ramme landet særligt hårdt de kommende år. Her har danske virksomheder mange løsninger, der kan hjælpe godt på vej”.

“Når danske virksomheder engagerer sig på et nyt marked som dette skal de bidrage til en bæredygtig udvikling for landets økonomi og til gavn for de 60 mio. indbyggere”.

“Vi kan gennem handel og investeringer bidrage til vækst og beskæftigelse, hvilket er forudsætningen for at fastholde en positiv udvikling og at befolkningen kommer til at opleve konkrete fremskridt. Vi skal vise, at det betaler sig at åbne sig mod omverdenen”.

Efter besøget i Burma gæster Pia Olsen Dyhr den 5.-6. december Bangladesh med en anden erhvervsdelegation.

For første gang nogensinde rejser medlemmer fra Folketingets Erhvervsudvalg med en dansk minister på erhvervsfremstød. Udvalgsformand Karin Gaardsted (S), Benny Engelbrecht (S) og Mads Rørvig (V) deltager på rejsen til begge lande.

Danmark og Burma

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) åbnede i november Danmarks nye repræsentationskontor i Burmas hovedstad, Yangon. Danmark fordoblede i 2012 udviklingsbistanden til Burma til 100 mio. kr. og planlægger en yderligere stigning i 2013.

Den tidligere militærjunta førte en inkompetent og uansvarlig politik, og landets mangeårige isolation har betydet, at der i dag er enorme udfordringer og kun et begrænset antal udenlandske investorer til stede, skriver det danske ministerium.

Befolkningen har i mange år lidt under mangel på sundhedsfaciliteter, uddannelse og andre sociale serviceydelser.

Takket være demokratiske fremskridt og reformer indstillede EU i april 2012 de fleste sanktioner mod Burma, hvilket har skabt stor opmærksomhed også fra internationale investorer. Burma ser frem mod forventede årlige økonomiske vækstrater på over fem procent.

Såfremt landet skal opnå den ønskede økonomiske vækst, er der akut behov for udenlandsk teknologi til bl.a. opbygning af infrastruktur og modernisering og udvidelse af den sparsomme fremstillingsindustri.

På grund af de mange års lukkethed og EU-sanktionerne har den danske eksport til landet været yderst begrænset.

I de første syv måneder af 2012 beløb den samlede danske vareeksport til Burma sig til blot syv millioner kr.